Det kan desværre ikke overraske, at der er Hamas-aktivister blandt UNRWAs tusinder af ansatte. Men det kan på ingen måde begrunde at tage midlerne fra den organisation, der har de bedste muligheder for at formidle akut bistand til krigens uhyrligt mange palæstinensiske ofre. Læs mit seneste indlæg i Berlingske – i avisen eller nedenfor:
Sandheder om den grusomme Gaza-krig
Vi hører meget til krigen i Gaza i medierne. Men vi hører ikke nok om, hvor galt det står til for de 2,3 millioner mennesker inde i en krigszone på størrelse med Langeland.
Én årsag er, at der er blevet slået flere journalister ihjel på så kort tid end i nogen anden konflikt. Al-Jazeera er vist eneste udenlandske tv-kanal, der er inde i Gaza nu, og det meste af tiden har Israel haft blokeret for elektronisk kommunikation ud af området.
Der er helt akut brug for nødhjælp til, at folk i Gaza kan overleve snart fire måneders terrorbombardement, som har gjort de fleste hjemløse og ifølge det Hamas-kontrollerede, palæstinensiske sundhedsministerium slået 26.000 ihjel, såret 60.000, og efterladt resten mellem murbrokkerne af smadrede boliger, skoler og sygehuse med mangel på vand, mad og medicin. Epidemier og hungerdød er akutte trusler.
Derfor er det usigeligt ondt, at en række vestlige lande med USA og Tyskland i spidsen har sat deres bidrag til FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge, UNWRA, på pause. Det er en reaktion på, at 12 af UNRWAs 13.000 medarbejdere åbenbart deltaget i det grusomme Hamas-angreb på Israel 7. oktober.
Det er på alle måder afskyeligt, og FN har iværksat en hasteoperation for at få de skyldige holdt ansvarlige. Men det er nødvendigt at minde om, hvad UNRWA er for en størrelse:
I de mange år, hvor Gaza har været belejret og afspærret af Israel og uden mulighed for at forsørge sig selv, har UNRWA været hovedleverandør af blandt andet uddannelse og sundhed. FN-organisationen har med et flertal af lokalt ansatte fungeret som en slags erstatning for en fraværende statslig servicesektor i Gaza. Derfor har krigen også kostet flere FN-medarbejdere livet end nogen anden konflikt.
Perspektiv og balance på UNRWAs arbejde kan man få ved at lytte til organisationens kloge tidligere chef, danske Peter Hansen.
Israel altid har haft voldsom modvilje mod UNRWA og på mange måder gennem årene generet FN-arbejdet og påstået, at undervisere på UNRWAs skoler har spredt had mod Israel. Det kan ikke afvises, men det er ikke sket med FN’s accept og er blevet imødegået.
Det kan desværre ikke overraske, at der er Hamas-aktivister blandt UNRWAs tusinder af ansatte. Men det kan på ingen måde begrunde at tage midlerne fra den organisation, der har de bedste muligheder for at formidle akut bistand til krigens uhyrligt mange palæstinensiske ofre.
Der er tværtimod brug for en omverden, der viser langt større vilje til at hjælpe og insisterer på at støtte Den Internationale Domstol i Haag i kravet om, at Israel standser den form for krigsførelse, der fører til helt uforholdsmæssigt mange civile ofre og forhindrer tilstrækkelig nødhjælp i at komme frem.
Mens vi klynger os til håbet om varig våbenhvile og frigivelse af de israelske gidsler, muterer konflikten i Mellemøsten med Houthi-bevægelsens angreb på skibsfarten i Rødehavet, vestlige flyangreb på Houthi-baser i Yemen og et dødeligt droneangreb på amerikansk base i Jordans grænseland til Syrien og Irak.
Den simrende konflikt mellem Israel og Hizbollah på grænsen til Libanon risikerer at eksplodere i en større krig, samtidig med at israelsk aggression mod palæstinensere på Vestbredden tager til.
Vi hører meget om Irans støtte til Hamas, Hizbollah og houthierne, og det er ubestrideligt, at Iran støtter og leverer våben. Men få kyndige iagttagere tror, at Iran ønsker at blive indblandet i en regional storkonflikt – eller at det iranske styre har mere kontrol over, hvor og hvordan deres allierede anvender deres våben, end USA har over Netanyahu-regeringens brug af sit vældige arsenal af amerikansk våben.
Sandheden er, at Netanyahus krigsførelse er i frontal konflikt med USA’s og hele Vestens interesser – samt den seneste og største trussel mod Bidens genvalg som præsident i november.
Bidens hidtil manglende succes med at få Netanyahu til at levere pause og mådehold i krigen mod Gaza kan få mange unge i USA – og mange vælgere med arabisk og muslimsk baggrund – til at forlade Demokraternes præsidentkandidat. De går ikke over til Trump, men hvis de går til en chanceløs tredjekandidat eller sofaen, vil det alligevel med overvældende sandsynlighed give Trump sejren.
De to formentlig eneste statsledere i verden, der ønsker dette udfald, er Putin og Netanyahu. Putin, fordi han med rette forventer, at Trump vil svigte Ukraine; Netanyahu fordi han med rette kan forlade sig på at Trump vil støtte ham i at afvise det krav om en palæstinensisk stat, som Biden og resten af verden omsider søger at give nyt liv: Fordi tostatsløsningen forekommer at være eneste vej til langsigtet at skabe fred.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet
Indlægget blev bragt på Berlingske.dk 31. januar 2024
Mere fra min hånd om krigen i Gaza