Tag: Biden

Udgivet den

Frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten

Min seneste klumme i Berlingske handler om de dystre udsigter efter Bidens store fejltagelser, om truslen fra Trump for Ukraine, Europa, Mellemøsten og forholdet til Kina. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Farvel til et skræmmende år … og hvorhen i 2025?

Da jeg for et tiår siden arbejdede for FN, var verdensbilledet broget. Men vi havde lyspunkter som verdensmålene og den ambitiøse klimaaftale i Paris, hvor USA, Europa og Kina arbejdede sammen.

Vi turde tro, at der var løsninger på de to eksistentielle kriser – at undgå atomkriges endelige ragnarok og standse den skæbnesvangre globale opvarmning. 

Ved tærsklen til 2025 står krige, krigsforbrydelser og humanitære katastrofer i kø fra Ukraine til Palæstina, Sudan og andre afrikanske lande samt Myanmar. De gamle aftaler mellem stormagterne om begrænsning af atomvåben og raketsystemer er ved at falde fra hinanden. 

En heftig oprustning risikerer at svække den i forvejen alt for svage globale klimaindsats. Konfrontationerne mellem Kina og USA er skruet op.

For fire år siden håbede vi, at Joe Biden ville være et positivt gennembrud efter Trump. Biden leverede også på grøn omstilling og økonomisk vækst. 

Men han havde desværre ikke politisk mulighed for at hjælpe den trængte middelklasse ved at beskatte de griske milliardærer, der nu har taget magten og vil bruge den til øge profitten og give sig selv skattelettelser.

Bidens forspildte muligheder

Derimod havde Biden mulighed for at udstikke en ny udenrigspolitisk kurs.

Men der kom intet opgør med Trumps toldpolitik og konfrontation med Kina, og det bidrog måske til at få Kina til at afstive Rusland i krigen mod Ukraine.

Det kan undre, at Biden ukritisk og hovedkulds opgav Afghanistan ved at gennemføre Trumps »hovsaaftale« med Taleban – hen over hovedet på alle andre politiske kræfter i landet.

Man kan ikke afvise, at Putins beslutning om at angribe Ukraine blev truffet, da han så amerikanernes kaotiske tilbagetog fra Kabul og manglende vilje til at afstive deres allierede.

Biden valgte dog at hjælpe Ukraine mod invasionen. Men hans usikre holdning til, hvilke våben der kunne leveres, og hvordan de måtte bruges, gjorde kampen vanskeligere. 

En indledende mulighed for hurtig fred blev ikke for alvor afprøvet, fordi Biden og Boris Johnson mente, at Rusland hurtigt kunne udmattes ved fortsat krig. Desværre gik det ikke hurtigt, og prisen i menneskeliv og penge – og global stabilitet – af tre års krig er blevet meget høj.

Bidens seneste og mest skammelige udenrigspolitiske fejltagelse var dog hans ubetingede levering af våben og støtte til Netanyahus krig mod Gaza, selvom krigen hurtigt gik fra legitimt selvforsvar mod et terrorangreb til et krigsforbryderisk totalangreb med ekstreme ødelæggelser og civile tab.

Bidens afsluttende fatale fejlbedømmelse var hans beslutning om – trods åbenlys og hurtig aldring – at genopstille for fire ekstra år som præsident – frem til han var 86 år.

Jeg skrev for over et år siden i denne avis, at Bidens bedste julegave 2023 til USA og verden ville være at meddele, at han ikke genopstillede, så en ny kandidat for Demokraterne kunne få tid til at føre kampagne, lægge sin egen kurs og stil og få den bedst mulige chance for at besejre Trump.

Den chance forpassede Biden.

Internationalt samarbejde skræmmer Trump

I den aktuelle verdenssituation er genvalget af Donald Trump, der er fjende af forpligtende internationalt samarbejde, retsorden og klimaindsats, det dårligst tænkelige bidrag fra verdens mest magtfulde nation.

Trump ønsker næppe at starte eller fortsætte krige. Krig kan gøre indhug i hans og hans medregerende multimilliardærers formuer.

Men vi kan alligevel få mere kaos og flere krige. Hvis gamle alliancer – og erfarne diplomater med viden om verden – kasseres til fordel for præsidentens egne instinkter og forkærlighed for hurtige løsninger og hurtige handler. 

Det er frygteligt, hvis han trækker stikket for det kæmpende Ukraine, fordi han tror mere på Putin end på Zelenskyj. Hvis Rusland får lov at overmande Ukraine, er der stærkt øget risiko for den samlede verdensfred. 

Trump skal fastholdes på, at NATO og Europa leverer håndfaste sikkerhedsgarantier for at Ukraine efter en våbenstilstand kan bestå som europæisk demokratisk stat.

Og det bliver frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten. Sært nok skal vi krydse fingre for at Trump lytter mere til Saudi-Arabien og andre arabiske potentat-venner.

Syrien kan blive et lyspunkt. Europa har endnu en vigtig opgave med at hjælpe det nye styre med bistand til genopbygning af det ødelagte land, og fastholde de nye magthavere på løftet om at inkludere alle væsentlige samfundsgrupper. 

Der er ikke tvivl om, at millioner af flygtninge gerne vil tilbage. Men Syriens nye regering skal først rustes til at modtage dem med andet end ruinbunker, arbejdsløshed og elendighed.


Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Klummen udkom i Berlingske 4. januar 2025

Mere fra min hånd om internationalt samarbejde

Udgivet den

Usigeligt ondt, når vestlige lande stopper deres bidrag til UNRWA

Det kan desværre ikke overraske, at der er Hamas-aktivister blandt UNRWAs tusinder af ansatte. Men det kan på ingen måde begrunde at tage midlerne fra den organisation, der har de bedste muligheder for at formidle akut bistand til krigens uhyrligt mange palæstinensiske ofre. Læs mit seneste indlæg i Berlingske – i avisen eller nedenfor:

Sandheder om den grusomme Gaza-krig

Vi hører meget til krigen i Gaza i medierne. Men vi hører ikke nok om, hvor galt det står til for de 2,3 millioner mennesker inde i en krigszone på størrelse med Langeland. 

Én årsag er, at der er blevet slået flere journalister ihjel på så kort tid end i nogen anden konflikt. Al-Jazeera er vist eneste udenlandske tv-kanal, der er inde i Gaza nu, og det meste af tiden har Israel haft blokeret for elektronisk kommunikation ud af området. 

Der er helt akut brug for nødhjælp til, at folk i Gaza kan overleve snart fire måneders terrorbombardement, som har gjort de fleste hjemløse og ifølge det Hamas-kontrollerede, palæstinensiske sundhedsministerium slået 26.000 ihjel, såret 60.000, og efterladt resten mellem murbrokkerne af smadrede boliger, skoler og sygehuse med mangel på vand, mad og medicin. Epidemier og hungerdød er akutte trusler.

Derfor er det usigeligt ondt, at en række vestlige lande med USA og Tyskland i spidsen har sat deres bidrag til FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge, UNWRA, på pause. Det er en reaktion på, at 12 af UNRWAs 13.000 medarbejdere åbenbart deltaget i det grusomme Hamas-angreb på Israel 7. oktober. 

Det er på alle måder afskyeligt, og FN har iværksat en hasteoperation for at få de skyldige holdt ansvarlige. Men det er nødvendigt at minde om, hvad UNRWA er for en størrelse: 

I de mange år, hvor Gaza har været belejret og afspærret af Israel og uden mulighed for at forsørge sig selv, har UNRWA været hovedleverandør af blandt andet uddannelse og sundhed. FN-organisationen har med et flertal af lokalt ansatte fungeret som en slags erstatning for en fraværende statslig servicesektor i Gaza. Derfor har krigen også kostet flere FN-medarbejdere livet end nogen anden konflikt.

Perspektiv og balance på UNRWAs arbejde kan man få ved at lytte til organisationens kloge tidligere chef, danske Peter Hansen.

Israel altid har haft voldsom modvilje mod UNRWA og på mange måder gennem årene generet FN-arbejdet og påstået, at undervisere på UNRWAs skoler har spredt had mod Israel. Det kan ikke afvises, men det er ikke sket med FN’s accept og er blevet imødegået.

Det kan desværre ikke overraske, at der er Hamas-aktivister blandt UNRWAs tusinder af ansatte. Men det kan på ingen måde begrunde at tage midlerne fra den organisation, der har de bedste muligheder for at formidle akut bistand til krigens uhyrligt mange palæstinensiske ofre. 

Der er tværtimod brug for en omverden, der viser langt større vilje til at hjælpe og insisterer på at støtte Den Internationale Domstol i Haag i kravet om, at Israel standser den form for krigsførelse, der fører til helt uforholdsmæssigt mange civile ofre og forhindrer tilstrækkelig nødhjælp i at komme frem.

Mens vi klynger os til håbet om varig våbenhvile og frigivelse af de israelske gidsler, muterer konflikten i Mellemøsten med Houthi-bevægelsens angreb på skibsfarten i Rødehavet, vestlige flyangreb på Houthi-baser i Yemen og et dødeligt droneangreb på amerikansk base i Jordans grænseland til Syrien og Irak. 

Den simrende konflikt mellem Israel og Hizbollah på grænsen til Libanon risikerer at eksplodere i en større krig, samtidig med at israelsk aggression mod palæstinensere på Vestbredden tager til.

Vi hører meget om Irans støtte til Hamas, Hizbollah og houthierne, og det er ubestrideligt, at Iran støtter og leverer våben. Men få kyndige iagttagere tror, at Iran ønsker at blive indblandet i en regional storkonflikt – eller at det iranske styre har mere kontrol over, hvor og hvordan deres allierede anvender deres våben, end USA har over Netanyahu-regeringens brug af sit vældige arsenal af amerikansk våben.

Sandheden er, at Netanyahus krigsførelse er i frontal konflikt med USA’s og hele Vestens interesser – samt den seneste og største trussel mod Bidens genvalg som præsident i november. 

Bidens hidtil manglende succes med at få Netanyahu til at levere pause og mådehold i krigen mod Gaza kan få mange unge i USA – og mange vælgere med arabisk og muslimsk baggrund – til at forlade Demokraternes præsidentkandidat. De går ikke over til Trump, men hvis de går til en chanceløs tredjekandidat eller sofaen, vil det alligevel med overvældende sandsynlighed give Trump sejren. 

De to formentlig eneste statsledere i verden, der ønsker dette udfald, er Putin og Netanyahu. Putin, fordi han med rette forventer, at Trump vil svigte Ukraine; Netanyahu fordi han med rette kan forlade sig på at Trump vil støtte ham i at afvise det krav om en palæstinensisk stat, som Biden og resten af verden omsider søger at give nyt liv: Fordi tostatsløsningen forekommer at være eneste vej til langsigtet at skabe fred.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt på Berlingske.dk 31. januar 2024

Mere fra min hånd om krigen i Gaza

Udgivet den

Palæstina må reddes fra Netanyahu, Israel fra sig selv

USA har som Israels ven, sponsor og militære allierede pligt til at stille sig i spidsen for at tøjle Netanyahus frontalangreb på retssystemet og tanken om reelt palæstinensisk selvstyre. Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske – offentliggjort 21. februar 2023. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Misforvaltning af demokratiet

De fleste af os i min generation voksede op med enorm sympati for Israel som hjem for de overlevende fra historiens største folkemord. Vi var længe enøjede, når det gjaldt konsekvenserne for palæstinenserne. Israel blev kendt som det eneste demokrati i Mellemøsten, ustandseligt truet af hoben af fjendtlige arabstater. Men ved krigen i 1967 erobrede Israel hele det historiske Palæstina, og demokratiet omfatter derfor kun den ene halvdel af de mennesker, der bor under reel israelsk kontrol.

Benjamin Netanyahu er en af denne verdens mest frastødende, skruppelløse folkevalgte ledere. Han er villig til hvad som helst for at fastholde magten og undgå den truende domfældelse for korruption.

Når han nu er vendt tilbage som regeringschef i koalition med de værste racister og fascister i Israel, er det en dødelig trussel for retsstaten og freden i landet.

Angrebet på Højesteret

Den ny regering vil beslutte, at parlamentet skal kunne tilsidesætte Højesterets afgørelser og erstatte den uafhængige stand af dommere og anklagere med egne håndlangere. Det er kursen fra Viktor Orbáns Ungarn, der kopieres – men i et tempo, så Netanyahus afvikling af retsstaten betegnes som Orbán på steroider. Det har udløst masseprotester i den jødiske befolkning.

Desværre retter israelernes masseprotester sig endnu ikke mod, at Israel/ Palæstina er forvandlet til en apartheidstat uden udsigt til fred og forsoning: Det palæstinensiske »selvstyre« er mere magtesløst end »selvstyret« for de sorte i de såkaldte Bantutans i apartheidtidens Sydafrika. Bosætterne har fine veje, men palæstinensernes bevægelsesfrihed i de besatte områder hæmmes af dårlig infrastruktur og uophørlig chikane ved israelske checkpoints. De er presset sammen og muret inde i små enklaver uden reelle udviklingsmuligheder. De er retsløst regeret af israelsk militær, der dag og nat foretager husundersøgelser og interneringer. Jødiske indbyggere i de folkeretligt ulovlige bosættelser på besat jord nyder derimod fulde israelske borgerrettigheder og militær beskyttelse: Det sidste gælder også, når de mest ekstreme af bosætterne straffrit overfalder deres palæstinensiske naboer og ødelægger deres ejendom. Blandt andet ved at fælde tusindvis af deres oliventræer. Civilsamfundsorganisationer – som blandt andet støttes fra dansk side – angribes og straffes med uvederhæftige anklager om terrorisme, når de kritiserer brud på menneskerettighederne.

Folkeretsstridig annektering

Den palæstinensiske stat, som FN’s medlemsstater med overvældende flertal har krævet i årtier, er reelt blevet umulig. Verdenssamfundet har kun reageret med kritiske resolutioner, mens Israels offensive bosætterpolitik har gennemhullet de palæstinensiske områder som en schweizerost. Med de mest højreradikale ministre i førersædet sættes nu endnu mere fart på at udvide bosættelserne og formelt annektere palæstinensiske områder. Annekteringen foregår mere stille, men er lige så folkeretsstridig som Putins forsøg på at flytte grænser med magt ved sin annektering af de østlige provinser i Ukraine.

Israel begrunder ethvert overgreb som indsats mod terrorisme. Terror mod civile på begge sider i konflikten skal ubetinget fordømmes. Terroren er en ond cirkel af gensidig gengældelse, hvor den ene side er en statsmagt med et af verdens stærkeste militær, mens den anden er en besat civilbefolkning. Det er vejen dybere og dybere ned i helvede, når palæstinensere reagerer på håbløsheden efter 55 års besættelse med vold, mord på civile israelere og raketter fra Gaza. Det giver hver gang Israel anledning til at slå endnu hårdere og blodigere slag tilbage mod den palæstinensiske civilbefolkning. Det udfolder sig ikke mindst med den altid brutale bomberegn mod over de 1,8 millioner palæstinenserne i Gaza, som er spærret inde på et område på størrelse med Langeland under kummerlige forhold, uden mulighed for at forsørge sig selv: Verdens største åbne fængsel, hvor folk kun overlever på FN’s nødhjælp.

Freden må komme udefra

Håbet om fred og retfærdighed kan kun igen tændes udefra. Det sker ikke, medmindre USA som Israels ven, sponsor og militære allierede går i spidsen. Der er heldigvis tegn på, at mange i det magtfulde jødisk-amerikanske samfund kræver pres på Israel for kursskifte. Biden-regeringen har også reageret kritisk. Men risikoen er altid, at palæstinensernes tragedie overskygges af større krige, kriser og tragedier andre steder.

Europa har en nøglerolle i – også ved at appellere til USA –  at forhindre at det sker igen.

Vi har en moralsk forpligtelse til at redde palæstinenserne fra endnu værre undertrykkelse – og om overhovedet muligt at redde Israel fra sig selv.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om Israel og Palæstina

Illustration: Demonstration 13. februar mod ministerpræsident Benjamin Netanyahu og justitsminister Yariv Levins planer om at undergrave Israels Højesteret.

Fotograf: Oren Rozen via Wikimedia Commons

Udgivet den

Trump afslører, hvor skrøbeligt USA’s demokrati er

Det gysende vanvid ved det amerikanske valgsystem er, at Biden trods flertallet på 6 mio. ville have tabt, hvis han ikke havde fået de sidste i alt 43.000 stemmer i Wisconsin, Georgia og Arizona. Det skriver jeg om i min seneste klumme

Læs den i Jyllands-Posten – eller nedenfor.

Amerikas absurde valgsystem: Biden var kun 43.000 stemmer fra at tabe valget, uanset at han fik 6 millioner flere stemmer end Trump

Joe Biden bliver indsat som USA’s præsident 20. januar 2020. I mellemtiden udfolder Trump en kaskade af ondskab og galskab, der truer USA’s nationale interesser og gør varig skade på tilliden til landets demokrati. Han kaster omkring sig med dekreter, der skal genere efterfølgeren. Han hjælper Taliban til sejr ved forhastet troppetilbagetrækning i Afghanistan, tillader olieboring i fredede områder osv. Han deltager ikke i at bekæmpe pandemien, der snart har slået 300.000 amerikanere ihjel. Han nægter alt samarbejde med den nye præsident, mens hans håndlangere forgæves fører bizarre retssager for at få valget omstødt.

Sandheden er, at USA aldrig tidligere har holdt et valg med færre fejl eller større valgdeltagelse. Men alt for mange af Trumps vælgere tror på hans monumentale løgne, der ukritisk befordres af ultrakonservative medier og deles på twitter. Også de to Trump-sønner optræder som superspredere af løgnehistorier. 

Mistroen til det politiske system vil forstærkes endnu mere, hvis de lovede reformer til gavn for flertallet af amerikanerne blokeres af Republikanerne, uanset at de kun har mindretal af vælgerne bag sig.

Det amerikanske valgsystem er indrettet så de, der vil varetage vælgerflertallets interesse, gang på gang fastlåses i fælder, hvor de ikke har flertal for at gennemføre deres politiske løfter.

Biden bliver præsident. Men Demokraterne skal også vinde omvalgene i Georgia 5. januar for at have flertal i Senatet. 

Et fortsat republikansk Senats-flertal udkommer ikke, fordi de fleste i USA stemmer republikansk, men fordi de små konservative stater i Midtvesten er voldsomt overrepræsenteret. Et senatsflertal kan – ligesom det skete det meste af tiden under Clinton og Obama – blokere reformer af sundhedssystem, velfærd, retssystem og valgordning. Og – hvis Demokraterne ikke kan levere resultater – kan en stadigt dybere mistro til systemet bane vej for en ny Trump-figur i 2024. Også selv om han kun har et mindretal af vælgerne bag sig.

For i USA er det jo langt fra sikkert, at den der får flest stemmer, bliver præsident. Selv et nok så lille vælgerflertal i den enkelte stat udpeger alle statens valgmænd, og præsidenten udpeges af valgmandskollegiet – ikke af flertallet i hele nationen.

Derfor kan selv et meget klart vælgerflertal blive kasseret til fordel for et nervepirrende lotteri, hvor sejren i stedet bestemmes af at en kandidat med en uhyre smal margin kan få flertal i nogle få stater.

Den nationale valgkamp føres derfor stort set kun i disse svingstater. Partisoldater flytter endda postadresse for at stemme dér, hvor de bedst kan påvirke udfaldet: Trumps ambassadør i København, Carla Sands, fik for eksempel denne gang sin stemme talt i Pennsylvania – ikke i den stat, hun rejste til Danmark fra.

I 2016 fik Hillary Clinton 2,9 mio. flere stemmer i end Trump. Men hun blev ikke præsident, fordi Trump overraskende vandt med en margin på 0,6 pct.- 78.000 stemmer – i svingstaterne Pennsylvania, Michigan og Wisconsin.

I 2020 fik Joe Biden over 6 mio. stemmer mere end Trump. Alene i Californien var hans flertal 5 mio. Men det gysende vanvid ved det amerikanske valgsystem er, at Biden trods flertallet på 6 mio. ville have tabt. hvis han ikke havde fået de sidste i alt 43.000 stemmer i Wisconsin, Georgia og Arizona – en margin på 0,4 pct i disse stater. Disse små vælgertal de ’vigtige’ steder sikrede ham de sidste 37 valgmænd, der bragte ham en stor sejr i valgmandskollegiet.  

Lotteriet kan fortsætte næste gang og atter slå ud til den gale side.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 24. november 2020