Tag: Hamas

Udgivet den

Putin driver gæk med Trump, mens Europa ser til fra tilskuerpladserne. Vi glemmer vores eget ansvar – ikke mindst, når det gælder Gaza

Læs min nytårsartikel i Ræson – eller nedenfor

Er Trump virkelig på sporet af Nobels Fredspris?

Af Mogens Lykketoft,

fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Det er en frygtelig verden lige nu; Hundredtusindvis af mennesker er i årets løb døde af sult og sygdom, fordi Trump har skåret dramatisk ned på den globale humanitære bistand ved at kvæle USA’s udviklingsprogram (USAid) og fjerne bidrag til FN’s programmer. En række europæiske lande med Storbritannien og Tyskland i spidsen har desværre også skåret ned på hjælpen til verdens mest sårbare mennesker for at opruste mod et aggressivt Rusland. Som om vi ikke i Europa har både moralsk forpligtelse og egeninteresse til at finde penge til begge formål!?

Konflikterne i Sudan og Sydsudan koster i ufatteligt omfang død og lidelse blandt civilbefolkningen. Ikke mindst Golfstaterne holder borgerkrigene ved lige med våben til de krigende parter. Men hverken USA eller Europa bruger nok kræfter på at standse vanviddet.

I DRC-Congo, hvor Trump ellers påstår, at han har skabt fred, hærger årtiers frygtelige kampe videre, næret af indblanding fra nabolandene.

i Ukraine og Palæstina trækker konflikterne fortsat blodige spor fra over hundrede års krige og overgreb. Det skaber ustabilitet i Europa og hele den mellemøstlige region.

Ukraines kamp mod Putins aggression begyndte med erobringen af Krim og starten på russisk infiltration i Donbas for snart tolv år siden. Intet land i Europa har de seneste hundrede år lidt mere under krige og despoters forbrydelser end Ukraine. Ekstra rystende er det, at Ruslands totalkrig mod Ukraine nu har varet lige så længe som Anden Verdenskrig varede på østfronten. 

Historien forklarer, hvorfor en udmattet præsident Zelenskyj kæmper tappert videre. Men han kan kun redde sit lands frihed med massiv opbakning fra både Europa og USA, og det er livsfarligt, når vi ikke har fælles front mod Putin. 

For nogle dage siden tændtes et håb om, at Trump omsider ville lægge kraft bag en fredsplan sammen med Zelenskyj. Men vi har allerede mange gange set, hvor ufatteligt nemt det er for Putin at sno Trump om sin lillefinger. Dagen efter det seneste møde med den ukrainske præsident tog Trump Putins påstand om et ukrainsk angreb på en af hans mange boliger for gode varer og blev forarget på Putins vegne! Men Putin udvikler jo bare nye løgne som påskud til at fortsætte erobringskrigen, uden at USA siger stop. Trumps ønske om hurtigt at standse krigen modarbejdes hele tiden af hans naive forestilling om, at Putin vil fred uden at komme under massivt pres.

Har Trump en mere sikker hånd til at skabe fred for Palæstina? I oktober flokkedes statsledere fra en stor del af verden til Egypten for at hylde den amerikanske præsident for aftalen om våbenstilstand i Gaza. Det skete i håbet om at kunne fastholde Trumps opmærksomhed til faktisk at gennemtrumfe alle faser i aftalen, selv om Netanyahu formentlig hele tiden vil lede efter påskud til at bryde den og forblive som krigsførende besættelsesmagt i Gaza.

Realiteten er, at Israel graver sig ned i den større halvdel af Gaza-enklaven, og at mere end 400 palæstinensere er dræbt af israelske våben, siden den såkaldte våbenstilstand trådte i kraft.

Der er langt fra etableret fri adgang for nødhjælp som aftalt. Israel blokerer for størstedelen af de nødvendige forsyninger med det påskud, at de jordiske rester af det sidste israelske gidsel endnu ikke er udleveret: Det er imidlertid ikke mærkeligt, hvis de sidste lig-rester ikke er fundet endnu. Der ligger også tusindvis af palæstinensiske dødsofre ukendte steder under Gazas enorme ruinbunker.

Situationen lige nu er, at to millioner mennesker er fastlåst i ubeskrivelig elendighed i en mudderpøl af en ruinbunke på område, der er mindre end halvdelen af Langeland. Der ikke nok mad, rent vand, medicin eller tåleligt husly. Spædbørn dør af kulde. Det er vanskeligt for nødhjælpsarbejdere udefra at komme ind, og der lægges hindringer i vejen for FN’s UNRWA, der ellers har det største netværk af folk inde i Gaza til at formidle bistand.

Der er brug for skærpet opmærksomhed fra omverden. Mediernes interesse er aftaget efter våbenstilstandsaftalen, men Israels blokering af adgang til Gaza betyder også yderst begrænset adgang til at dokumentere de voldsomme krigsforbrydelser og ødelæggelser. Det fastholder mange – især i Israel og USA – i fornægtelse af katastrofens omfang.

Fremgang til næste fase i aftalen forudsætter indsættelse af en international fredsstyrke, så Israel kan rykke helt ud af Gaza, forsyninger kan flyde frit, at Hamas afmilitariseres, og der kan etableres et palæstinensisk lokalstyre uden Hamas. 

Men der er lang vej til enighed om fredsstyrken. Kun Indonesien har budt på at sende et større kontingent. Israel afviser en række lande som deltagere, og bl.a. Saudi Arabien afviser at engagere sig, selv om stærke arabiske og europæiske bidrag er påkrævet.

Europa har en særlig forpligtelse til at lægge mest muligt pres på Israel og Trump – både for at næste fase i aftalen ført ud i livet og for at standse den voldelige etniske udrensning på Vestbredden, som Trumps ’fredsaftale’ end ikke forholder sig til.

Efterskrift

I midten af december deltog jeg i et møde i Rådet af tidligere Formænd for FN’s Generalsamling (UNCPGA) i forbindelse med møde i Riyadh, Saudi Arabien, i United Nations Alliance of Civilisations.

Vi havde mødtes med den ene af de saudiske udenrigsministre, der forklarede, at hans land ikke agtede at deltage i en fredsstyrke i Gaza, men vil overlade det til ’Israels venner’. En bekymrende melding.

UNCPGA udtalte sig om de aktuelle konflikter med følgende tekst om Palæstina/Israel (dansk version nedenfor):

The comprehensive peace plan proposed by the President of the United States to end the Gaza conflict, as endorsed by the UN Security Council, is the framework for ending the extreme suffering in Gaza. There is an urgent need to stop all the bloodshed and give full humanitarian access, including the important presence of UNRWA. UNCPGA deplores the significant loss of Palestinian lives after the ceasefire was agreed upon. It supports the rapid deployment of an international security force and total Israeli withdrawal from Gaza and appeals to the international community to act against further settlement activity in the West Bank. UNCPGA calls for all parties to refrain from committing acts that can cause obstacles to the peace process. It also supports Palestinian self-determination in the framework of the two-state solution.

Dansk version af erklæringen:

Den omfattende fredsplan, som USA’s præsident har foreslået for at afslutte Gaza-konflikten, og som godkendt af FN’s Sikkerhedsråd, udgør rammen for at afslutte de ekstreme lidelser i Gaza. Der er et presserende behov for at stoppe al blodudgydelse og give fuld humanitær adgang, herunder UNRWA’s vigtige tilstedeværelse. UNCPGA beklager det betydelige tab af palæstinensiske liv, efter våbenhvilen blev aftalt. UNCPGA støtter den hurtige udsendelse af en international sikkerhedsstyrke og en total israelsk tilbagetrækning fra Gaza og appellerer til det internationale samfund om at handle mod yderligere bosættelsesaktiviteter på Vestbredden. UNCPGA opfordrer alle parter til at afholde sig fra at begå handlinger, der kan skabe hindringer for fredsprocessen. Den støtter også palæstinensisk selvbestemmelse inden for rammerne af tostatsløsningen.

Udgivet den

Mette Frederiksen erkender ikke til fulde Gaza-katastrofens art og omfang

Verden over og herhjemme ser vi omsider endnu mere massive protester mod krigen i Gaza. Men der er brug for, at mange flere regeringer anvender alle tænkelige magtmidler til at standse vanviddet – det skriver jeg om i dette indlæg i Information 19. august 2025

Læs i Information – eller nedenfor:

Regeringens kurs helt utilstrækkelig

Palæstinenserne har i 77 år levet med fordrivelse, besættelse, blodig undertrykkelse og ydmygelse, uden herredømme over deres eget liv. Det er, fordi vi i Vesten med USA i spidsen ikke har sat os igennem med at sikre en palæstinensisk stat side om side med Israel, således som FN har krævet siden 1947.

Hver gang der var de mindste fremskridt, blev det ødelagt af en terrorist fra den ene eller den anden side. 

Den sidste israelske leder, der både havde vilje og autoritet til at gøre fremskridt mod fred – Yitzhak Rabin – blev myrdet af en israelsk terrorist for 30 år siden. Siden da har Israels nuværende leder, Benjamin Netanyahu, det meste af tiden domineret israelsk politik og har forhindret ethvert fremskridt mod en tostatsløsning. 

Flere og flere israelske bosættere har koloniseret de områder, der skulle være Palæstina-staten. Da den palæstinensiske organisation PLO anerkendte Israel og søgte en tostatsløsning, blev de rippet for autoritet, fordi selvstyret fortonede sig, mens deres byer blev muret inde. Det gav medvind til islamisterne i Hamas, der tog magten i Gaza. 

Denne landstribe på størrelse med Langeland har derfor i 17 år op til den 7. oktober 2023 været verdens største åbne fangelejr, hvor livet kun kunne opretholdes med bistand udefra – især gennem FN’s palæstinensiske flygtningeorganisation, UNRWA. Området led undervejs store tab og ødelæggelser gennem tre mindre krige med Israel. 

Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 var en grusom krigsforbrydelse på grund af mord og gidseltagning af israelske civile – og en forbrydelse mod deres eget folk, fordi det udløste en ny forfærdende katastrofe for Palæstina.

Israels aktuelle krig og udsultning af Gaza har imidlertid intet at gøre med legitimt israelsk selvforsvar. 

Hamas er ikke længere en strategisk trussel

Forleden sagde 600 fremtrædende tidligere embedsmænd fra Israels militær og sikkerhedstjenester, herunder forhenværende ledere af efterretnings- og sikkerhedstjenester, at fortsættelsen af krigen er blodsudgydelse uden mening. 

Hamas er ikke længere en strategisk trussel mod Israel, og de sidste gidsler vil ikke slippe ud i live uden forhandling og varig våbenhvile, lød det. Det er en direkte modsigelse af Netanyahus påstand om, at krigen føres videre for at få de sidste gidsler ud.

Hamas’ forbrydelser kan aldrig i mindste måde retfærdiggøre det folkemord, som Israel udøver mod Palæstinas civilbefolkning. Hamas er irrelevant efter enhver fredsslutning og har nu kun meget beskeden opbakning i det ødelagte Gaza.

FN-repræsentanter, nødhjælpsorganisationer og endda israelske menneskerettighedsfolk siger uden omsvøb, at Israel begår folkemord i Palæstina, sådan som det er defineret i folkemordskonventionen. 

Gaza er næsten ubeboeligt, de allerfleste boliger, skoler og sygehuse og hele infrastrukturen er sønderbombet, og dyrkbar jord forurenet. Flere end 61.000 døde og 140.000 sårede eller varigt invaliderede ud af en befolkning i Gaza på 2,2 millioner. Overføres det til Danmarks folketal, ville det svare til mere end en halv million mennesker, som enten var døde eller sårede på 22 måneder.

De allerfleste dræbte og sårede i Palæstina er civile – mere end 50.000 af dem var eller er børn. Hver dag føjes flere døde og sårede til listen af ofre. 

Vi skal påvirke opinionen og politikken i Israel og i USA

Israel har desuden siden marts forhindret den mest nødvendige nødhjælp med mad, vand, medicin og telte. Til dødstallet føjer sig derfor et stigende antal børn og voksne, der sultes ihjel. Folk jages ustandseligt rundt på et stadigt mindre område, hvor man kun måske får lidt mad – bevogtet af israelsk militær, der skyder ind i madkøen.

De fleste i Gaza er nu samlet i en enorm koncentrationslejr i den sydlige del af landstriben, mens Israels plan tilsyneladende er at rense resten af Gaza for indbyggere – i hvert fald lægger Netanyahus fascistiske regeringspartnere ikke skjul på hensigten: Målet er at gøre det utåleligt for folk at leve i Gaza, og omverdenen skal tvinges til at modtage dem.

Desværre støtter USA’s præsident Trump med sine afsindige ideer om at omdanne Gaza til en riviera indirekte denne tankegang og opfører sig i det hele taget som halehæng til Netanyahu.

Krigen må ses som en krig mod FN og de internationale nødhjælpsorganisationer og i strid med al international ret. Og det er svært at opfatte det som andet end en krig for at drive palæstinenserne ud af Palæstina ’fra floden til havet’. Den føres også med massive overfald, med mord og brand og hjemstavnsfordrivelse af palæstinensere på Vestbredden.

Verden over og herhjemme ser vi omsider endnu mere massive protester mod denne krig. Men der er brug for, at mange flere regeringer anvender alle tænkelige magtmidler til at standse vanviddet. 

Vejen går gennem handlinger, der kan påvirke opinionen og derfor også politikken i Israel og i USA.

Israelerne skal forstå, hvilke barbariske forbrydelser der begås af dén stat, der angiveligt er skabt for at hindre et nyt folkemord mod jøderne. De skal erkende, at den stat ikke er demokratisk forpost, men en apartheidstat, hvis regering er i færd med at begå folkemord på den anden nation i det område, Israel kontrollerer.

Kun en spagfærdig og delvis erkendelse

Personligt engagerede jeg mig som udenrigsminister meget med de folk på begge sider, der søgte fred, og har derfor fulgt udviklingen særdeles tæt gennem mange år. Også som formand for FN’s Generalforsamling og ved gentagne besøg i området.

Derfor har jeg helt manglet forståelse for den danske regerings hidtidige kurs i forhold til Israels krig mod Gaza. Jeg har søgt at undgå polemik med min statsminister, som jeg mere end de fleste har kæmpet for at få. Men det har været ubegribeligt, hvor lang tid statsministeren har kunnet forstå Israels krigsførelse som udøvelse af ret til selvforsvar – og hvor svagt engagementet har været i kritikken af Israels krigsforbrydelser. 

Heldigvis har holdningen gradvist ændret sig. Senest har hun til Jyllands-Posten sagt, at »Netanyahu er et problem i sig selv nu«. Men problemet stikker langt dybere end Netanyahu personligt.

Jeg er bedrøvet over, at statsministeren – også nu – kun spagfærdigt og delvist erkender katastrofens art og omfang.

Der er brug for langt stærkere ord – og ikke mindst langt mere handling for at værne om humanitet og folkeret og sikre Danmarks anseelse ude i verden. Det ser også ud til at være holdningen hos flere og flere danskere.

Vi burde som formandskabsland i EU stå forrest med kravet om at få den nødvendige nødhjælp ind – og for at etablere flest mulige sanktioner og boykot mod Israel for at få krigen standset. Det har vi med rette gjort over for Rusland på grund af krigen mod Ukraine. Der er ikke plads til dobbeltmoral over for krigsbrydere, alt efter om de er russere eller israelere.

Vi burde ligesom andre europæiske lande tilbyde at modtage hårdt sårede børn til behandling i Danmark.

Som medlem af FN’s Sikkerhedsråd burde vi sætte fokus på fordømmelse af Israels krig mod alle FN’s institutioner, der har kapaciteten til at mildne den enorme humanitære katastrofe, men forhindres deri.

Det burde skarpt fordømmes, at Israel i historisk enestående omfang målrettet har dræbt journalister og nødhjælpsarbejdere.

Vi burde her og nu anerkende staten Palæstina, ligesom mere end tre fjerdedele af FN’s medlemslande har gjort. Vi burde stå samlet her med resten af Norden og blandt andet store vestlige lande som Spanien, Frankrig, Storbritannien, Canada og Australien. 

Formålet med anerkendelsen er at bakke op om FN’s kurs og give ny styrke til de palæstinensere, der ikke er Hamas, som har anerkendt Israel og de seneste tre årtier forgæves har søgt freden. For der kommer ikke nogen retfærdighed for Palæstinas folk uden massiv opbakning i verdenssamfundet.

Fhv. udenrigsminister og partiformand for Socialdemokratiet og fhv. formand for FN’s Generalforsamling

Mere fra min hånd om Palæstina

Udgivet den

Tostatsløsning er begravet i Gazas ruinhob

Aksen Trump-Netanyahu ​er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. Det seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt giver mulighed for at angribe andre uden selv at blive ramt. Det skriver jeg om i denne kronik i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Dødsstød til Palæstina og israelsk dominans i Mellemøsten

Trumps daglige kaos hjemme, foragten for Europa og forsøget på venskab med Putin på Ukraines bekostning tager forståeligt nok mediernes overskrifter i disse uger.

Derfor får det mindre opmærksomhed, at Putin ikke er den eneste krigsforbryder, Trump gerne vil please. Han støtter for fuld kraft Benjamin Netanyahu, der ligesom Putin er krævet anholdt og udleveret til Den Internationale Domstol.

Kravet mod Netanyahu får USA til indføre sanktioner mod domstolen – og Sydafrikas sagsanlæg ved Den Internationale Domstol med påstand om folkemord i Gaza har ført til amerikanske sanktioner mod Sydafrika!

Foragten for vestlig dobbeltmoral har aldrig været større i det globale syd, og det rammer ikke kun USA, men alle os vestlige lande, der godt nok (modsat Trump) anser Putin for en krigsforbryder, men ikke kan få det over læberne at konstatere det samme om Netanyahu.

De internationale domstole skal fælde den endelige dom over, hvorvidt Israels krig mod Palæstina kan benævnes folkemord. Og som medlem af domstolen og tilhængere af en international retsorden må vi i Danmark bakke op om den dom, der falder. Men Israels ekstremistiske regerings krigsførelse siden Hamas’ grusomme og stupide terrorangreb den 7. oktober 2023 kan i hvert fald på ingen måde defineres som udøvelse af retten til selvforsvar:

Det er en monumental krigsforbrydelse og forbrydelse mod al menneskelighed. Flertallet af de flere end 48.000 døde og 112.000 kvæstede og invaliderede er civile, deriblandt rædselsfuldt mange børn. I Gaza er fire af fem boliger ødelagt, infrastruktur i form af vand, el, sundhed og uddannelse er smadret.

Israels krig har også været en krig mod FN, som har fået dræbt 300 medarbejdere. Nu har Israel totalt blokeret arbejdet for UNRWA, FN’s flygtningeorganisation for palæstinensere i Mellemøsten, der har været den vigtigste livline for Gazas civile gennem årtiers besættelse og indespærring.

Mediekrig og fordrivelse

Krigen har også været ført mod medierne, der kunne rapportere om krigsforbrydelserne. Der er ingen krig før Gaza, hvor flere reportere er blevet dræbt på halvandet år.

Israels krig mod Gaza gør det umuligt – uden massiv nødhjælp og hjælp til genopbygning – at få en tilværelse til at hænge sammen i Gaza. Håbet hos Israels regering er åbenbart, at nabolandene kan presses til at acceptere en fordrivelse af Gazas befolkning. Dét følges i disse uger op med angreb med fly og tanks på palæstinensiske lejre og byer på den besatte Vestbred, mens fanatiske kolonister myrder, brænder huse og ødelægger olivenplantager i landsbyerne. Alt sammen også oplæg til fordrivelse af indbyggerne og indlemmelse af området i en jødisk stat ”from the River to the Sea”.

Påstanden om araberne, der ville drive jøderne i Middelhavet, er uden nutidig realitet. Det er palæstinenserne, der trues af total fordrivelse fra det hjemland, hvor de endnu i 1948 var to tredjedele af befolkningen, men hvor de i mellemtiden har oplevet 77 år med fordrivelse, besættelse, retsløshed og grænseløse ydmygelser fra Israel.

Den beskedne drøm, som FN har bakket op i mange årtier, om en tostatsløsning med Gaza, Vestbredden og Østjerusalem, er begravet i ruinbunkerne i Gaza og i den etniske kolonisering og udrensning de andre steder.

Trumps eksotiske forslag om at overtage Gaza, flytte indbyggerne til nabolandene og renovere området til en flot riviera ved Middelhavet er bare én version af det projekt, som han og Netanyahu er enige om: at give dødsstødet til ethvert håb om selv en nok så lille palæstinensisk stat.

Tilliden til Trumps våbenhviler

Man tør ikke tro på Trumps vilje til at fastholde hverken Putin eller Netanyahu på aftaler om våbenhvile, hans regering har indgået med hhv. Ukraines og Israels regeringer:

Der ses tydeligt i disse uger, hvor Netanyahu med fuld opbakning fra Trump massivt og systematisk bryder dén våbenhvile, som med amerikansk mægling blev indgået i januar. Der skulle nu være iværksat en fase to, hvor Israels soldater skulle forlade Gaza i takt med frigivelse af de sidste gidsler. Netanyahu har imidlertid aldrig tænkt sig at opfylde aftalen om at rykke sit militær ud af Gaza, men pønset på med en ny krig at få den ekstreme højrefløj tilbage i regeringen.

Derfor blokerede han for fase to-forhandlingerne og forsøgte i stedet at få gidslerne ud ved de seneste uger at blokere for nødhjælp til Gazas civile. Efter den kortvarige våbenhvile, hvor forsyninger kom ind, er sult igen ved at brede sig katastrofalt. Og de seneste dage er krigen mod Gaza uprovokeret genoptaget med hundredvis af nye døde. Trump har udtrykkeligt accepteret dette, samtidig med at han hjemme i USA er optaget af at tvangsdeportere palæstinensiske studerende, der har demonstreret mod Israels krig mod Gaza.

Afvisning af arabisk fredsplan

Både Trump og Netanyahu afviser blankt den gennemtænkte arabiske fredsplan, hvorefter Gaza fremover regeres af teknokrater uden om Hamas, og hvor sikkerhed og genopbygning sikres af de arabiske stater.

Derfor er det svært at se, hvordan verden kan sikre bare den allermindste lettelse i de utålelige levevilkår for Palæstinas folk.

Israels regering lukker ned for retsstat og ngo-samfund, mens strømmen af tunge bomber fra USA er genoptaget med fuld styrke efter Bidens forsigtige – nærmest symbolske – rationering af leveringen.

Den ubeslutsomme Biden havde anfægtelser, men manglede mod og vilje til at sikre freden ved at sætte tommelskruerne på Netanyahu. Trump har ingen som helst empati med palæstinensernes lidelser – eller for den sags skyld andre lidelser i denne verden, hvis ikke det har noget at gøre med formuetab blandt hans milliardærvenner eller hos rige hvide farmere i Sydafrika. Trump har heller ikke, som Biden havde i egen lejr, en voksende modstand og vrede mod Israels krig.

Jeg forstår godt, at den meste opmærksomhed i dansk politik rettes mod truslen fra Rusland, Ukraines uhyre vanskelige situation og behovet for oprustning. Men jeg synes, det er pinagtigt, at det ikke kan ledsages af større bevillinger og højlydte krav om at få humanitær hjælp frem og fastholde den spinkle plan for våbenhvile i Gaza. Og forsøg på at finde vej til at hjælpe de tapre folk i ngo’er i Israel og Palæstina, der lige nu kæmper op ad en meget stejl bakke for fred og medmenneskelighed.

Ondskabens akse

Vi er en generation, der blev opfostret med troen på USA og Israel som hjemsteder for gode demokratiske viljer, der ville ende med at skabe fred. Vi har desværre levet længe nok til at se de gode viljer sparket til side begge steder – og ser nu en ondskabens akse af ekstrem foragt for andre mennesker og andre meninger.

Aksen Trump-Netanyahu er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. De seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt kombineret med det uhyre effektive missilskjold giver mulighed for at angribe andre uden stor risiko for at blive ramt af gengældelse.

Det medfører en aggressiv adfærd i forhold til Libanon, Syrien og Iran, der ikke er gunstig for fremskridt mod varig fred: Israel føler sig ikke særligt forpligtet til at overholde våbenhvilen i Libanon. Israels fremrykning i Syrien og ødelæggelse af syriske våbendepoter og flåde efter Assad-diktaturets fald mindsker den nye samarbejdsregerings reelle muligheder for at sætte sig i respekt – og destabiliserer derfor, hvor det meste af verden ønsker at stabilisere. Og Netanyahu har aldrig skrinlagt sine planer om at angribe de iranske atomanlæg, hvad der ikke ville styrke de kræfter i Iran, der gerne vil fred.

Kronikken blev bragt i Jyllands-Posten lørdag d. 22. marts 2025

Mere fra min hånd om Israel-Palæstina

Udgivet den

Hamas’ massakre er afskyelig, men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahu uden konkurrence den mest morderiske

Israels krig mod civile i Gaza strider mod al international ret og konventioner om krigsførelse og kan ikke retfærdiggøres med »retten til selvforsvar«. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Disrespekt for folkeret og FN-vedtagelser er Palæstinas tragedie

Danske medier fortæller påfaldende lidt om Israels krigsforbrydelser. 

Der skrives ofte, som om konflikten startede med Hamas’ angreb 7. oktober 2023. Disse rædsler må utvetydigt fordømmes. De kan ikke forsvares. 

De forstås kun i lyset af den lange tragiske forhistorie for det arabiske folk, der gennem hundredvis af år var det store befolkningsflertal i Palæstina. De er de seneste 75 år blevet fordrevet, besat, ydmyget, undertrykt og nægtet national selvbestemmelse af en ny nation af indvandrere, der er udrustet med overvældende militær magt.

FN var i 1947 fødselshjælper til staten Israel med forslag om en ligedeling af Palæstina mellem arabere og jøder (selv om der dengang var arabisk befolkningsflertal).

Intet FN-land kan anfægte Israels ret til at eksistere – i fred med sine naboer i det historiske Palæstina. Men det helt overvældende flertal af FN’s medlemslande insisterer til Israels store fortrydelse stadig på en tostatsløsning. FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge – UNRWA – har leveret afgørende bidrag til at holde palæstinenserne og deres identitet i live. Det er én årsag til, at FN har haft mere strid med Israel end med noget andet land.

Danmark bør støtte FN’s kurs

Danmark bør som medlem af FN aktivt understøtte verdensorganisationens kurs i forhold til Israel. Hertil hører diplomatisk anerkendelse af Palæstina som stat på linje med de andre nordiske lande.

FN-domstolen i Haag har erklæret Israels besættelse af Gaza, Vestbredden og i Østjerusalem i strid med folkeretten. Domstolen har for længst krævet våbenstilstand i Israels krig mod Gaza og behandler Sydafrikas anklage om folkemord.

Den Internationale Straffedomstol har udstedt arrestordre mod Israels stats- og forsvarsministre for veldokumenterede krigsforbrydelser: De seneste ti måneder er 40.000 dræbt i Gaza – herunder 17.000 børn. 92.000 mennesker er såret eller varigt invalideret. 

Dødstallet kan formentlig mangedobles, fordi sult og dødelige epidemier hærger blandt civilbefolkningen, der ustandseligt kostes rundt i ruinbunkerne af israelsk militær, lever under ekstremt uhygiejniske forhold og nægtes nødvendige forsyninger af mad, vand og medicin. 

De allerfleste boliger, skolerne og sygehusene samt vand- og elforsyningen er sønderbombet. Tusindvis af børn er blevet forældreløse, og hundredtusindvis af børn er uden skolegang, tusindvis af palæstinensere er uden konkret anklage interneret i israelske lejre med mishandling og tortur, mens voldelige bosættere rykker frem på Vestbredden mod mord og brand for at kapre palæstinensisk jord. Velsignet af Netanyahus regering.

Det er en skandale, som udstiller Vestens dobbeltmoral, når Israels statsminister modtages med klapsalver i USA’s kongres i stedet for at blive anholdt og udleveret til straffedomstolen.

Gennem årtier som topfigur i israelsk politik har Netanyahu udviklet en apartheidstat med fremadskridende kolonisering af Vestbredden. Hans nuværende regering – baseret på de mest ekstreme fascistiske og racistiske kræfter – er gået helt amok i krigen mod Gaza.

Israels krig mod civile i Gaza er i strid med Folkeretten

Tragedien i de 75 års konflikt er, at terrorister på begge sider igen og igen har saboteret fred og forsoning. Hamas’ massakre 7. oktober 2023 var afskyelig. Men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahu uden konkurrence den mest morderiske: Israels krig mod Gazas civile strider mod al international ret og konventioner om krigsførelse og kan ikke retfærdiggøres med »retten til selvforsvar«. 

Dokumentationen fra FN og menneskerettighedsorganisationer om krigsforbrydelser er overvældende, selvom Israel har prøvet at afskære rapportering fra krigszonen: Intet sted i verden er på så kort tid dræbt så mange FN-medarbejdere og journalister, der kunne vidne om katastrofen. Med anklager mod fem ansatte har Israel søgt at afskære UNRWAs 15.000 medarbejdere fra at gøre deres arbejde, selv om ingen andre her og nu kan erstatte UNRWA som hovedleverandør af bistand til Gazas civile.

Vi må åbne øjne og øren for den monumentale uret, der begås mod palæstinenserne:

Mange danskere er bange for at miste deres kultur ved massiv indvandring. Tænk, hvis vi helt havde mistet vores selvbestemmelse, var nægtet blot at få herredømme tilbage en mindre del af det gamle land, og nu gik desperate rundt i ruinerne. Mon ikke nogen af os så var blevet hvervet af en fundamentalistisk dødskult? Især når de af vore ledere, der søgte fred og kompromis, blev nægtet enhver indrømmelse – eller endda, som palæstinenserlederen Marwan Barghouti, er spærret inde på livstid af besættelsesmagten.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 25. august 2024

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

Udgivet den

Det er Vesten, der angriber den internationale retsorden

Israels militære svar på Hamas’ barbariske angreb er i strid med de konventioner, vi alle tilsluttede os efter Anden Verdenskrigs grusomheder. Det er tid til, at Danmark anerkender Palæstina som stat, skriver jeg bl.a. i dette indlæg i politiken 30. maj 2024. Læs indlægget i Politiken – eller nedenfor:

Den internationale retsorden under angreb – fra Vesten!

Grusomhederne fortsætter i Gaza med mange nye dræbte civile i Rafah og truende sultedød for hundredtusinder, fordi alt for få forsyninger med nødhjælp får lov at komme ind i den totalt smadrede krigszone. Flere end 2 millioner civile lider. 36.000 – især børn og unge – er dræbt, og over 80.000 sårede eller varigt invalideret uden adgang til ordentlig hjælp.

FN’s Sikkerhedsråd og Den Internationale Domstol i Haag, der undersøger Sydafrikas sag mod Israel om folkedrab, har krævet øjeblikkelig våbenhvile og løsladelse af gidsler. Samtidig har chefanklageren Karim Khan ved Den Internationale Straffedomstol rejst sag om anholdelse af Hamas’ ledelse samt Israels stats- og forsvarsministre for krigsforbrydelser.

Danmarks regering har uden tøven sagt, at retssagerne må gå deres gang, og afgørelser fra domstole, som vi har tilsluttet os, må respekteres. Det er også lige så indlysende som, at Højesteret i det danske retssystem har det sidste ord.

Forhåbentlig er det også ensbetydende med maksimal dansk opbakning til at håndhæve, hvad domstolene konkluderer.

Regeringen har dog undret sig over, at Netanyahu som ’demokratisk valgt statsminister’ anklages sammen med lederne af terrororganisationen Hamas. Præsident Biden og udenrigsminister Blinken har endda erklæret dette forfærdende. Blinken har i øvrigt totalt urealistisk talt om, at det er op til Israels domstole at bedømme, om landets ledere har gjort noget forkert.

Men anklageren ved Den Internationale Straffedomstol, Karim Khan, handler helt korrekt efter Straffedomstolens regler og sit mandat. Det er ikke mere acceptabelt, at lederne af et demokratisk land begår krigsforbrydelser, end det er, at Hamas bestialsk myrder, skænder og kidnapper civile israelere og nedkalder død over sit eget folk. Israels krig mod Gaza er ikke legitimt selvforsvar. Det er kollektivt hævntogt mod et helt folk – som det også blev formuleret som et mål i oktober af Israels forsvarsminister Gallant. 

Det er forståeligt, at den israelske offentlighed er ramt af dyb sorg og vrede over 7. oktober-angrebet og er i benægtelse i forhold til Israels egne krigsforbrydelser. De fleste af Israels medier informerer ikke om grusomhederne mod Gazas civile og mener, at krigsførelsen er nødvendig, fordi Hamas-krigere gemmer sig blandt civile. 

Mere fra min hånd om krigen i Gaza, Israel og Palæstina

Udgivet den

Israel-Palæstina: Mit beskedne bidrag til at bekæmpe historieløsheden

Der er megen historieløshed repræsenteret i reportagerne om den aktuelle krig i Palæstina. De færreste kender den lange forhistorie: Min ven Georg Metz bemærkede forleden sarkastisk, at der var heftig strid i og om Palæstina, mange hundrede år før Jesus fik sine første sandaler.  Læs hele min artikel i Ræson nr. 56, der har titlen, Hvad venter der Gaza? – eller nedenfor:

Et beskedent bidrag til at bekæmpe historieløsheden

Af Mogens Lykketoft

Fra RÆSON56. Artiklen er med i det trykte vinternummer af RÆSON, “Hvad venter der Gaza?”, ude nu.

100 års konflikt

De seneste godt 100 år har Palæstina været kampplads for arabiske palæstinensere, hvis slægter har været bosat i landet i mange århundreder, og de jødiske israelere, der især stammer fra generationer af indvandrere, som ankom fra starten af det 20. århundrede. Det har været en bitter kamp om retten til landet, men den har ikke haft baggrund i en antisemitisme som dén, der har hærget i europæisk historie.

Den zionistiske bevægelses ønske om en jødisk stat fik storpolitisk opbakning i 1917 med den britiske udenrigsminister Balfours erklæring til fordel for et ’nationalt hjem’ for jøder i Palæstina. Det var et forsøg på at mobilisere jødisk opbakning og kapital til den allierede krigsindsats i Første Verdenskrig og var i øvrigt i konflikt med briternes samtidige løfter til araberne om et mellemøstligt storrige på ruinerne af det tyrkisk-osmanniske imperium, som samtidig blev givet til araberne takket være T.E. Lawrence (Lawrence of Arabia).

Afslutningen på Første Verdenskrig førte ikke til klar udmøntning af nogen af de to løfter. Mellemøsten blev opdelt i lydstater under hhv. britisk og fransk overherredømme. Palæstina kom under britisk administration.

Briterne kom til at balancere slingrende i en tilspidset konflikt mellem Palæstinas arabere og et stigende antal indvandrende jøder. Efter nazisternes ufatteligt forfærdende folkemord på Europas jøder under Anden Verdenskrig søgte overlevende fra Europa – yderst forståeligt – efter et fristed i Palæstina. Ikke mindst i USA og Europa – men også i Sovjetunionen – var der opbakning til oprettelsen af en jødisk stat.

Den nyoprettede verdensorganisation FN blev sat til at løse knuden. Det skete med vedtagelsen af en plan om at dele Palæstina nogenlunde ligeligt mellem arabere og jøder og lade Jerusalem være et internationalt forvaltet særligt område. I forhold til den daværende befolkningssammensætning var FN’s plan mest favorabel for jøderne, og derfor ville et stort arabisk mindretal blive borgere i den jødiske stat.

Planen blev hverken accepteret af palæstinenserne eller deres fæller i de omliggende arabiske stater. Men den zionistiske leder David Ben-Gurion udråbte 15. maj 1948 staten Israel, der straks kom i krig med nabostaterne. Israelerne var militært bedst trænet, udrustet og motiveret, og mange jøder fra andre lande drog ned for at kæmpe for den nye stat. I krigen 1948-49 erobrede Israel 78 pct. af Palæstina, mens Gaza kom under Egypten, og Vestbredden med den gamle østlige bydel i Jerusalem kom under Jordans kontrol. Israels oprettelse udløste flugt og fordrivelse af 700.000 palæstinensere fra de områder, der kom under Israel; langt flertallet til Vestbredden og Gaza, men også mange til de arabiske nabolande, især det nuværende Jordan. Ingen palæstinensiske flygtninge fik lov til at vende tilbage til deres hjemstavn efter krigen. Til gengæld fik Israel stor tilstrømning af nye borgere, fordi jøder flygtede fra den arabiske verden. Og siden Seksdageskrigen i 1967, hvor Israel besejrede sine arabiske nabolande, har den jødiske stat hersket over hele det historiske Palæstina og dermed også over de fleste familier, der flygtede i 1948.

Fredens sidste chance

I Gaza er de fleste indbyggere efterkommere af flygtningene fra 1948. De har siden 2006 været spærret inde af israelsk blokade uden muligheder for at forsørge og udvikle sig. Området har levet på bistand fra FN og været bombet og beskudt heftigt i adskillige korte, ødelæggende krige – Israels svar på raketangreb fra Gazas herskere i Hamas og Islamisk Jihad.

En endnu større del af det palæstinensiske folk bor under israelsk besættelse på Vestbredden og i Østjerusalem og er de seneste mange årtier blevet udsat for en fremadskridende kolonisering fra israelske bosættere. Det har totalt undergravet autoritet og folkelig tilslutning til det såkaldte palæstinensiske selvstyre i Ramallah, der under israelsk besættelse har set udviklingen af det, som den tidligere Mossad-chef Tamir Pardo med rette kalder en apartheidstat uden rettigheder og retssikkerhed for palæstinensere.

De jødiske indvandrere til Palæstina var fra starten delt i dem, der satsede på at leve side om side med araberne, og dem, der satsede på voldelig fordrivelse – etnisk udrensning af dem. Sidstnævnte havde deres profet i den fascistisk inspirerede Vladimir Jabotinsky, hvis nærmeste medarbejder var Benzion Netanyahu – far til Israels nuværende premierminister. Disse hardlinere inspirerede de jødiske terrorister, der massakrerede en palæstinensisk landsby i 1948 for at fremprovokere den arabiske masseflugt og senere på året myrdede FN’s fredsmægler, Folke Bernadotte, fordi han fastholdt at dele landet ligeligt.

To af disse terroristers ledere – Begin og Shamir – blev senere den israelske højrefløjs premierministre. Det gik den vej, fordi indvandringen først af jøder fra de arabiske lande og siden af sovjetiske jøder drejede det politiske billede til ugunst for Ben-Gurions og Golda Meirs Arbejderparti og skabte mindre og mindre tilslutning til indrømmelser til palæstinenserne.

Yasser Arafat stod i 1960’erne frem som de besatte og fordrevne palæstinenseres leder i befrielsesorganisationen PLO. Han gik i starten ind for væbnet modstand, men indgik ad mange omveje – både hos sig selv og Israel – Oslo-aftalerne i 1993. Her anerkendte PLO Israels eksistens inden for grænserne fra 1967 mod at få lov til at vende hjem i spidsen for et spinkelt palæstinensisk hjemmestyre. Men de fik aldrig et klart løfte om en stat eller om stop for jødiske bosættelser i de besatte områder. Arafat skaffede sig ikke magtmonopol og var konstant udfordret af militante fra Hamas m.fl., der ikke afskrev terror mod civile som kampmiddel. Det gjorde heller ikke den militante israelske højrefløj, der bl.a. massakrerede troende muslimer i en moské ved Hebron i 1994.

Måske var den barske, men realistiske general Yitzhak Rabin – kendt som Mr. Security – den sidste israelske statsleder, der kunne have fået sit folk med på en forhandlet fred. Men også han blev myrdet af en jødisk ekstremist, og i kølvandet på dét kom højrefløjens Benjamin Netanyahu første gang til magten.

To senere forsøg på en fredsløsning, fra Ehud Barak i 2000 og Ehud Olmert i 2008, løb ud i sandet af stadig omdiskuterede grunde. En vigtig del af forklaringen er, at ekstremisterne på begge sider havde for megen medvind, og at de to israelske lederes mandat i befolkningen var svagt. Samtidig var USA for meget Israels advokat og lidt for lidt den objektive mægler, der kunne presse den stærke part til indrømmelser.

Hvad verdenssamfundet må gøre

Den siddende ekstremist-regering med den yngre Netanyahu som chef har nægtet enhver indrømmelse til den palæstinensiske fredsfløj, som også har været saboteret af Hamas-terroristerne på deres egen side. Hamas-massakren på 1.200 civile og gidseltagningen af 240 mennesker 7. oktober 2023 blev et forfærdende og ondskabsfuldt højdepunkt. Her handlede en dødskult, der vidste, at deres handling ville nedkalde massemord fra luften mod Gazas civile.

Israels reaktion er lige så forudsigelig, som den er kontraproduktiv, hvis målet er at udrydde Hamas som bevægelse og bane vejen for fred. Det ligner hverken et nødvendigt selvforsvar eller rationel krigsførelse. Det tager sig ud som kollektiv hævn i hidtil uset skala: 15.000 civile døde – halvdelen børn og unge under 18 år; mange flere sårede og invaliderede; en kolossal materiel ødelæggelse i et af verdens fattigste og tættest befolkede byer. Halvanden million mennesker hjemløse. Udtalelser fra folk i Netanyahu-regeringen og ekstremistiske bosætteres morderiske angreb på og fordrivelse af palæstinensere på den besatte Vestbred viser desværre også en forfærdende og ondskabsfuld dagsorden.

Selvfølgelig er det godt, at våbnene efter pres fra USA fik lov til at hvile nogle dage, mens gidsler og fanger blev udvekslet. Men samtidig fængslede Israel tusinder af borgere på Vestbredden i noget, der ligner en statslig gidseltagning.

Der er overvældende risiko for, at krigsrædslerne fortsætter. Netanyahu afviser omverdens krav om varig våbenhvile: Så længe krigen fortsætter, forbliver han som premierminister og kan hverken dømmes og fængsles for korruption eller stilles til ansvar for den enorme sikkerhedsbrist, der gjorde angrebet 7. oktober muligt.

De seneste 30 års mange kuldsejlede fredsforsøg skyldtes grundlæggende sabotage fra ekstremisterne på begge sider – og at amerikanske præsidenter til og med Biden ikke har haft magt på deres hjemmebane til over for Israel at insistere på en to-statsløsning. Det er vanskeligt at tro, at dét pres kan lægges nu, når det er forsømt i 30 år, og alt er gået værst tænkeligt.

Der er meget lang vej til ægte forhandlet fred. Men et samlet verdenssamfund må lægge pres på Israel for varig våbenhvile, adgang for massiv international bistand, beskyttelse til katastrofens ofre og en ramme for forhandling om fred i overensstemmelse med den to-statsløsning, FN og det meste af verden har krævet i mange årtier.

Måske kommer der omsider en dag, hvor et flertal af israelere erkender, at der vil eksistere en permanent trussel mod deres egen stats fred og sikkerhed, så længe de insisterer på at holde det andet folk i Palæstina undertrykt, fordrevet, besat, forarmet og frataget ethvert håb om en fremtid: En sådan udsigtsløs undertrykkelse vil hvor som helst fostre terror og dødskult. ■

Mogens Lykketoft (f. 1946) er uddannet cand.polit. og har været medlem af Folketinget 1981-2019. Skatteminister 1981-82, finansminister 1993-2000, udenrigsminister 2000-01 og Socialdemokratiets formand 2002-05. Formand for Folketinget 2011-15 og formand for FN’s Generalforsamling 2015-16.

Indlægget blev trykt i Ræson nr. 56, Vinter 2023/24

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

FOTO: Wardamage in Gaza, Tasnim News Agency via Wikimedia Commons

Udgivet den

Mange i Vesten har en uens målestok for beskyttelse af civile på de to sider

Det kan undre, at mange i Vesten har en uens målestok for beskyttelse af civile på de to sider. Det skriver jeg om i mit seneste indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Vestlig dobbeltstandard og landkrig i Gaza  

Alle burde som vi uforbeholdent fordømme den forbandede dødskult og menneskeforagt, der fik Hamas-terrorister til at myrde 1.400 civile i Israel – og som nu udløser gengældelse og hævn med tidobbelt dosis af død og lemlæstelse i Gaza.

Vi i Vesten anerkender Israels ret til at forsvare sig mod terror. Men retten er til selvforsvar, ikke til krigsforbrydelser. 

Og hvad er det at afskære 2,3 millioner forarmede mennesker, der er indespærret på et areal på størrelse med Langeland, fra adgang til vand mad og elektricitet, sønderbombe boliger, hospitaler, livsvigtig infrastruktur, moskeer og kirker?

Hvorfor har mange i Vesten en uens målestok for beskyttelse af civile på de to sider? Og hvorfor mangler der så ofte fokus på, at dét, vi aktuelt oplever, er et nyt hæsligt højdepunkt i en 75 år lang konflikt med ydmygelse, forarmelse, besættelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk.

Israel rasede forleden, da FN’s generalsekretær med stærke ord rev dette dystre fortæppe til side. Men generalsekretæren talte i fuld samklang med det store flertal af FN’s medlemslande i Det Globale Syd, der mener, at vi i Vesten er meget geografisk selektive i vores forsvar for menneskeret og de internationale regler for krigsførelse.

Denne opfattelse kom skarpt til udtryk forleden, da Christiane Amanpour på CNN interviewede Jordans dronning Rania. Dronningen selv er palæstinenser af fødsel og naturligvis for fred og imod terror mod civile i enhver sammenhæng. Hun forklarede med stærke personlige følelser flot og forbilledligt den palæstinensiske lidelseshistorie.

Fra en helt anden kant ovre i USA blev der sat spørgsmålstegn ved Israels beslutning om at iværksætte en langvarig og blodig landkrig i Gazas gader og gyder:

Richard Haass er af jødisk afstamning, var udenrigspolitisk rådgiver for udenrigsminister Colin Powell og er anerkendt som meget skarp sikkerhedspolitisk analytiker; jeg har selv som udenrigsminister søgt at lægge arm med ham om missilskjoldet og ved, at han er en hård hund.

Haass skrev forleden, at Hamas har fortjent at blive besejret. Men Hamas er mere et netværk, en bevægelse og en ideologi end en fast sammentømret organisation, skrev han. Derfor vil Hamas – eller noget, der ligner – bestå, uanset hvor længe man fører landkrig. Imens vil den internationale fordømmelse vælte ned over Israel. Risikoen er, at Hizbollah angriber fra nord og Vestbreddens palæstinensere rejser sig i en ny blodig intifada i protest mod krigen og aggressive bosætteres voldelige overgreb. Forholdet til de arabiske stater vil forværres. Konflikten kan sprede sig ud i hele regionen.

Derfor er Biden skeptisk over for landkrigen, men kan næppe holde Netanyahu tilbage. Haass opfordrer til, at USA presser Israel til at undgå udvidelse af krigen, stoppe bosætter-fremmarchen på Vestbredden og arbejde aktivt for at få opbygget en troværdig partner i det palæstinensiske selvstyre ved omsider at insistere på at vise en vej frem til en tostatsløsning.

Haass finder det prisværdigt, at Biden før krigen kritiserede Netanyahus angreb på Israels højesteret, men at USA må forstå og handle efter, at det er manglen på en løsning for palæstinenserne, der er den allerstørste trussel mod Israels demokrati.

Biden synes med sine seneste udtalelser at forstå dette.

Vi kan håbe på amerikansk handling mod dét, som den tidligere chef for Mossad Tamir Pardo har kaldt den israelske apartheidstat.

Både Netanyahu og Biden agerer lige nu for at bevare deres poster som statsledere – Netanyahu også for at undgå fængselsdom for korruption. Det er utilgiveligt, at han af den grund overspiller rollen som stor og blodig krigsherre. Hvis han vinder nye valg, er det lige så lidt i menneskehedens interesse som genkomst i USA for hans nære ven Donald Trump.

USA’s præsident har hverken personligt eller politisk varme følelser for Netanyahu, der i samarbejde med Republikanerne systematisk har underløbet både Obama og ham selv. Man må tilskrive og tilgive Bidens tilsyneladende helt enøjede opbakning til Netanyahu her under krigen som noget, han anser for uundværligt for at blive genvalgt som amerikansk præsident. Og et sådant genvalg er – givet alternativet – absolut i menneskehedens interesse.

Men uforbeholden støtte til Israels krigsførelse risikerer også i USA at give bagslag, fordi de palæstinensiske amerikanere er særligt talrige i nøglestaten Michigan, hvor de sidst sikrede Bidens spinkle sejr. Den demokratiske partirådgiver Waleed Shahid frygter, at denne gruppe i frustration undlader at stemme ved næste præsidentvalg.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 4. november 2023.

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

Udgivet den

Ingen udsigt til ende på rædslerne

Sandheden er, at alene USA kan lægge det nødvendige pres på Israel til at forfølge sine egne langsigtede interesser i forsoning med palæstinenserne – det og mere i min seneste klumme i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

TRE UGERS RÆDSLER

Det er ubærligt så mange unge og uskyldige liv, der allerede er tabt i den uendelige krig om det hellige land. Det berører mig ganske særligt, fordi jeg i mere end 20 år har engageret mig til fordel for retfærdig fred mellem Israel og palæstinenserne. 

Hamas’ afsindige terrorangreb med mord på 1.400 civile i Israel var en afskyelig forbrydelse, der ikke findes undskyldning for, og det er forståeligt, at reaktionen, sorgen og vreden er enorm i Israel. Gerningsmændene var selvmordspiloter i en ekstremistisk dødskult: Ingen af dem kan have været i tvivl om, at hævnen for massemordet ville ramme fra luften med tifold mere overvældende død og ødelæggelse i Gaza.

Efter tre uger er store dele af det overbefolkede og ludfattige Gaza udbombet. Halvdelen af de 2,3 mio. mennesker i enklaven, der ikke er større end Langeland, er sendt på flugt fra nord til syd under kaotiske og panikagtige forhold. Hundredtusinder er hjemløse og lever på den bare jord eller i telte. Lidelserne er ubeskrivelige. trods alle forudgående krige mellem Hamas og Israel har det aldrig været værre i Gaza: Dødstallet er på vej til 10.000, og mere end dobbelt så mange er lemlæstede. 4 af 10 ofre er børn. Meget lidt international nødhjælp får lov at komme ind til en civilbefolkning, som Israel i strid med alle krigens love har afskåret fra forsyninger af mad, vand og elektricitet. Hospitalerne bliver til lighuse, når operationer stopper, og kuvøser går ud, fordi brændstoffet slipper op. Nye, lange rækker af sårede er uden behandling. En endnu mere voldsom landinvasion af de israelske styrker ruller frem. 

USA’s præsident har opfordret til mådehold for at skåne civile, både for at få nok nødhjælp ind og forsøge at forhandle gidsler ud af Hamas’ fangarme. FN’s generalforsamling har med stort flertal krævet våbenhvile nu. Men intet ser ud til at få Netanyahu til at bremse. Hans hævnerretorik er frygtindgydende, Men folk i Gaza fortjener ikke at blive ofre for djævelsk fortolkning af retfærdighed, der bestemmer, at de skal sønderbombes, fordi de støtter Hamas-terroristerne. Det gør de nemlig ikke. 

Hamas vandt godt nok det eneste frie palæstinensiske valg tilbage i 2006. Det var en protest mod det såkaldte selvstyre, som ikke havde kunnet aftvinge Israel indrømmelser, der kunne føre Palæstina væk fra besættelse og undertrykkelse. Men halvdelen af Gazas nuværende befolkning var ikke engang født dengang – og opinionsmålinger fra lige før det aktuelle krigsudbrud viser, at det kun var 29 pct. af folk i Gaza, der var tilfredse med at blive regeret af Hamas.

Derfor burde alle gode kræfter samles om at afsætte Hamas-styret i Gaza ved andre midler end en langstrakt og blodig landkrig. Måske en midlertidig FN-administration forvaltet bl.a. af de arabiske stater, der har søgt fred med Israel – fulgt op af et reelt perspektiv om et selvstændigt Palæstina ved stop for bosætternes fremmarch på Vestbredden og reelle indrømmelser til et selvstyre, der får valgt en yngre ledelse med mere folkelig autoritet.

En sådan vandring mod fred tiltaler ikke Netanyahu og hans racistisk-fascistiske allierede. Men omsider fremføres tostatsløsningen igen med styrke af USA’s præsident. Og sandheden er – som altid – at alene USA som Israels allierede og beskytter kan lægge det nødvendige pres på Israel til at forfølge sine egne langsigtede interesser i forsoning med palæstinenserne. Den arabiske verden kan og skal hjælpe. Europa kan bidrage fra sidelinjen – ved at heppe på USA og afhjælpe den ekstreme nød og elendighed, krigen skaber.

Indlæg bragt i Jyllands-Posten 1. november 2023

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

FOTO: Wikimedia Commons

Udgivet den

Tale ved demoen Beskyt Civile Liv

28. oktober 2023 på Christiansborg Slotsplads

Demonstrationen var arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke, Care Danmark og Amnesty International – forlængelse af deres fælleserklæring med krav om VÅBENHVILE NU sammen med Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp, Oxfam Danmark og Red Barnet og flere end 600 andre internationale organisationer.

Min tale:

Det er fortvivlende og hjertesønderknusende at være vidne til de nye frygtelige begivenheder i Israel og Palæstina. Det er umuligt helt at fatte omfanget og smerten af den katastrofe, der rammer uskyldige mennesker.

Hele verden bør uforbeholdent fordømme den forbandede dødskult og menneskeforagt, der fik Hamas-terrorister til at myrde 1400 civile i Israel 7. oktober – og som nu udløser gengældelse og hævn med tidobbelt dosis af død og lemlæstelse i Gaza.

Israel har ret til at forsvare sig mod terror. 

Men er det selvforsvar eller krigsforbrydelse at afskære 2,3 millioner forarmede mennesker, der er indespærret på et areal på størrelse med Langeland, fra adgang til vand mad og elektricitet, sønderbombe boliger, hospitaler, livsvigtig infrastruktur. moskeer og kirker? 

Er der en forskellig målestok for beskyttelse af civile på de to sider i konflikten? Og hvorfor mangler så mange fokus på, at dét, vi aktuelt oplever, er et nyt hæsligt højdepunkt i en 75 år lang konflikt med ydmygelse, forarmelse, besættelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk. 

Israel rasede forleden, da FN’s generalsekretær med stærke ord rev dette dystre fortæppe til side. 

Men generalsekretæren talte i dyb samklang med det store flertal af FN’s medlemslande i de globale syd, der oplever, at vi Vesten er meget geografisk selektive i vores respekt for de internationale regler for krigsførelse og værn om civiles liv og menneskerettigheder.

Antonio Guterres appellerede indtrængende om en våbenhvile for at beskytte civile og forhandle om frigivelse af gidsler.

Denne appel kom også skarpt til udtryk fra Jordans dronning Rania, da hun forleden blev interviewet af Christiane Amanpour på CNN.  Dronningen er selv palæstinenser af fødsel, og naturligvis for fred og imod terror mod civile i enhver sammenhæng.  Hun forklarede med stærke personlige følelser, flot og forbilledligt den palæstinensiske lidelseshistorie.

Heldigvis er der også israelere, der forstår den lange forhistorie til den aktuelle katastrofe. 

Én af disse – som jeg har den allerstørste respekt for – er Avner Gvaryahu, der er direktør for de israelske veteraner i Breaking the Silence, som i mange år har dokumenteret og kritiseret Israels besættelsespolitik. 

Avner skrev dagen efter terrorangrebet mod Israel: og jeg citerer

”Lad os være krystalklare. Hamas har begået forbrydelser, der må oprøre ethvert anstændigt menneske, Som nogen, der dagligt kraftigt kritiserer Israels politik i Gaza og på Vestbredden, er det vores pligt at fastslå realiteterne: Hamas har frontalt krænket alle basale moralske normer. Vi er sønderknust over at se skrækslagne civile belejret i deres hjem, uskyldige mennesker myrdet med koldt blod på gaderne, til fester og derhjemme. Dusinvis taget som gidsler og slæbt ind i Gaza-striben. Vi kender alle nogen, der er blevet ramt af tragedien. 

Vi kunne blive ved og ved om deres grusomme og kriminelle handlinger, 

eller fokusere på, hvordan vores jødiske overherredømme har bragt os hertil. Hvor svært det end er, så er det imidlertid vores opgave som tidligere israelske soldater at tale om, hvad vi blev sendt ud for at gøre.

Israels sikkerhedspolitik har i årtier nu været at “håndtere konflikten”. Gentagne israelske regeringer insisterer igen og igen på voldsanvendelse, som om det kunne ændre noget. De taler om “sikkerhed”, “afskrækkelse”, “at ændre ligningen”.

Alt sammen kodeord for at bombe Gaza-striben sønder og sammen, altid retfærdiggjort som rettet mod terrorister, men altid med store civile tab. Ind i mellem disse gentagne voldsrunder gør vi livet umuligt for Gazas indbyggere, og agerer så overraskede, når det hele koger over.

Vi taler om “normalisering” med Emiraterne og nu Saudi-Arabien, mens vi håber, at verden vil vende det blinde øje til det udendørsfængsel, vi har skabt i vores baghave. Ud over den ufattelige krænkelse af menneskerettighederne, har vi skabt en massiv sikkerhedsrisiko for vores egne borgere.

Til sidst siger Avner 

Vores land besluttede – for årtier siden – at det er villigt til at sætte sikkerheden på spil for borgerne i vores byer til fordel for at bevare kontrollen over en besat civilbefolkning på millioner, alt sammen for en nybygger-messiansk dagsorden.

Tanken om, at vi kan “håndtere konflikten” uden nogensinde at skulle løse den, er igen ved at bryde sammen for øjnene af os. Det er lykkedes ind til nu, fordi kun få har turdet udfordre tanken. Disse hjerteskærende begivenheder kan ændre det. De skal. For vores skyld – alle os mellem floden og havet.”                                                                   

Det er den besindige, humanistiske israelers ord.

Fra en helt anden kant ovre i USA blev der også advaret mod Israels beslutning om at iværksætte en ny, langvarig og uhyre blodig landkrig i Gazas gader og gyder: 

Richard Haass er af jødisk afstamning, konservativ og var udenrigspolitisk rådgiver for USA’s udenrigsminister Colin Powell, og er anerkendt som meget skarp sikkerhedspolitiske analytiker.

Haass skrev forleden, at Hamas fortjener at blive besejret. Men han påpeger samtidig, at Hamas mere er et netværk, en bevægelse og en ideologi end det er en fast organisation. Derfor vil Hamas – eller noget, der ligner – bestå, uanset hvor længe man fører landkrig. Imens vil den internationale fordømmelse af de enorme civile tab vælte ned over Israel. Både civile og militære tab vil vokse yderligere, hvis Hizbollah angriber fra nord og Vestbreddens palæstinensere rejser sig i en ny blodig intifada mod aggressive bosættere, der dagligt udsætter dem for voldelige overgreb. Forholdet til de arabiske stater vil forværres. Konflikten kan sprede sig ud i hele regionen. 

Derfor, siger Haass – skal USA presse Netanyahu for at undgå udvidelse af krigen, stoppe bosætter-fremmarchen på Vestbredden og arbejde aktivt for at få opbygget en troværdig partner i det palæstinensiske selvstyre ved omsider at insistere på at vise en vej frem til en to-stats-løsning.

Haass siger også, manglen på løsning for palæstinenserne er en endnu større trussel mod Israels demokrati end Netanyahus angreb på Højesteret.

Præsident Biden synes med sine seneste udtalelser om nødvendigheden af at give nyt liv til to-stats-løsningen at forstå dette.

Vi må inderligt håbe på amerikansk handling mod dét som den tidligere chef for Mossad, Tamir Pardo, har kaldt den israelske apartheidstat. 

For der kommer ingen fred uden massivt amerikansk pres på Israels regering – herunder at sikre en midlertidig international administration af Gaza til erstatning både for Hamas’ terrorister og en blodig israelsk besættelse.

Vi i Europa – vi i Danmark – har en vigtig rolle med at støtte og tale for, at et sådant pres lægges fra USA’s side. 

Men her og nu må vi bidrage massivt med bistand til de uhyrligt mange ofre, konflikten allerede har skabt – og insistere på en ægte våbenhvile – ikke bare en såkaldt humanitær pause.  

Mere fra min hånd om den ulykkelige konflikt