Vejene til fred er få, smalle og usikre

Kan et fornyet samvirke mellem Vesten og Rusland og med Kina bremse det igangværende rustningskapløb og forhindre spredning af kernevåben til stadigt flere stater? Håbet er spinkelt. Det skriver jeg om i dette indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Det spinkle håb om omtanke

Fred og retfærdighed for Ukraine forudsætter desværre stadigt flere våben fra Vesten til at befri de besatte områder. Men det ultimative rædselsscenarie er, at Putins svar på at blive trængt tilbage langs frontlinjen bliver en desperat beslutning om at bruge taktiske atomvåben til at smadre det ukrainske militær. Det kan med ét slag mangedoble krigens tab af både militære og civile liv og føre til en direkte NATO-deltagelse i krigen. Krig og våbenkapløb kan komme helt ud af kontrol.

Alt håb knytter sig til, at der i stedet melder sig omtanke og måske magtskifte i den russiske ledelse, så fredsforhandlinger kan komme i gang – og vejen kan åbnes for genopbygning af livet i Ukraine.

Det må også inderligt håbes, at en fred i Ukraine fører til, at Vesten igen kan forhandle med Rusland om at genskabe aftaler om kontrollerede begrænsninger i raket- og kernevåbensystemer og forbud mod spredning af atomvåben, der blev en afgørende del af afslutningen af den gamle Kolde Krig.

Kun et fornyet samvirke mellem Vesten og Rusland, der udvides med Kina, kan bremse det igangværende rustningskapløb og forhindre spredning af kernevåben til stadigt flere stater. Tør vi tro på det?

Tvivlsomme løfter

Kernevåbenspredning kan næppe undgås uden meget håndfaste garantier/alliancer til de lande, der skal afstå fra atomvåben, om, at de ikke vil blive udsat for udefra kommende militære angreb. Der vil imidlertid altid vil være dyb mistro til sådanne garantiers langtidsholdbarhed. Tænk blot på, at Rusland i 1994 var med til at garantere Ukraines grænser til gengæld for at få udleveret Ukraines del af de gamle sovjetiske atomvåbenlagre.

Nordkoreas tilsyneladende vanvittige anstrengelse for at opbygge et vældigt lager af atomvåben og langtrækkende raketter bygger næppe på vrangforestillinger om, at landet og dets regime eksisterer ret mange minutter efter et atomangreb mod USA. Men logikken hos diktator Kim Jong-un er enkel: Var Saddam Hussein eller Gaddafi blevet fjernet med militær magt, hvis de faktisk havde haft atomvåben at svare igen med?

Den samme logik fik Irans præsteskab til at lege med at udvikle atomvåben. Det var et særligt risikobetonet projekt, fordi det i den konflikthærgede mellemøstlige region lynhurtigt kunne føre til et præventivt angreb fra Israel og et atomkapløb med Saudi-Arabien og andre nabolande. Ikkespredningsaftalerne kunne blive sprængt helt i luften.

Trumps brutale aftalebrud

Derfor blev der frem til 2015 leveret en fornem diplomatisk offensiv for at fjerne økonomiske sanktioner mod Iran og give landet en oplevelse af ikke at være angrebstruet – mens Iran til gengæld skulle afstå fra planer om at udvikle bomben. Der blev indgået en aftale, JCPOA, ikke alene mellem USA og Iran: den omfattede også Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og EU og blev bekræftet i FN’s Sikkerhedsråd.

På baggrund af de mange årtiers konflikt mellem USA og Iran var denne aftale historisk, og den var egnet til at styrke de mere moderate kræfter i Iran, som havde bragt aftalen i hus. Derfor var det forfærdeligt og idiotisk, at Trump tre år senere sprængte aftalen i luften og genskabte et endnu barskere sanktionsregime over for Iran. Det er trist, at Biden som ny præsident ikke rykkede hurtigt nok med at genetablere atomaftalen til at forhindre, at de rabiate inden for præstestyret kom tilbage til magten med deres stærke tvivl om, hvorvidt garantier fra Vesten ville blive respekteret, og en atomstyrke derfor kunne undværes. Nu er det iranske styre måske så trængt af hjemlige problemer, at det alligevel kunne ønske en aftale.

Men muligheden er definitivt forpasset.

Iran uden for rækkevidde

Ingen i Vesten kan holde til at lave aftaler med et regime, der myrder løs på deltagerne i enorme folkelige demonstranter og henretter i hobetal af unge mænd for småforseelser for at skræmme folk fra at deltage i den massebevægelse, der truer selve regimets overlevelse. Et regime, som i øvrigt også leverer afskyelige dronevåben til Putins angrebskrig mod den ukrainske civilbefolkning.

I Iran som i Rusland må vi nu klynge os til det lille håb om et regimeskift indefra.

Men der kan komme dramatiske mellemspil, hvor Israels ny højreradikale Netanyahu-regering forsøger at sønderbombe Irans atomanlæg, inden en atombombe er klar til brug. Det vil måske forsinke bomben, men næppe forhindre den. Og det vil igen overbevise præstestyret om dens nødvendighed. Desuden har Iran mange muligheder for – ved hjælp fra allierede kræfter i Israels omegn – at udløse en ny og større konflikt i den krigshærgede mellemøstlige region.

Vejene til fred er få, smalle og usikre.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 23. januar 2023.

Mere fra min hånd om Iran og atomtruslen

Bærende foto: Protester i Teheran over USA’s udmeldelse af Joint Comprehensive Plan of Action, JCPOA, i maj 2018. Fra Wikimedia Commons