dagpenge Arkiv - Mogens Lykketoft

1. marts 20241. marts 2024

Forringet dagpengedækning har gjort stor skade

Høj beskæftigelse skaber arbejdsudbuddet

Der er megen berettiget kritik af de regneregler og antagelser om menneskelig adfærd, der under Anders Fogh Rasmussens regeringstid blev knæsat af Finansministeriet. Heldigvis foregår der nu en – ganske vist langsom – nyvurdering.

Et af mange eksempler på behovet for at regne anderledes er påvist af AE-rådet: De gamle regnemetoder har været drivkraft for skiftende regeringer til at gennemføre markant forringelse i størrelse og varighed af dagpengene, fordi man har overvurderet, hvordan arbejdsløse ville »hygge sig« på »høje« dagpenge i stedet for at søge arbejde.

Denne begrænsning i arbejdsudbuddet belastede – mente man – statsfinanserne unødigt. Derfor blev der skåret i reguleringen af dagpengesatsen i forhold til lønudviklingen, og dette blev forstærket ved skattelettelser via et forhøjet beskæftigelsesfradrag, som hverken er kommet folk på midlertidig eller vedvarende offentlig forsørgelse til gavn.

Der er de senere år på socialdemokratisk initiativ taget et par skridt i modsat retning med forhøjelse af dagpengesatsen i kortere ledighedsperioder og under uddannelsesaktivitet.

Men vi har stadig lavere dækning på dagpenge eller kontanthjælp end for et par årtier siden. Det rammer især dem, der har særlige problemer med kvalifikationer eller er plaget af fysiske eller psykiske skavanker og derfor har vanskeligst ved at hænge på arbejdsmarkedet, selv om de tappert søger flere gange om ugen og kaldes til mange nytteløse samtaler i jobcenteret.

Om en forringelse af kontanthjælpen i Lars Løkke Rasmussens regeringstid blev det for eksempel dokumenteret, at kun en tiendedel af de berørte kom i arbejde, mens resten bare blev endnu fattigere.

Det er også vanskeligt at få ørenlyd for, at folk, der kastes ud i ledighed, med fordel kan gives tid til at se sig om efter et job, der passer til deres forudsætninger. I stedet har mange måttet bøje sig ned efter noget, de både er mindre egnet til og bliver dårligere lønnet for – for at undgå alt for mange måneder på lave dagpenge og efterfølgende tab af dagpengeret, der helt kan vælte familiens økonomi.

I mine yngre dage havde vi socialdemokrater den opfattelse, at klog arbejdsmarkedspolitik godt kunne gå hånd i hånd med god dagpengedækning for de lavtlønnede. Vi kunne sikre, at folk kom videre til nyt job med en anstændig løn.

Det var tilsigtet, at høje dagpenge medvirkede til at udrydde usle og dårligt betalte job i Danmark: Vi mente, at vores samfund var velfungerende nok til at give alle en vej til et godt job, som ikke kunne afslås – om nødvendigt efter tilbud om efteruddannelse. Vi så relativt høje dagpenge som værn mod fattigdom, og det var en afgørende pointe, at det også gjorde det attraktivt at betale kontingent til a-kasse.

Forringet dagpengedækning har gjort stor skade også ved at medvirke til et dramatisk fald i antallet af arbejdsløshedsforsikrede. Det har bragt mange ud i dybere fattigdom, når de ved ledighed er henvist til kontanthjælp eller til at blive forsørget af deres ægtefælle (hvis de har en).

Et samfund med høj beskæftigelse og aktiv arbejdsmarkedspolitik giver plads på arbejdsmarkedet til rigtigt mange, også af dem, der er bagud ift. flertallet, når det gælder kvalifikationer, livskraft og livsmod. Det har vi netop fået bekræftet under den seneste højkonjunktur: Efterspørgsel på folks arbejdskraft er en utroligt meget stærkere drivkraft for arbejdsudbuddet end sanktioner, der skal bekæmpe påstået dovenskab på dagpenge eller kontanthjælp.

Nutidens store udfordringer er at lette vejen for arbejdsløse ufaglærte unge og desuden skabe et arbejdsmarked, hvor det er både attraktivt og muligt for seniorer at holde sig i gang. Svaret på arbejdskraftmangel er ikke først og fremmest at skaffe flere leverede arbejdstimer fra den enkelte, men at give mange mennesker nye kundskaber for at besætte de nye typer job, som skabes af en rasende hurtig teknologiudvikling. »Dont work harder, work smarter«, lyder et citat, som min gamle økonomiprofessor og senere regeringskollega, Erling Olsen, ofte gengav.

Et særligt problem er, når der ikke er tilstrækkeligt mange såkaldte varme hænder, som tilbyder sig til den grundlæggende offentlige service i sundhed, børnepasning og ældreomsorg. Det ekstra lønløft til velfærdens kernetropper og de generelt gode nye overenskomster for de offentligt ansatte er nødvendige forudsætninger for at løse dette rekrutteringsproblem.

Det handler ikke kun om løn, men også om mindre stressende arbejdsvilkår. Men rekruttering til de ubesatte stillinger er et vigtigt bidrag til bedre arbejdsforhold for alle.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske 29. februar 2024.

Mere fra min hånd om arbejdsmarkedet

19. september 202119. september 2021

Kommentar: Øget ulighed skal ikke være vejen til flere i arbejde

Det er beklageligt, at den nuværende regering endnu ikke har fået revideret urealistiske forudsætninger i Finansministeriets modeller. Men det er opmuntrende, at Nina Smith som formand for arbejdet med ny arbejdsudbudsreformer både påpeger modellernes usikkerhed og ufuldkommenhed, afviser ny reduktioner i ydelser og sætter fokus på opkvalificering. Det skrev jeg om i denne kommentar i Berlingske Tidende 15. september 2021. Læs den her – eller nedenfor:

Opkvalificering – ikke ulighed – er vejen frem

De seneste par årtier er gennemført en serie forringelser af dagpenge og kontanthjælp og leveret asociale skattelettelser til de rigeste for et meget stort milliardbeløb. Fagbevægelsen er undergravet, lønspredningen vokset, og den vidt berømmede danske model er efterladt med flere fattige børn og flere superrige.

Regeringen har igen – under skrig og skrål fra borgerligheden – foreslået en moderat stigning i beskatningen af kapitalafkast.

Stigningen burde egentlig være endnu større, fordi netop de superrige høster enorme kursgevinster og beskattes meget lavere heraf end af arbejdsindkomst. Det er en motor for fortsat stigende ulighed. Det er det også, når De Radikale igen går i spidsen for borgerlige fremstød for topskattelettelser. Mærkeligt at deres venstreorienterede vælgerkorps kan leve med det!

Desværre kan de borgerlige ikke slippe vrangforestillingen om, at man kun kan få de rige til at arbejde og investere mere ved at give dem skattelettelser, og at man kun få de fattige til at arbejde ved at nedsætte deres ydelser. Det understøttes desværre også af de regnemodeller, der er udviklet siden Fogh-regeringens tid. Men intet tyder på at de to årtiers asociale reformer har haft den påståede effekt: Der er ikke mange, der arbejder mere, fordi marginalskatten sænkes – og nogle arbejder endda mindre. Der var meget få på kontanthjælp, der faktisk fik arbejde, fordi ydelsen blev skåret ned: Grotesk nok blev det af Lars Løkke udlagt som et fremskridt, at en tiendedel fik arbejde, mens ni tiendedele bare blev endnu fattigere.

Derfor er det beklageligt, at den nuværende regering endnu ikke har fået revideret urealistiske forudsætninger i Finansministeriets modeller. Men det er opmuntrende, at Nina Smith som formand for arbejdet med ny arbejdsudbudsreformer både påpeger modellernes usikkerhed og ufuldkommenhed, afviser ny reduktioner i ydelser og sætter fokus på opkvalificering.

Socialdemokratiet har altid ment, at der er job, der er så usle i løn og arbejdsvilkår, at vi skal vælge ikke at have dem i Danmark. Vi har vist, at der alligevel kunne sikres fuld beskæftigelse ved at give mennesker med utilstrækkelige forudsætninger et godt tilbud, de ikke kunne afslå, om uddannelse eller jobtræning. Tilbud om bedre sprogkundskaber og anden opkvalificering er naturligvis bedre end »nyttejob«.

Hverken dagpenge eller sociale ydelser er et tag-selv-bord. Der er både rettigheder og pligter. Jeg har været helt enig med regeringen, når den har talt for et forbedret dagpengesystem som vejen til igen at styrke den danske model – og har påpeget, at der er andre og mere sympatiske midler end lavere ydelser til at bringe dem i arbejde, der er unødigt sene eller kræsne i deres jobsøgning,

Derfor er det et stort skridt i den rigtige retning med forslaget om forhøjelse af dagpengene med 5.000 kroner under de første tre måneders ledighed, hvis man været beskæftiget to år inden for en treårs periode.

Jeg forstår godt, at man vil modvirke, at så mange nyuddannede er på dagpenge, men hvorfor kan det ikke modvirkes ved strammere praksis for arbejdsanvisning i stedet for lavere ydelse? Der foreslås en meget stor nedskæring i dimittendsatsen for nyuddannede ledige ikkeforsørgere, og en forkortelse af deres dagpengeperiode til ét år. Måske vil det kun ramme få på pengepungen i den aktuelle højkonjunktur. Men der er ikke altid højkonjunktur, og så kan den dramatiske stramning ramme mange hårdt. Desuden kan forslaget være endnu et bidrag til at undergrave veluddannede unges tilmelding til den solidariske offentlige arbejdsløshedsforsikring.

Dette modsætningsfyldte udspil skal måske opfattes som en slags imødekommenhed over for Venstres formand, der forleden ville skære i dimittendydelsen for at finansiere klimaindsatsen.

Udspillet opfattede jeg imidlertid som et bidrag til en politisk livsfarlig kobling mellem klimaindsats og social nedskæring: Hvis ikke vi formår at skabe en mere retfærdig fordeling efter mange år med stigende ulighed, så risikerer vi at den folkelige opbakning til klimakampen kollapser. Derfor skal ikke konstrueres en modsætning mellem klimaindsats og social velfærd.

Når vi skal finansiere klimaindsats for at være/blive foregangsland, så er det en overskudsgivende investering, der i vores enormt veltunede samfundsøkonomi helt uproblematisk kan finansieres ved at opbløde en idiotisk stram budgetlov.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

13. februar 202015. maj 2020

Dagpenge på dagsordenen

Indlæg i Berlingske 5. februar 2020

Jeg vil ikke anfægte Statsministerens prioritering: Først gælder det klimaindsats og adgang til førtidig folkepension for de nedslidte.

Men det er ubestrideligt, at der er behov for også at gøre op med udhulingen af dagpengene.

Vi indførte engang et system med god dækning, fordi ingen skulle tvinges fra hus og hjem, når de blev ramt af ledighed. Vi mente, at der var job med så ringe i løn og arbejdsvilkår, at vi ikke ville have dem. Vi mente vi kunne skabe et samfund, der var stærkt nok til at få folk i arbejde til en anstændig løn.

Med arbejdsmarkedsreformerne 90’erne fik vi de ledige i job ved at give dem gode tilbud, de ikke kunne afslå; om opkvalificering og jobtræning og om pligt til aktivt at søge arbejde. Vi udhulede hverken lønnen eller dagpengene – og der blev sikret anden ordentlig forsørgelse til dem, der opbrugte deres dagpengeret.

Hvorfor er så meget forringet de seneste tyve år? Fordi vi i har haft regeringer, der mente at ret og pligt ikke var nok til at få folk til hurtigt at skaffe sig et andet arbejde. Finansministeriets regnemodeller opererer med en antagelse, om at mange arbejdsløse tøver med at tage arbejde, når dækningen ved ledighed er ’for god’.

Lavere dagpenge eller tab af dagpengeret kan selvfølgelig få nogen til hurtigere at søge et job med meget lavere løn end før. Men det var netop. hvad vi oprindeligt ikke ønskede. Desuden betyder de stramme rådighedsregler som forudsætning for at hæve dagpenge nok så meget for at sikre aktiv jobsøgning,

Dagpengesatsen var i mange år reguleret næsten i takt med lønudviklingen for de beskæftigede – i praksis årligt 0,3 pct. mindre stigning end lønnen. Det er den bedste automatiske regulering, vi nogensinde har haft.

Men denne regulering er de seneste to årtier undermineret fra to sider:

Man har kraftigt lettet skatten for de beskæftigede ved det såkaldte beskæftigelsesfradrag, som jo ikke gives til de ubeskæftigede, uanset om den manglende beskæftigelse skyldes for dårlige kvalifikationer, sygdom, invaliditet eller høj alder!

Desuden halverede Lars Løkkes regering dagpengeperioden til to år 2011, og året efter gennemførte Corydon og Vestager en aftale med Venstre om at udhule den automatiske regulering med ekstra 5 pct. frem til 2023.

Konsekvensen er, at færre melder sig i A-kasse og forlader sig på kontanthjælp. Samtidig forlader grupper med lav ledighed A-kasserne og tegner i stedet privat arbejdsløshedsforsikring.

I de faglige A-kasser betaler alle samme kontingent, uanset ledighedsrisikoen i deres fag. Med den nuværende lave ledighed ville statskassen faktisk spare penge, hvis disse grupper blev i A-kasserne, fordi medlemskontingentet reelt overstiger dagpengeudgifterne. Når mennesker med lav ledighed forlader systemet, taber statskassen. Og hvis mange med høj ledighed melder fra og forlader sig på kontanthjælp, så taber statskassen også.

Så der er mange gode argumenter for at rette op på dagpengene.

Forleden lød det som om De Radikale var blevet positive over for en opretning. Det var overraskende, fordi de under Lars Løkke og Helle Thorning var henholdsvis ivrige medløbere og direkte frontløbere til alle de skridt, der har forringede dagpengene. Men efter få dage de svingede de rundt igen med en bemærkning om at de kun ville støtte, hvis det ikke gik ud over ´arbejdsudbuddet´.

De Radikale er jo i egen bevidsthed de eneste virkeligt ansvarlige i dansk politik. Jeg ser det anderledes. De sidder fastlåst som kustoder for de tvivlsomme eller direkte misvisende modelberegninger, Finansministeriet de seneste to årtier har anvendt, som forudsætter at de ledige bliver mere dovne med at søge job, når deres økonomi forbedres. Lige så lidt som de andre borgerlige har De Radikale erkendt, at vi for længst har over-anvendt ’dovenskabsargumentet’ til skade for solidaritet og social tryghed. De vil ikke forstå, at de stramme regler om arbejdssøgning som forudsætning for at få dagpenge er tilskyndelse nok. De vil i øvrigt heller ikke forstå at den reelle udfordring for at øge arbejdsudbuddet måles dårligt ved alene at tælle arme og ben. Det handler om, hvordan vi tilstrækkeligt hurtigt kan give folk de kvalifikationer, som kræves på den ny tids arbejdsmarked, så der er efterspørgsel efter deres arbejdstimer.

Vi skal gøre op med forældede regnemodeller og genbesøge de gode argumenter, hvormed vi for få år siden roste et godt dagpengesystem som en afgørende del af den højt besungne Danske Model.

Det var dén model, som S og R i fællesskab så succesrigt fornyede med den aktive arbejdsmarkedspolitik i 90’erne – uden at udhule de arbejdsløses vilkår.