Tag: FN's Sikkerhedsråd

Udgivet den

Trumps fredsplan for Palæstina er en fuldkommen farce

Trumps såkaldte fredsplan demonstrerer total ligegyldighed over for palæstinenserne og tilsvarende total uvidenhed om deres historie og kultur. Israel overtræder stort set dagligt planen. Mere om det i denne kronik i Politiken 3. marts, som jeg har skrevet sammen med Birgitte Rahæk. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Hvilken plan? Hvilken fred?

FN’s Sikkerhedsråd vedtog 17. november 2025 med resolution 2803 (2025) at bakke op om Trumps såkaldte fredsplan for Gaza, og Danmarks ambassadør til FN, Christina Markus Lassen, sagde i sin stemmeforklaring bl.a., at »efter to års brutal konflikt i Gaza, tav våbnene endelig, da våbenhvilen trådte i kraft den 10. oktober«. Lad være at Israel allerede på det tidspunkt med sine daglige brud på våbenhvilen havde dræbt omkring 300 palæstinensere, et tal der 24. februar 2026 var nået op på 615 dræbte og 1.658 sårede.

Men endnu vigtigere er det at se på, hvad det egentlig var, Danmark og det øvrige Sikkerhedsråd (med undtagelse af Kina og Rusland) stemte ja til. Som noget af det første og vigtigste skulle alle militære handlinger ophøre. Men Israel har overtrådt aftalen mindst 1.620 gange fra den 10. oktober til den 10. februar 2026, kun i 18 af de forløbne 138 dage har der ikke været israelske angreb i Gaza.

Ifølge Gazas mediekontor har Israel 560 gange skudt mod civile, angrebet beboelsesområder uden for den ’gule linje’ 79 gange, bombarderet Gaza 749 gange og 232 gange ødelagt ejendomme samt tilbageholdt 50 palæstinensere fra Gaza.

Den danske ambassadør sagde videre i sin stemmeforklaring, at det er afgørende at sikre uhindret adgang for humanitær hjælp til Gaza i overensstemmelse med den internationale humanitære ret. Heller ikke det er sket. På intet tidspunkt har Israel ladet det nødvendige antal lastbiler med nødhjælp, dvs. minimum 500 om dagen, komme ind. Den første uge af februar svingede tallene mellem 4 og 102, den 5. februar kom der fx 25 lastbiler ind.

På samme måde har Israel på intet tidspunkt ladet det i forvejen meget lave tal på 50 syge palæstinensere, der behøver udenlandsk hospitalshjælp, komme ud. I alt er der tale om 15-20.000, der venter på tilladelse fra den israelske hær.

Andre har til gengæld ikke kunnet få lov til at komme ind i Gaza. Det gælder bl.a. medlemmerne af det laveste led i Fredsrådets ledelsesstruktur, nemlig den Nationale Komité til Forvaltning af Gaza (NCAG), som skal administrere Gazastriben. Ifølge FN skal komitéen »implementere de nationale aftaler, der skal sikre national enhed og afslutte splittelsen samt dens konsekvenser«.

Vi er ikke bekendt med, hvilke nationale aftaler der er tale om, for intet sted i Fredsplanen tales der om Vestbredden, hvor situationen forværres dag for dag med kombinerede IDF- og bosætterangreb mod den ene landsby efter den anden. Der kan man tale om etnisk udrensning i slowmotion. Hvad Gaza angår, insisterer Israel på, at tre gange så mange mennesker skal forlade området, i forhold til hvor mange der må komme ind.

Ambassadøren hilser det velkomment, at Fredsrådet har pligt til at rapportere til Sikkerhedsrådet. Det vides ikke, om dette har fundet sted, i hvert fald har vi ikke set nogen reaktion fra dansk side på de mange overtrædelser og forsømmelser.

Der har siden den 7. oktober 2023 været megen tale om de israelske gidsler, hvor de sidste – levende som døde – blev frigivet i overensstemmelse med den såkaldte våbenhvile. Til gengæld er der skrevet og talt meget lidt om de mindst 9.400 palæstinensiske såkaldte sikkerhedsfanger, som Israel har anholdt siden 7. oktober 2023, og som for manges vedkommende holdes fanget, uden at advokater eller Røde Kors har adgang til at tale med dem.

Alene i perioden fra 7. oktober 2023 til den 28. maj 2024 tilbageholdt Israel ifølge FN’s Menneskerettighedsråd (OHCHR) 8.910 palæstinensere, herunder 630 børn og 295 kvinder. Nogle blev senere løsladt uden at være sigtet.

Ifølge den israelske menneskerettighedsorganisation Physicians for Human Rights Israel (PHRI) døde der i perioden 7. oktober 2023 til 31. august 2025 94 palæstinensiske indsatte i de israelske fængsler. Tallet for de forudgående ti år var i alt 30. Fangerne døde efter tortur eller af mangel på medicinsk behandling, underernæring eller en kombination af det hele.

På den nyligt afholdte konference European Palestinian Network fortalte den palæstinensiske politiker og læge Mustafa Barghouti, at en af de fanger, der var blevet løsladt i forbindelse med gidseludvekslingen – og sendt i eksil – Nael Barghouti, som i alt har siddet fængslet i 44 år, havde fortalt, at han ikke ville tale om de første 42 års fangenskab, det var de sidste to år, der havde været de værste. Der rapporteres om daglig systematisk tortur i form af slag, voldtægter, udsultning, kulde og fravær af kontakt med omverdenen.

Der var til det sidste i den såkaldte våbenhviles første fase stor opmærksomhed om udlevering af – også døde – israelske gidsler, også Israel har udleveret flere hundrede døde palæstinensere, som bar præg af tortur, hvis de da ikke var så opløste, at man ikke kunne identificere dem.

Tilbageholdelse af lig er en ekstra straf, som det også fremgår af en absurd regel i Israel: hvis en indsat dør i fængslet, beholder fængselsvæsenet vedkommendes lig, indtil den fastsatte fængselsdom er udløbet. For øjeblikket tilbageholder Israel 766 palæstinensiske lig, hvoraf de 373 stammer fra tiden efter 7. oktober 2023; 88 af dem døde, mens de var i enten militærets eller fængselsvæsenets forvaring.

Lad os vende tilbage til Trumps fredsplan for Gaza eller rettere til hans såkaldte Fredsråd, som skal fungere som en overgangsregering i Gaza og kontrollere gennemførelsen af fredsplanen. Rådets formand er Donald Trump, som har udnævnt en direktion bestående af hans nære medarbejdere og svigersøn og den i Mellemøsten forhadte og foragtede Tony Blair. Palæstinensere er der slet ingen af i Direktionen!

Under den overordnede direktion har man anbragt Gaza Direktionen med nogle af de samme medarbejdere plus nogle arabere fra Qatar, UAE og Egypten samt et par milliardærvenner, blandt andre Marc Rowan, der netop er blevet knyttet til Epstein filerne.

Et af navnene på denne liste er Nickolay Mladenov fra Bulgarien, som yderligere er blevet udnævnt til High Representative for Gaza, i hvilken egenskab han skal forestå det overordnede arbejde med at gennemføre planen og, når det er nødvendigt, koordinere med ISF, den Internationale Stabiliserings Styrke i Gaza.

ISF skal ledes af den amerikanske generalmajor Jasper Jeffers, som Trump har udnævnt til posten. Det har knebet mere med at få andre nationer til at melde sig til styrken, som bl.a. har til opgave at afvæbne Hamas. Et af de villige lande var Tyrkiet, men dem ville Israel ikke have med. Selvom USA skal lede ISF, har de ingen planer om at sende tropper, og endnu har ingen forpligtet sig til at gøre det, da den primære opgave med at afvæbne Hamas ikke forekommer umiddelbart tillokkende.

Det er først når man når frem til det nederste led i Fredsrådets ledelseslag, nemlig den Nationale Komité til Forvaltning af Gaza (NCAG), at man støder på palæstinensere, tilmed hele 15 af slagsen anført af Ali Shaath, der i lighed med hovedparten af de 14 andre nyder almindelig anseelse blandt palæstinenserne.

Listen, som oprindeligt indeholdt 41 navne, hvoraf de 26 blev blokeret af Israel, er da også fremkommet efter samtaler mellem Hamas, Fatah og andre palæstinensiske organisationer i Cairo med De Forenede Arabiske Emirater i kulissen. Det er sigende for NCAG’s position, at da Ali Shaath for nylig skulle tale ved Fredsrådets første møde i Washington, stod han som den eneste på talerlisten opført med begrænset taletid: 2 minutter.

Sikkerhedskommissæren skal sammen med ISF sørge for, at Hamas deponerer sine offensive våben. Det er det, Hamas har accepteret, men Israel vil gå videre og forlange, at de også afleverer alle geværer.

Senest har Israel afvist NCAG’s logo, der ligner logoet for Selvstyret i Ramallah.

Ifølge Haaretz-journalisten Dahlia Scheindlin skyldes vreden, at Israels regering vil bevare herredømmet over hele Palæstina. For nylig sagde justitsminister Yariv Levin således: »Vi er nødt til at være i Gaza og i alle dele af Israels Land…ikke kun af sikkerhedsgrunde, men fordi Israels Land alene tilhører den israelske nation«.

Den palæstinensiske direktør for the Palestinian Center for Policy and Survey Research i Ramallah, Khalil Shikaki, leverer i EU Observer en sønderlemmende kritik af det, han kalder reformdagsordenen for Selvstyret, »som ikke er beregnet til at løse den palæstinensiske ledelseskrise. Den er beregnet til at hjælpe det internationale samfund med at undgå at konfrontere de virkelige årsager til palæstinensernes politiske kollaps: den israelske besættelse, fragmenteringen og den systematiske udhuling af palæstinensernes selvbestemmelse«.

Shikaki slår til lyd for, at før man går i gang med alle mulige kosmetiske ændringer af PA, skal palæstinenserne have mulighed for at afholde valg, sådan at den kommende ledelse kan få legitimitet i befolkningen.

Hele Trumps såkaldte fredsplan demonstrerer med al ønskelig tydelighed en total ligegyldighed over for palæstinenserne og en total uvidenhed om deres historie og kultur. Denne uvidenhed når tragikomiske højder i svigersønnens ’Projekt Solopgang’, hvor han viser, hvordan han forestiller sig et genopbygget Gaza i glas og stål og glimmer, et Middelhavets Dubai.

Men værre end den futuristiske by er næsten planen for det nye Rafah, som skal rumme over en halv million indbyggere i en by, som er formet som en kæmpemæssig bosættelse, der ligesom de illegale israelske bosættelser på Vestbredden står i demonstrativ kontrast til omgivelserne og viser, at deres bygherrer aldrig har haft tilknytning til området. Ved præsentationen sagde Jared Kushner, at der ikke var tale om blot at genopbygge noget, man skulle ændre et helt mindset.

Man kan ikke frigøre sig fra, at Trump-familiens ideer om rivieraen langs Middelhavet fortsat lever – uden palæstinensere!

Tilbage står, at det ikke er våbnene, der tier i Gaza, men derimod det internationale samfund og medierne. Det til trods for at den etniske udrensning fortsætter både i Gaza og på Vestbredden og i Østjerusalem.

Det må være på tide, at Danmark indkalder Sikkerhedsrådet til et nyt møde for ærligt at evaluere Israels manglende overholdelse af den vedtagne plan og indføre de behørige sanktioner, som man plejer i en sådan sammenhæng, jfr. sanktionerne imod Rusland.

Kroniken udkom i Politiken 3. marts 2026

Mere fra min hånd om Israel–Palæstina-krigen

Udgivet den

Mette Frederiksen erkender ikke til fulde Gaza-katastrofens art og omfang

Verden over og herhjemme ser vi omsider endnu mere massive protester mod krigen i Gaza. Men der er brug for, at mange flere regeringer anvender alle tænkelige magtmidler til at standse vanviddet – det skriver jeg om i dette indlæg i Information 19. august 2025

Læs i Information – eller nedenfor:

Regeringens kurs helt utilstrækkelig

Palæstinenserne har i 77 år levet med fordrivelse, besættelse, blodig undertrykkelse og ydmygelse, uden herredømme over deres eget liv. Det er, fordi vi i Vesten med USA i spidsen ikke har sat os igennem med at sikre en palæstinensisk stat side om side med Israel, således som FN har krævet siden 1947.

Hver gang der var de mindste fremskridt, blev det ødelagt af en terrorist fra den ene eller den anden side. 

Den sidste israelske leder, der både havde vilje og autoritet til at gøre fremskridt mod fred – Yitzhak Rabin – blev myrdet af en israelsk terrorist for 30 år siden. Siden da har Israels nuværende leder, Benjamin Netanyahu, det meste af tiden domineret israelsk politik og har forhindret ethvert fremskridt mod en tostatsløsning. 

Flere og flere israelske bosættere har koloniseret de områder, der skulle være Palæstina-staten. Da den palæstinensiske organisation PLO anerkendte Israel og søgte en tostatsløsning, blev de rippet for autoritet, fordi selvstyret fortonede sig, mens deres byer blev muret inde. Det gav medvind til islamisterne i Hamas, der tog magten i Gaza. 

Denne landstribe på størrelse med Langeland har derfor i 17 år op til den 7. oktober 2023 været verdens største åbne fangelejr, hvor livet kun kunne opretholdes med bistand udefra – især gennem FN’s palæstinensiske flygtningeorganisation, UNRWA. Området led undervejs store tab og ødelæggelser gennem tre mindre krige med Israel. 

Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 var en grusom krigsforbrydelse på grund af mord og gidseltagning af israelske civile – og en forbrydelse mod deres eget folk, fordi det udløste en ny forfærdende katastrofe for Palæstina.

Israels aktuelle krig og udsultning af Gaza har imidlertid intet at gøre med legitimt israelsk selvforsvar. 

Hamas er ikke længere en strategisk trussel

Forleden sagde 600 fremtrædende tidligere embedsmænd fra Israels militær og sikkerhedstjenester, herunder forhenværende ledere af efterretnings- og sikkerhedstjenester, at fortsættelsen af krigen er blodsudgydelse uden mening. 

Hamas er ikke længere en strategisk trussel mod Israel, og de sidste gidsler vil ikke slippe ud i live uden forhandling og varig våbenhvile, lød det. Det er en direkte modsigelse af Netanyahus påstand om, at krigen føres videre for at få de sidste gidsler ud.

Hamas’ forbrydelser kan aldrig i mindste måde retfærdiggøre det folkemord, som Israel udøver mod Palæstinas civilbefolkning. Hamas er irrelevant efter enhver fredsslutning og har nu kun meget beskeden opbakning i det ødelagte Gaza.

FN-repræsentanter, nødhjælpsorganisationer og endda israelske menneskerettighedsfolk siger uden omsvøb, at Israel begår folkemord i Palæstina, sådan som det er defineret i folkemordskonventionen. 

Gaza er næsten ubeboeligt, de allerfleste boliger, skoler og sygehuse og hele infrastrukturen er sønderbombet, og dyrkbar jord forurenet. Flere end 61.000 døde og 140.000 sårede eller varigt invaliderede ud af en befolkning i Gaza på 2,2 millioner. Overføres det til Danmarks folketal, ville det svare til mere end en halv million mennesker, som enten var døde eller sårede på 22 måneder.

De allerfleste dræbte og sårede i Palæstina er civile – mere end 50.000 af dem var eller er børn. Hver dag føjes flere døde og sårede til listen af ofre. 

Vi skal påvirke opinionen og politikken i Israel og i USA

Israel har desuden siden marts forhindret den mest nødvendige nødhjælp med mad, vand, medicin og telte. Til dødstallet føjer sig derfor et stigende antal børn og voksne, der sultes ihjel. Folk jages ustandseligt rundt på et stadigt mindre område, hvor man kun måske får lidt mad – bevogtet af israelsk militær, der skyder ind i madkøen.

De fleste i Gaza er nu samlet i en enorm koncentrationslejr i den sydlige del af landstriben, mens Israels plan tilsyneladende er at rense resten af Gaza for indbyggere – i hvert fald lægger Netanyahus fascistiske regeringspartnere ikke skjul på hensigten: Målet er at gøre det utåleligt for folk at leve i Gaza, og omverdenen skal tvinges til at modtage dem.

Desværre støtter USA’s præsident Trump med sine afsindige ideer om at omdanne Gaza til en riviera indirekte denne tankegang og opfører sig i det hele taget som halehæng til Netanyahu.

Krigen må ses som en krig mod FN og de internationale nødhjælpsorganisationer og i strid med al international ret. Og det er svært at opfatte det som andet end en krig for at drive palæstinenserne ud af Palæstina ’fra floden til havet’. Den føres også med massive overfald, med mord og brand og hjemstavnsfordrivelse af palæstinensere på Vestbredden.

Verden over og herhjemme ser vi omsider endnu mere massive protester mod denne krig. Men der er brug for, at mange flere regeringer anvender alle tænkelige magtmidler til at standse vanviddet. 

Vejen går gennem handlinger, der kan påvirke opinionen og derfor også politikken i Israel og i USA.

Israelerne skal forstå, hvilke barbariske forbrydelser der begås af dén stat, der angiveligt er skabt for at hindre et nyt folkemord mod jøderne. De skal erkende, at den stat ikke er demokratisk forpost, men en apartheidstat, hvis regering er i færd med at begå folkemord på den anden nation i det område, Israel kontrollerer.

Kun en spagfærdig og delvis erkendelse

Personligt engagerede jeg mig som udenrigsminister meget med de folk på begge sider, der søgte fred, og har derfor fulgt udviklingen særdeles tæt gennem mange år. Også som formand for FN’s Generalforsamling og ved gentagne besøg i området.

Derfor har jeg helt manglet forståelse for den danske regerings hidtidige kurs i forhold til Israels krig mod Gaza. Jeg har søgt at undgå polemik med min statsminister, som jeg mere end de fleste har kæmpet for at få. Men det har været ubegribeligt, hvor lang tid statsministeren har kunnet forstå Israels krigsførelse som udøvelse af ret til selvforsvar – og hvor svagt engagementet har været i kritikken af Israels krigsforbrydelser. 

Heldigvis har holdningen gradvist ændret sig. Senest har hun til Jyllands-Posten sagt, at »Netanyahu er et problem i sig selv nu«. Men problemet stikker langt dybere end Netanyahu personligt.

Jeg er bedrøvet over, at statsministeren – også nu – kun spagfærdigt og delvist erkender katastrofens art og omfang.

Der er brug for langt stærkere ord – og ikke mindst langt mere handling for at værne om humanitet og folkeret og sikre Danmarks anseelse ude i verden. Det ser også ud til at være holdningen hos flere og flere danskere.

Vi burde som formandskabsland i EU stå forrest med kravet om at få den nødvendige nødhjælp ind – og for at etablere flest mulige sanktioner og boykot mod Israel for at få krigen standset. Det har vi med rette gjort over for Rusland på grund af krigen mod Ukraine. Der er ikke plads til dobbeltmoral over for krigsbrydere, alt efter om de er russere eller israelere.

Vi burde ligesom andre europæiske lande tilbyde at modtage hårdt sårede børn til behandling i Danmark.

Som medlem af FN’s Sikkerhedsråd burde vi sætte fokus på fordømmelse af Israels krig mod alle FN’s institutioner, der har kapaciteten til at mildne den enorme humanitære katastrofe, men forhindres deri.

Det burde skarpt fordømmes, at Israel i historisk enestående omfang målrettet har dræbt journalister og nødhjælpsarbejdere.

Vi burde her og nu anerkende staten Palæstina, ligesom mere end tre fjerdedele af FN’s medlemslande har gjort. Vi burde stå samlet her med resten af Norden og blandt andet store vestlige lande som Spanien, Frankrig, Storbritannien, Canada og Australien. 

Formålet med anerkendelsen er at bakke op om FN’s kurs og give ny styrke til de palæstinensere, der ikke er Hamas, som har anerkendt Israel og de seneste tre årtier forgæves har søgt freden. For der kommer ikke nogen retfærdighed for Palæstinas folk uden massiv opbakning i verdenssamfundet.

Fhv. udenrigsminister og partiformand for Socialdemokratiet og fhv. formand for FN’s Generalforsamling

Mere fra min hånd om Palæstina

Udgivet den

Konflikten i Mellemøsten: Alle taber, når international ret ikke respekteres 

Danmark er på vej i FN’s Sikkerhedsråd, og vi er en række internationalister med erfaring fra Mellemøsten, der opfordrer regeringen til at stå fast på et stærkt forsvar for den internationale retsorden, ikke mindst når det gælder konflikten i Mellemøsten.

I den forbindelse havde vi underskrivere på Erklæring vedrørende Danmarks officielle politik i forhold til den igangværende krig i Gaza og besættelsen af Vestbredden havde denne kronik i Jyllands-Posten 23. september 2024. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Kronik i J-P 23. september 2024:

Den voldsomme og tragiske udvikling efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober og Israels fortsatte offensiv i Gaza har polariseret debatten herhjemme mere end noget andet udenrigspolitisk anliggende i nyere tid. 

I den situation er det svært at føre en normal, balanceret politisk diskussion om den udenrigspolitiske kurs, som Danmark anlægger i forhold til situationen.

Det bekymrer os, der står bag denne kronik, og derfor prøver vi alligevel. Vi er en kreds af mennesker, som har det tilfælles, at vi gennem en årrække har rejst, boet eller arbejdet i Mellemøsten. 

Vi har personlige oplevelser og erfaringer og kan sætte ansigter på mennesker på begge sider og er naturligvis dybt berørte af de lidelser, vi ser blive ved og ved.

Der er tale om to folk, der begge er dybt traumatiserede – gennem Holocaust for jøderne og Nakba-katastrofen (fordrivelsen) for palæstinenserne. Det er traumer, som utvetydigt bør anerkendes og respekteres og mindes, men som på ingen måde i nutiden giver ”frikort” fra det internationale samfunds veletablerede retsorden og spilleregler.

Dette gælder, uanset om det er en Hamas-aktion med målrettede angreb på civile, eller om det er interneringer, tortur og bosættelser på besat jord. Eller en krigsførelse så voldsom, at den har ført til anklager for krigsforbrydelser og muligvis folkedrab.

Alle disse handlinger har udgjort systematiske brud på menneskerettighederne og er foretaget i strid med FN-konventioner og -resolutioner, uden at det internationale samfund har formået eller for alvor haft vilje til at gribe ind.

Både palæstinensere og israelere betaler en frygtelig pris for, at FN’s menneskerettighedskonventioner og Genève-konventionernes bestemmelser for krigsførelse tilsidesættes. Regler, der netop blev vedtaget på baggrund af de uhyrlige lidelser og systematiske forfølgelser og udryddelser, som mennesker blev udsat for under Anden Verdenskrig.

Derfor rummer Israel-Palæstina-konflikten også et globalt sikkerhedspolitisk perspektiv, der – hvis ikke vi er os det meget bevidst – risikerer at koste Danmark som småstat dyrt på længere sigt.

Det har siden sidste verdenskrig været en grundantagelse i dansk udenrigspolitik, at småstater opnår den største grad af beskyttelse gennem en veldefineret international retsorden. Jo bedre sådan en retsorden fungerer, desto tryggere er klodens småstater, herunder Danmark.

Det samme grundprincip gælder for den nuværende konflikt i Mellemøsten – en retfærdig og varig løsning kan kun findes inden for rammerne af eksisterende internationale retsprincipper og konventioner. Der er ingen andre farbare og realistiske alternativer.

Derfor har det negative konsekvenser for Danmark og resten af den vestlige verden, at vi reelt bliver ved med at acceptere og forsvare, at Israel som medlem af FN ser bort fra FN-beslutninger og afviser at overholde internationale konventioner. 

Det svækker Danmarks troværdighed, ikke mindst blandt lande i det globale syd, hvor vi ellers gennem en menneskealder har været kendt for konsekvent at forsvare og arbejde for at styrke FN og de internationale konventioner.

Endnu mere kritisk er den sikkerhedspolitiske sårbarhed, som Danmark og alle andre småstater udsættes for, når FN-beslutninger og internationale konventioner generelt undermineres. Så er der ingen retsorden for de mindre stærke i en verden af stærke militære overmagter. 

Det er et rædselsscenarie for en lille stat – og for dem, der udsættes for overgreb fra en besættelsesmagt.

Når vi tilsidesætter respekten for internationale spilleregler og konventioner, fremmer det i stedet forråelse, dæmonisering og trusler i den offentlige debat. 

Så bliver debatten baseret på følelser og fordomme fremfor på fakta, og så anerkendes de internationale spilleregler og herunder menneskerettigheder ikke som fælles fundament for problemløsning.

Derfor er der meget på spil. Først og fremmest for palæstinenserne og israelerne, der har brug for at finde en acceptabel fredsløsning, der gør det muligt – omsider – at leve side om side i tryghed og sikkerhed. Men også for en småstat som Danmark.

Det bekymrer os dybt, og derfor har vi valgt at henvende os til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, Udenrigsudvalget og Udenrigspolitisk Nævn med en række opfordringer til den danske regering, som det er vigtigt, at vi handler på netop nu, hvor kursen er sat mod en plads i FN’s Sikkerhedsråd.

Danmark har lobbyet aktivt for at sikre sig denne plads som midlertidigt medlem for 2025-26, og det forpligter.

Vi opfordrer derfor bl.a. regeringen til at arbejde aktivt for, at der etableres en varig våbenhvile i Gaza, at styrke støtten til FN’s uundværlige organisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) og arbejde for en forhandlet fred, der inddrager centrale aktører og repræsentanter for begge folk.

Vi opfordrer også regeringen til at bidrage aktivt til at forhindre, at EU’s naboskabsaftale med Israel misbruges til at understøtte økonomien i israelske bosættelser.

Sidst, men ikke mindst opfordrer vi regeringen til: 

– at forhindre, at danske firmaer gennem salg af våben direkte eller indirekte muliggør drab på civile palæstinensere eller israelere

– at forhindre, at Danmark gennem investeringer i og samarbejde med institutioner på besat land medvirker til at legitimere besættelsen og den fortsatte ekspansion af ulovlige bosættelser

– at anerkende en palæstinensisk stat, funderet på allerede vedtagne FN-resolutioner.

Danmark kan naturligvis ikke alene udvirke de forandringer, der skal til for at bryde den traumatiske udvikling for Israel og Palæstina. 

Men vi er heller ikke alene. Opfordringen handler blot om, at vi skal tilslutte os den kurs, som flere andre nordiske og europæiske lande allerede har valgt. Og vi skal kæmpe for den internationale retsorden og for FN – i erkendelse af at en verden uden er endnu farligere for alle.

Kronikken er skrevet af Christian Balslev-Olsen, tidl. generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp, Lars Erslev Andersen, idéhistoriker og seniorforsker, Jørgen Estrup, seniorkonsulent, tidl. MF, Peter Hansen, fhv. professor, tidl. FN-undergeneralsekretær for Humanitære Anliggender og tidl. UNRWA-generalkommissær, Jørgen Harboe, journalist, Uffe Gjerding, tidl. mellemøstmedarbejder i Kirkernes Verdensråd og Folkekirkens Nødhjælp, Kirsten Lund Larsen, journalist, tidl. generalsekretær i KFUM og KFUK, Paula Larrain, journalist, Jørgen Lissner, tidl. FN-landekoordinator i bl.a. Jordan, Mogens Lykketoft, tidl. udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling, Peter Lodberg, tidl. professor, dr.theol., tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp og formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Jørn Nerup, tidl. professor, overlæge, dr.med., Anne Hjul Lybke, dansk repræsentant i Kirkernes Verdensråds Centralkomite og udvalgsmedlem i KFUM og KFUK, Malene Sønderskov, seniorkonsulent, Mellemøst-ekspert, medstifter af Strategihuset og Center for God Forvaltning, Birgitte Rahbek, kultursociolog, Kirsten Thorup, forfatter, Knud Vilby, journalist

Mere fra min hånd om Mellemøsten og FN

Udgivet den

Hvordan kan vi styrke de internationale domstole?

ICC – den internationale straffedomstol – er tænkt som redskab til at stille statsledere til ansvar for deres menneskerettighedsovergreb, krigsforbrydelser og folkemord. Men hvert enkelt land bestemmer selv, om det vil tilslutte sig ICC, og de stater, hvor lederne har mest på samvittigheden, er ikke tilsluttet domstolen. De kan derfor ikke dømmes i ICC, medmindre FNs Sikkerhedsråd rejser en sag mod dem.

Det lod sig for eksempel gøre mod Sudans tidligere diktator, der efter omvæltningen i landet synes på vej til afsoning. Men trods uhyrlige krigsforbrydelser under Syriens borgerkrig har Rusland og Kina i Sikkerhedsrådet blokeret for at rejse sag mod Bashar al-Assad.

Det svækker i øvrigt også ICCs globale styrke, at USA ikke accepterer, at domstolen kan rejse sag mod amerikanske borgere.

FN’s internationale domstol

Der er imidlertid en anden mulighed for at bringe staters forbrydelser for retten – nemlig ved FNs Internationale Domstol (ICJ). Her kan et af FNs medlemslande rejse sag mod et andet medlemsland. Derfor kunne Gambia løfte sagen mod Myanmar for militærets fordrivelse af de muslimske rohingyaer.

Det var pinligt at opleve frihedshelten og daværende statsleder Aung San Suu Kyi (ASSK) møde op i retten for at imødegå de ellers veldokumenterede anklager mod det militær, hun aldrig fik reel kontrol over. Hendes beskyttelse af militæret hjalp hende ikke. Generalerne afsatte som bekendt ASSK og spærrede hende inde igen, netop da hun få måneder forinden havde sikret sig en massiv sejr ved parlamentsvalget, og derfor kunne mistænkes for at ville bruge sit nye mandat til at få mere kontrol med militæret.

Sagen i ICJ har sat spotlight på Myanmar, men realiteten er, at domstolens krav om stop for grusomhederne indtil videre ikke har ført til konkrete resultater.

The Guernica Centre for International Justice har påpeget, at ICC – før Gambia bragte Myanmar for ICJ – overvejede at rejse forundersøgelse mod Myanmar med henvisning til at fordrivelsen af rohingyaerne var sket til Bangladesh, der er medlem af ICC, og det er nu sket:

Der rejses forundersøgelse mod Assads Syrien under henvisning til, at hans fremfærd fordrev hundredtusinder af syrere til Jordan, der er medlem af ICC. Men de store i Sikkerhedsrådet har stadig vetoret i forhold til at indlede en egentlig retssag,

En sådan forundersøgelse vil dog kunne bidrage til ønskelig skærpet opmærksomhed på de uhyrlige forbrydelser i Syrien og forhåbentlig være et brækjern for større internationalt pres på diktatoren i Damaskus.

Gazas forarmede civilbefolkning

Palæstina er et andet tema. ICC har – fordi Palæstina er anerkendt som medlem af domstolen – fastslået Palæstinas ret til at rejse klager over israelske krænkelser af menneskerettigheder i de palæstinensiske områder. Det kan vedrøre konsekvenserne for Gazas indespærrede og forarmede civilbefolkning af Israels talrige luftkrige de seneste 13 år.

Ligeledes må der være grundlag for at bedømme fordrivelsen af palæstinensere, der fortsætter i nutiden med fysiske ødelæggelser af tusinder af hjem i de områder på Vestbredden, hvor Israel vil ekspandere bosættelser, og ved fordrivelse af hidtidige indbyggere fra centrale kvarterer i det okkuperede Østjerusalem. Præcis denne udvikling fik jeg forleden en skræmmende opdatering af ved møde med menneskerettighedsforkæmpere fra Jerusalem. De er fortvivlede over omverdenens ligegyldighed, når Israel dag for dag, skridt for skridt med vold og magt indskrænker palæstinenseres mulighed for at leve i det historiske Palæstina:

Jerngrebet om Gaza berøver næsten to millioner mennesker muligheden for en anstændig og selvhjulpet tilværelse. Vestbreddens palæstinensiske befolkning lever uden retssikkerhed. Flere hundredtusinde jødiske bosættere har taget en stor del af området i besiddelse – og beskyttes af israelsk ret og støtte fra besættelsesmagtens soldater.

Breaking the Silence, som er stiftet af systemkritiske israelere, der har aftjent værnepligt i de besatte områder, fortalte så sent som for tre uger siden om, hvordan besættelsesmagten, som så ofte før, så passivt til, mens fanatiske bosættere angreb en palæstinensisk landsby nær Hebron. 12 personer blev såret, derunder en treårig dreng; ti huse, 16 køretøjer og en vandtank blev ødelagt.

Der er meget at drage israelske statsledere til ansvar for. Omverdenen må insistere på, at Israel bedømmes efter samme målestok som andre, der kan anklages ved ICC.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet