Det kan være et mareridt at være i regering

Lykketoft på trappe

Hvis sammensætningen af en regeringskoalition eller et parlament tvinger det ledende regeringsparti til at gå på tværs af egne holdninger, kan næste valg blive dommedag. Mere om det i denne kommentar, der blev bragt i Berlingske 6. oktober 2021. Læs den her – eller nedenfor:

Hårdt at lede en regering og ikke kunne føre egen politik

Et parti får større muligheder for at påvirke samfundets udvikling ved at være i regering end i opposition – forudsat at det faktisk giver mulighed for at realisere væsentlige dele af partiets politik.

Hvis sammensætningen af en regeringskoalition eller et parlament tvinger det ledende regeringsparti til at gå på tværs af egne holdninger, så kan næste valg blive dommedag.

Et parti, som er juniorpartner hos en populær regeringschef fra et andet parti kan endda vinde fremgang for mange af sine hjertesager, og alligevel se regeringschefens parti løbe med vælgerne.

De tyske socialdemokrater i SPD blev i kansler Angela Merkels store koalition ramt af politisk svindsot af netop den sidstnævnte grund: Det var kansleren, der høstede stemmerne, også når SPD kom igennem med at hæve mindstelønnen og udvikle velfærdssamfundet.

Da Merkel forlod scenen, fremstod SPDs kanslerkandidat, den hidtidige finansminister Olaf Scholz, som den mest naturlige afløser. To tredjedele af tyskerne ville have ham som ny kansler, selvom kun en fjerdedel stemte på hans parti. SPD blev dog størst, mens de kristelige unionspartiers kanslerkandidat led et historisk nederlag,

Derfor står Scholz til at blive ny kansler. Men han fik ikke det ventede flertal af SPD, Grønne og Die Linke, for det lille venstrefløjsparti blev næsten halveret. Der manglede den sidste ene procent af stemmerne for at få flertal for en ambitiøs indsats for klima, mere lighed og øget velfærd.

Nu skal Scholz løfte den tæt på umulige opgave at danne en koalition mellem SPD/Grønne og de neoliberale skatte- og velfærdsmodstandere i FDP. Resultatet kan blive så lidt socialdemokratisk, at det skaber stor uro i hans eget parti og gør SPDs nye styrke til en kort fornøjelse. Det kan også blive en lidet handlekraftig regering, og det vil være tragisk for det europæiske samarbejde, der i dén grad har brug for progressivt tysk lederskab.

Politiske hårdknuder

Mønstret med en stækket regeringsledelse med umulige flertalskonstellationer i den lovgivende forsamling kendes fra andre lande:

Joe Biden blev for cirka et år siden valgt til præsident i USA med syv millioner stemmers flertal. Det skabte verden rundt håb om et USA, der bekendte sig til et forpligtende samarbejde ude og et opgør med den voldsomme ulighed og de store sociale problemer hjemme. Men på grund af det amerikanske valgsystems unfair overvægt til de konservative kræfter var Biden uhyre tæt på alligevel ikke at blive præsident, og hans flertal i Kongressen blev papirstyndt.

Vi oplever nu, at den enlige konservative demokrat Joe Manchin fra West Virginia – som afgør flertallet i Senatet – er i færd med at sætte en stopper for den planlagte udvikling af en amerikansk velfærdsstat. Det kan betyde nederlag for Demokraterne ved midtvejsvalget til Kongressen om et års tid. Det kan lamme Biden helt i de følgende tre år, fordi Republikanerne kan genoptage deres totale afvisning af alt, der kommer fra Demokraterne. Derfor kan det heller ikke udelukkes, at vanviddet kan føre Donald Trump tilbage i 2024 i noget, der mest af alt ligner amerikansk borgerkrig og total uorden på verdensscenen.

Politiske hårdknuder rummer ikke de samme risici for verden, når de forekommer i Skandinavien, som hvis de rammer Tyskland eller USA. Men vi kender også til fænomenet:

Sverige har siden valget for tre år siden haft en socialdemokratisk regering, der er helt uden mulighed for at føre sin egen politik. Socialdemokratiet er gidsel hos et lille liberalt midterparti, Centerpartiet, der dikterer kursen og kun holder regeringen oppe, fordi de ikke vil have en borgerlig regering, baseret på Sverigedemokraterna. Statsminister Stefan Löfven er kørt træt, og udsigterne for hans afløser, Magdalena Andersson, er kun et enkelt år på statsministerposten, tab af mange vælgere og derefter en borgerlig regering, der har flertal uden Centerpartiet, men sammen med Sverigedemokraterna.

Scholz i Tyskland står med risikoen for at komme ud for det samme, som vi danske socialdemokrater oplevede i Helle Thorning-Schmidts regering, og som sendte os i opposition igen allerede ved førstkommende valg: Vi betalte en uhyre høj pris i form af tabte mærkesager for at få lov at lede en koalition med Det Radikale Venstre, der – trods sit navn og sin historie – benhårdt insisterede på videreførelse af den foregående borgerlige regerings økonomiske politik, der var et neoliberalt opgør med socialdemokratiske mærkesager.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Billedtekst: »Politiske hårdknuder rummer ikke de samme risici for verden, når de forekommer i Skandinavien, som hvis de rammer Tyskland eller USA. Men vi kender også til fænomenet,« skriver Mogens Lykketoft. Foto: Søren Bidstrup

Mere fra min hånd om at sidde i regering

Jeg er helt tryg ved magtskiftet i USA

Joe Bidens selvbiografi, Løfter for livet/Promises to Keep, bør være pligtlæsning. Det og meget mere i min anmeldelse af bogen i Information.

Skulle du ramle ind i betalingsmuren, kan du læse anmeldelsen nedenfor:

Valget af Joe Biden til USA’s præsident er en umådelig stor lettelse efter fire år med daglig angst for, hvilke løgne og ødelæggelser der udkom fra Det Hvide Hus.

Bidens tilløb var langt. Han blev valgt til Senatet for 48 år siden. Op til præsidentvalgene for 32 og 12 år siden forsøgte han uden held at blive kandidat. I stedet fik han otte år som Obamas vicepræsident.

Op til valgkampagnen i 2008 udgav han sine erindringer Promises to keep. De udkommer først nu på dansk, men bogen er så aktuel som nogensinde. Forfatteren fremstår som ærlig, velovervejet og med de samme holdninger, der nu omsider har bragt ham præsidentposten i en alder af 78 år.

Joe Biden: ’Løfter for livet’. Oversat af Jakob Levinsen. Informations Forlag. 472 sider. 300 kroner

Joe Biden kommer af små kår, irske rødder, katolsk tro, gode medmenneskelige værdier og et stærkt familiesammenhold. Han kæmpede fra barnsben energisk for at overvinde sin medfødte stammen, han blev jurist og stillede op til valg. Alt sammen fordi han gerne ville tale og kæmpe for alles adgang til ordentlig sundhedspleje og uddannelse, gøre op med vold og overgreb hjemme og ude og jævne ud mellem rige og fattige, sorte og hvide, mænd og kvinder.

Biden blev en kompromissøgende politiker og samtidig en lidenskabelig forkæmper for menneskerettigheder. Blandt de bedrifter, han selv er mest stolt af, er, at han fik lovgivet mod vold mod kvinder i amerikanske hjem, og at han var i front for at få USA til at standse folkemordet i det tidligere Jugoslavien.

Kvinderne i Bidens liv

Tre kvinder er afgørende i Bidens liv og gerning – de to, han blev gift med, og hans søster. Fra dem fik han kærlighed, styrke og ubetinget opbakning. Søster Valerie var endda ledende i hans valgkampe.

Bidens første, elskede hustru – Neilia – omkom i en trafikulykke sammen med deres spæde datter, og deres to drenge på knap fire og tre år blev alvorligt kvæstede. Tragedien skete kort efter, at Biden som 30-årig – mod alle odds og efter en fantastisk valgkamp i hjemstaten Delaware – var blevet valgt som det yngste medlem til USA’s senat. Biden var sønderknust og tæt ved at opgive sin politiske karriere. Men hans søster flyttede ind hos ham og tog sig kærligt af drengene, mens nogle af de store gamle senatorer, Mansfield, Humphrey og Ted Kennedy, slog kreds om ham. De så ham som en vigtig del af demokraternes fremtid.

Tre år senere mødte han den otte år yngre kvinde, Jill. Hun blev meget højt elsket, også af hans drenge, der utålmodigt spurgte: »Tror du, Jill vil gifte sig med os?«.

Nu har Jill og Joe været gift i 44 år. Jill har givet ham humør, energi og altid formidabel opbakning til at fortsætte det politiske virke og tage stadig større opgaver på sig. Hvert sjette år blev han genvalgt til Senatet og rykkede længere og længere frem i rækkerne.

Overlevede mirakuløst

Mange ville allerede først i 1980’erne have Joe Biden i spil som præsidentkandidat. Men det var først op mod valget i 1988, at han selv var med på tanken. I dén omgang oplevede han imidlertid en afgørende konflikt. Han var blevet formand for Senatets retsudvalg og satte alt ind på at stoppe præsident Ronald Reagans kandidat til højesteret, en reaktionær dommer ved navn Bork.

Det var en af grundene til, at Biden fik en voldsom pressekampagne imod sig. Han kom til at hade pressens ondskabsfulde forvrængninger af hans udtalelser og motiver og dens snagen i hans personlige tragedie. Men med uhyre energisk juridisk argumentation og politisk indsats fik han stoppet Bork, og han oplevede, at pressen vendte sig og blev mere positiv.

Livstruende sygdom trak ham imidlertid ud af primærvalget. Han var tæt på at dø af sprængte aneurismer – svage kar – i hjernen, der forårsager ofte fatale blødninger. På tragisk vis er jeg helt fortrolig med dén svaghed, da mine børns mor døde af det som 33-årig.

Joe Biden overlevede mirakuløst to hjerneoperationer og derimellem en blodprop i lungen. Efter mange måneders sygefravær vendte han tilbage til arbejdet i Senatet. Der skulle nu gå yderligere 20 år, før han igen forsøgte at blive præsidentkandidat.

Indsigt i international politik

I mellemtiden blev han formand for Senatets udenrigsudvalg, havde tæt dialog med skiftende præsidenter og mødtes jævnligt med alverdens statsledere. Han blev en af de amerikanske politikere, der fik den bredeste og dybeste indsigt i international politik. Hvis verden havde oplevet det held, at John Kerry i 2004 havde besejret George W. Bush, var Biden formentlig blevet udenrigsminister.

Han kæmpede for afspænding og rustningsbegrænsning og var derfor kritisk over for Reagans stjernekrigsprojekt og senere ideer om missilskjold.

Biden engagerede sig særligt intenst i at standse de forfærdende blodsudgydelser i Jugoslavien i 1990’erne. Han talte længe og højlydt for amerikansk intervention mod serbernes folkemord på muslimerne i Bosnien. Han mødtes med den serbiske præsident Milosovic og advarede ham kraftigt mod at fortsætte sine krigsforbrydelser.

Desværre fik Biden først efter den forfærdende massakre i Srebrenica i 1995 ørenlyd hos præsident Clinton for at iværksætte de luftangreb mod serberne, der omsider banede vejen for freden.

Biden formulerede siden bemyndigelsen fra Senatet til Clinton om at gribe ind mod Milosovics optakt til folkemord mod den muslimske befolkning i Kosovo fire år senere.

Pure opspind fra høgene

Biden troede i starten, at præsident George W. Bush ville læne sig op af sin sympatiske udenrigsminister Colin Powell. Men han så efter 11. september 2001, at de neokonservative høge, vicepræsident Dick Cheney og forsvarsminister Rumsfeld, lagde kursen.

Angrebet på Taleban i Afghanistan var uundgåeligt, fordi bin Laden holdt sig skjult dér. Men der blev aldrig satset det nødvendige i militære styrker og social og økonomisk opbygning til at cementere sejren over Taleban. Bush skiftede alt for hurtigt fokus til Irak med påstande om, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben og spillede sammen med al-Qaeda. Det var pure opspind fra høgene, der naivt troede, at man kunne tage Irak militært i besiddelse og opbygge en demokratisk stat ved hjælp af nogle korrupte amerikanske eksil-irakere.

Som formand for Senatets udenrigsudvalg forsøgte Biden i samspil med Colin Powell at afdække realiteterne og binde Bush til FN og forhandlinger i stedet for krig. Men Bush, Cheney og Rumsfeld ville invadere.

Biden beretter, hvordan han ved gentagne besøg i Irak efter invasionen observerede alle Bush-regeringens monumentale fejltagelser, der førte til totalt kaos og blodig borgerkrig. Blandt andet den uansvarlige hjemsendelse af det irakiske militær med løn og den deraf følgende lette adgang til enorme ubevogtede våbenlagre, der siden kom oprørerne i hænde, og fiaskoen med at opbygge en duelig politistyrke, overgreb mod fanger, mangel på forståelse af de etniske og religiøse konfliktlinjer, der fandtes og de enorme tab af menneskeliv og værdier, som fulgte.

Som daværende leder af den danske opposition mod Anders Fogh Rasmussens ukritiske opbakning til George W. Bushs krig i Irak er det godt at få bekræftet, at jeg ikke var antiamerikansk, men på linje med den mand, der nu er blevet USA’s præsident.

Det er endnu en grund til at være tryg ved magtskiftet i Washington.

Mogens Lykketoft er forhenværende udenrigsminister og formand for Folketinget.

Anmeldelsen blev bragt i Information 20. januar