Det britiske valg betyder, at Brexit formelt bliver en realitet 31.januar
Det er synd for Europa og især for Storbritannien.
Omkostningerne i jobs og velstand kan endnu ikke opgøres, for vi kender ikke de fremtidige aftaler mellem UK og resten af EU. Det er utvivlsomt briterne selv, der kommer til at betale den højeste pris. Den næsthøjeste pris betales af os, der handler mest med briterne: Irland, Holland og Danmark.
Lige nu er der lettelse i de finansielle markeder, fordi det er forventningen at den ’hårde’ Brexit undgås.
Imidlertid kender vi ikke det næste års tid de nærmere vilkår for briternes fremtidige økonomiske relationer med EU. Foran os ligger en lang og besværlig ny forhandling. Det kunne lyde, som om premierminister Johnson har tænkt sig at leve højt på unfair konkurrence via afvikling af regler om sociale og miljømæssige krav i EU og skabelsen af et endnu større paradis for europæiske skatteflygtninge. EU kan ikke give briterne privilegeret adgang til det europæiske marked på sådanne vilkår, og derfor kan udfaldet komme til at ligne en hård Brexit meget mere end det er håbet lige nu.
De politiske konsekvenser tegner sig mere klart. Storbritannien forlader EU på et tidspunkt, hvorfor Europas – og briternes – behov for forpligtende internationalt samarbejde er mere indlysende end nogen sinde før: Europæerne bliver en stadigt mindre del af verdens befolkning og økonomi. Med et USA, der med eller uden Trump bliver mere selvhævdende, Kinas fremmarch og efterhånden nye giganter i det globale Syden er ingen europæisk nation stor nok til at hævde vores interesser og værdier på egen hånd. USA vil ikke give ved dørene, og landene i det gamle Commonwealth kan ikke foreløbig få en betydning for briterne, der ligner det europæiske marked. Forestillingen om et stærkt Storbritannien alene i verden er en romantisk og nostalgisk løgnehistorie.
Det er også skræmmende, at Johnsons sejr cementerer en stadig dybere splid i det britiske samfund. Fronterne er trukket uhyggeligt hårdt op, fordi de to store britiske partier faldt i hænderne på ekstremister.
I Skotland sejrede nationalpartiet markant, og i Nordirland fik irske nationalister flere stemmer end nogensinde tidligere. Johnson vil stritte længst muligt imod, men kan han i sidste ende afværge, at Stor-Britannien bliver til Lille-England med et selvstændigt Skotland i EU – og et forenet Irland samme sted? Brexit-sejrens senfølger kan være et England, der er fattigere og mindre relevant, og fortsat vil være et politisk, socialt og regionalt dybt splittet samfund
Det kan være vanskeligt som dansker at forstå at Storbritanniens vælgere har valgt at tage alle disse risici. Men sandheden er, at et flertal af vælgerne faktisk stemte på partier, der havde forpligtet sig til at holde en ny folkeafstemning om EU på et langt mere oplyst grundlag end i 2016: Der skulle tages stilling til at fortryde udtræden, når man faktisk kendte betingelserne for at forlade EU.
Den britiske valgordning med flertalsvalg i enkeltmandskredse forhindrede, at dette flertal i befolkningen også bliver til et flertal i det nye parlament. Det burde det flertal i det afgåede parlament, der mente det samme, have indset. Men med Labour-lederen Jeremy Corbyn i spidsen spildte de deres kræfter på uendelige kævlerier i stedet for at samles om at bremse Boris Johnson. De kunne have dannet en koalitionsregering med det ene formål at holde et en ny folkeafstemning før et nyt parlamentsvalg. Det var idiotisk, at Corbyn insisterede på selv at lede en sådan overgangsregering, selv om alle vidste han ikke
kunne få accept af dette og i øvrigt var enestående upopulær. Nu fik Johnson en perfekt mulighed for i en valgkamp at spille på udmattelsen over den farceagtig proces gennem de foregående tre år og den forståelige modvilje mod Corbyn som premierminister.