Krisen i Ukraine udvikler sig næppe til storkrig, men der er brug for en vis tillidsopbygning mellem Putin og Vesten. Og Putins kontrol med Krim og dele af Ukraine er hans garanti for, at Ukraine ikke blev optaget i NATO. Det handler min klumme i Jyllands-Posten om 15. februar 2021. Læs den her – eller nedenfor.
Næppe storkrig i Ukraine
Det er umuligt at gætte på, hvad der sker bare få dage frem. Alligevel vover jeg pelsen: Putins Rusland har utvivlsomt både færdige planer for og militær styrke til helt eller delvist at erobre Ukraine, og han ved, at dét ikke vil udløse krig med NATO: Vestens svar vil ’kun’ være at iværksætte de hidtil mest barske økonomiske sanktioner… og en lang, ny kold krig. Men militære angrebsplaner er ikke det samme som at beslutte angrebet.
Måske er Putins militære opbygning blot endnu magtdemonstration, der skulle afprøve beslutsomheden i Vesten og holde Ukraine under vedvarende pres. Det er ikke tilfældigt, at USA’s og Europas reaktionsmønster testes i en situation, hvor Biden har hænderne fulde i sin globale styrkeprøve med Kina, er ydmyget af tilbagetrækningen fra Afghanistan og uden succes på hjemmefronten.
Rift om Putins opmærksomhed
Putin har med sin truende adfærd bragt sig i fokus som statslederen, der ustandseligt ringes op eller opsøges af vestlige ledere. Men samtalerne har også vist ham, at Vesten gennem NATO og EU står rimeligt samlet. Der er enighed om at svare på en invasion af Ukraine med meget voldsomme økonomiske sanktioner, der varigt vil svække Rusland og ekstra voldsomt ramme økonomien hos Putin personligt og milliardærerne blandt hans oligarkstøtter. Det må skræmme selv de hårdeste negle!
Enormt meget andet taler imod en storslået russisk invasion: Putin kan ikke vinde en relativt billig militær sejr. Han vil møde voldsom modstand fra et styrket ukrainsk militær, der har nye vestlige våben, og udsigt til indædt ukrainsk guerilla i erobrede områder. Det bliver meget blodigt og kostbart. Hans hidtidige militære interventioner fra Tjetjenien til Georgien, Krim, Donbass og Syrien viser en forkærlighed for ulmende, lavintensive konflikter, som holdes i gang uden store russiske investeringer i materiel og soldater, fordi de først og fremmest udkæmpes af Ruslands lokale allierede. I øvrigt er Putins annektering af Krim og hans reelle kontrol med de østukrainske områder i Donbass hans reelle garanti for, at Ukraine ikke bliver medlem af NATO. NATO kan og vil ikke forpligte sig til at forsvare grænser, der ikke er internationalt anerkendte.
Krig om gassen
Putin kan uden militær indsats bruge gasforsyningen som våben mod Europa og Ukraine. Men det vil sætte fart i levering af store mængder nedfrosset naturgas fra USA, Qatar m.fl. og desuden være et enormt skub til at accelerere den grønne omstilling, så vi kan frigøre os fra fremtidigt behov for russisk energi: Langvarig krig om gassen vil føre til hurtigere nedslidning af det økonomiske fundament i et Rusland, der slet ikke er forberedt på en mere bæredygtig fremtid uden fossile brændsler.
Putin har brug for påskud til at neddrosle de militære trusler ved at få noget, der på hjemmebanen kan udlægges som indrømmelser. Det kan handle om fremskridt i forhandlingerne mellem Frankrig, Tyskland, Rusland og Ukraine om den for længst lovede autonomi for de lokale russere det østlige Ukraine.
Forhåbentlig kan forhandlinger mellem USA/Europa og Rusland også komme til at handle om afspænding via gensidige tilbagetrækninger af tropper og offensive våben fra nærområdet omkring Ukraine, ny aftaler om inspektion af militærøvelser og fastfrysning af arsenaler af offensive våben. Kort sagt aftaler om at bremse oprustning og genskabe et vist mål af gensidig tillid. Det turde være i alle parters fundamentale interesse.
Klummen i Jyllands-Posten 15. februar 2022
Mere fra min hånd om Ukraine