Kina kan ikke leve med at tabe ansigt over for Taiwan. Men krig er for stor en risiko

Selv om Kina aldrig tøver med at sige, at Taiwan er en del af det kommunistiske Kina, går man ikke skridtet videre, for styret i Beijing ved godt, at det vil forpeste forholdet til resten af verden. På længere sigt er håbet, at Kina og USA kommer tilbage til en forståelse om, at deres fælles interesse i fred, udvikling og klimaløsninger er vigtigere end alle deres reelle interessemodsætninger. Det skriver jeg om i dette indlæg i Jyllands-Posten – læs det i avisen – eller nedenfor:

Kina, Taiwan og chancen for fred

AF Mogens Lykketoft
Fhv. udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling, (S)

I en artikel i JP for en måned siden blev det påstået, at Taiwan erklærede sig uafhængig af Kina i 1949.

Virkeligheden er langt mere kringlet: Taiwan var en provins i det kinesiske kejserrige, og et stort flertal af indbyggere er etniske kinesere, der har århundredlange rødder på øen. De fleste andre er efterkommere af kinesere, der i 1949 flygtede til øen sammen med Chiang Kai-sheks kinesiske centralregering og militær efter deres nederlag til Mao Zedongs kommunister i borgerkrigen på fastlandet.

Taiwan var japansk koloni i 50 år efter Japans sejr over Kina i 1895. Efter Japans nederlag i Anden Verdenskrig bestemte sejrherrerne USA, UK og Kina, at Taiwan igen skulle tilhøre Kina.

Chiang Kai-sheks forvaltning af den hjemvendte provins var uhyre brutal. En folkelig protest mod undertrykkelsen blev slået ned i 1947. Derfor var det næppe velset blandt de lokale, da Chiang to år senere gik i eksil på Taiwan med resterne af sit diktatoriske regime fra fastlandet.

Taiwan blev basen for at fortsætte Chiangs Republikken Kina, der håbede på amerikansk bistand til en revanche i borgerkrigen. Heroverfor stod Maos ambition om at afslutte borgerkrigen ved at erobre Taiwan. I foråret 1950 så dét ud som det mest sandsynlige udfald.

Ved Koreakrigens udbrud sejlede den amerikanske flåde imidlertid ind i Taiwan-strædet for at beskytte Chiangs styre mod en invasion fra fastlandet. 

Frem til 1971 fastholdt Chiangs regering på Taiwan Kinas plads i FN, fordi USA nedlagde veto mod, at den kommunistiske folkerepublik overtog pladsen.

Både Chiang og Mao betragtede Taiwan som en uadskillelig del af ”deres” Kina. Da hele Vesten – også USA – optog diplomatiske forbindelser med Beijing, afbrød man samtidig de formelle bånd til styret i Taiwan og anerkendte, at der var ét Kina. Men det var vel underforstået, at Taiwan kun skulle tilbage under kinesisk overhøjhed igen efter frivillig aftale med Kina – og formentlig efter formlen om ”ét land – to systemer” fra Hongkong-aftalerne mellem Storbritannien og Kina: altså et fælles Kina med forskellige politiske systemer.

Vesten satsede på at bevare Taiwan som et vestligt orienteret mini-Kina, og USA har lige siden leveret Taiwan våben til selvforsvar. Kinas daværende pragmatiske leder, Deng Xiaoping, anfægtede ikke denne tvetydighed. Men kineserne forudsatte, at en genforening på langt sigt ville ske.

Man skal huske, at de tænker i århundreder, når vi andre tænker i uger og måneder.

Henry Kissinger var som bekendt manden, der åbnede forbindelserne mellem USA og Kina i starten af 1970’erne. Jeg talte med ham om Taiwan-spørgsmålet for 17 år siden: Han regnede dengang med, at de to Kina’er ville finde en fredelig sameksistens, bare vi i Vesten blandede os så lidt som muligt. 

Meget har forandret sig siden 1970’erne. Chiang Kai-sheks diktatur er for længst afviklet. Taiwan har udviklet sig til Asiens mest blomstrende demokrati. Taiwanerne har kinesisk sprog og kultur, men også fået deres egen identitet efter 75 års adskillelse fra fastlandet. Med høj levestandard og politisk frihed ønsker det store flertal ikke at komme under styret i Beijing. Men taiwanerne er meget delt i opfattelsen af, hvordan de bedst sikrer øens reelle selvstyre.

Den nuværende præsident, Lai Ching-te, fra partiet DPP taler meget om, at Taiwan er selvstændigt og afviser enhver forbindelse til Beijing. 

Kursen var anderledes i 2008-2016, da det kinesiske nationalistparti KMT havde magten. KMT betoner, at Taiwan er et kinesisk samfund, og mener, at man bedst forhindrer invasion og bevarer status quo – dvs. reelt selvstyre for Taiwan – ved dialog og tættere økonomisk samkvem med Kina. 

Gennem mange år har der været store taiwanske investeringer på fastlandet, der beskæftiger millioner af kinesere. Handel, investeringer og gensidig turisme udviklede sig yderligere under det seneste KMT-styre – og Kinas præsident, Xi Jinping, og Taiwans KMT-præsident, Ma Ying-jeou, mødtes endda i Singapore.

Men Kinas aftalebrud med afskaffelsen af Hongkongs friheder betød, at formlen om ”ét land – to systemer” mistede enhver troværdighed og tiltrækningskraft på Taiwan. Det er med til at forklare, at DPP har haft præsidentposten de seneste mere end otte år. Som reaktion herpå har Kina gennemført en serie af truende militærøvelser og er blevet meget mere højrøstet om sit krav om genforening – om nødvendigt med militær magt. Dog uden tidsfrist!

Det er vigtigt at forstå, at taiwanerne er meget delte i holdningen til, hvordan man skal manøvrere i forholdet til Kina. Den nuværende DPP-præsident Lai fik ikke ved valget sidste år et absolut flertal af stemmer, men var størst blandt tre. 

Oppositionen med KMT i spidsen vandt flertal i øens parlament. Præsident Lais støtter søgte at vinde et flertal i parlamentet via en særegen forfatningsprocedure, hvor KMT’s kandidater blev udfordret i 24 valgkredse. Men uden held. Oppositionen bevarede sin styrke, så der stadig ikke er parlamentarisk flertal for Lais kurs og mere konfrontation med Beijing.

Blandt Kina-eksperter tror mange, at freden i Taiwan-strædet trods alle trusler kan bestå, hvis parterne undlader at rokke ved status quo og ikke principielt udelukker genforening:

Det meget stærkere og mere selvbevidste Kina kan dårligt leve med, at deres sag er definitivt tabt – og det frygter de, hvis DPP lægger kursen.

Men omvendt ved Kina godt, at man løber enorme risici ved at starte en krig over Taiwan, der måske ikke let kan vindes, og som risikerer at inddrage USA og nabolande i Asien.

En sådan krig vil med sikkerhed forpeste Kinas forhold til omverdenen og føre til en isolation, der sætter landets økonomiske udvikling tilbage. På grund af Trumps kurs står Kina ellers med gode muligheder for at knytte flere bånd til mange dele af verden.

USA’ s interesse er hverken at undsige Taiwan eller provokere Kina. Vi må inderligt håbe, at Trump kan finde dén balance og forstå det – også i lyset af KMT’s genbekræftede styrke i Taiwans parlament! 

På længere sigt er håbet, at Kina og USA kommer tilbage til en forståelse om, at deres fælles interesse i fred, udvikling og klimaløsninger er vigtigere end alle deres reelle interessemodsætninger. Det er vejen væk fra søvngængeragtig vandring mod en tredje verdenskrig senere i dette århundrede.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 29. juli 2025

Mere fra min hånd om Kina og Taiwan

Kinas partistat vil bestå og præge verdens fremtid

Den 1. juli fejrer Kinas kommunistparti sin 100-årige eksistens, måske stærkere end nogensinde, i hvert fald det eneste kommunistparti, der er vokset siden østblokkens kollaps i 1989.

Læs min klumme i Jyllands-Posten 1. juli om Partiet og dets betydning for Kina og dermed verden.

Indlægget kan også læses nedenfor:

Ikke længere blot for proletarer

Det eneste kommunistiske parti i medlemsfremgang bliver 100 år i dag. Navnet er imidlertid det eneste, der tilbage fra 1921: 

Partiet har i dag 95 millioner medlemmer og er en enorm loge for folk, der vil frem til betydningsfulde poster. Det er her udnævnelser bestemmes og mange tjeneste udveksles. Man kan ikke bare melde sig ind. Det bedømmes, om man har den ’korrekte’ holdning. Engang var partiet kun for proletarer, men i takt med de økonomiske reformer blev også kapitalister lukket ind.

Partiet har forandret Kina og sig selv totalt gennem både et forløb med monumentale katastrofer, forbrydelser … og enorme fremskridt i levevilkår: 

Maos kommunister blev efter den ’lange march’ rygraden i modstanden mod Japans besættelse. Modsat deres modpart i Kinas borgerkrig udplyndrede de ikke bønderne. Da de vandt til sidst, opfattede flertallet af kinesere det utvivlsomt som befrielse fra opløsning, korruption, krig, og hungersnød. Der var udsigt til fred og mad. Men Maos despotiske storhedsvanvid bragte snart nye lidelser af ubeskrivelige dimensioner. ’Det store Spring fremad’ i slutningen af 1958’erne blev en politisk skabt hungerkatastrofe med mange millioner ofre. ’Kulturrevolutionen’ fra 1966 nedbrød staten og skabte ny voldsomme bølger af overgreb og lidelse. Kina forblev fattigt, indtil magten efter Maos død fra 1978 faldt i hænderne på Deng Xiaoping. Han iværksatte en enestående økonomisk udvikling, der siden da har fyrredoblet Kinas nationalprodukt og trukket 800 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom. Mellemregningerne er mange, og ofrene for at komme hertil var store. Men vi må ikke overse dén kendsgerning, at gennem mere end 40 år har det store flertal år for år fået bedre leveforhold. Den nationale stolthed er enorm. Styret er ikke truet, så længe velstandsudviklingen kan fortsætte; men det kræver fred. Derfor er frygten for, at Kina ved militær angreb skulle forsøge at bringe Taiwan ’tilbage til fædrelandet’ – og derved risikere krig med USA – næppe velbegrundet. 

Men der er andre meget bekymrende træk: Partiets nuværende formand, Kinas præsident Xi Jinping, regerer mere enevældigt over verdens mest folkerige nation end alle siden Mao. Persondyrkelsen er genoplivet, og åremålsbegrænsningen som lederposten er på ny afskaffet. Overvågning og ensretning udvikles hele tiden. Der slås hårdt ned på systemkritikere. Tibetanerne holdes fortsat i et jerngreb. Der er desuden iværksat en skræmmende massiv anti-islamisk internerings- og indoktrineringskampagne mod millioner i Xinjiang. Desuden har Kina kvalt enhver opposition i Hongkong og dermed brudt aftalen om ’et land, to systemer’. Kinas store ambitioner om global indflydelse har udløst serie af konflikter med USA, der prøver at samle resten af Vesten om at bremse kinesisk teknologi og erhvervsmæssig indflydelse. 

Tiden er imidlertid nok inde til at besinde sig på, at Kinas styre består. Partistaten kan modstå ydre pres, den bliver snart verdens største økonomi, og den udbreder sin indflydelse til alle andre verdensdele. Vi skal sameksistere, og vi har både i samhandel og klimaindsats stærke fælles interesser. Verdens fred i det 21. århundrede beror på, at både USA og Kina sammen med Europa erkender, at de fælles interesser er vigtigere end optrappet konfrontation, hvor vi har interessemodsætninger. Vi kan også håbe, at der inde bag den jernhårde partidisciplin faktisk findes mange, der gerne vil en noget mere liberal samfundsudvikling. Vi har set det før – i glimt. Det kan ske igen. Men det kan ikke påtvinges udefra.

Klummen blev bragt i J-P 1. juli 2021

Mere fra min hånd om Kina