Putin har brug for påskud til at neddrosle trusler mod Ukraine

Krisen i Ukraine udvikler sig næppe til storkrig, men der er brug for en vis tillidsopbygning mellem Putin og Vesten. Og Putins kontrol med Krim og dele af Ukraine er hans garanti for, at Ukraine ikke blev optaget i NATO. Det handler min klumme i Jyllands-Posten om 15. februar 2021. Læs den her – eller nedenfor.

Næppe storkrig i Ukraine

Det er umuligt at gætte på, hvad der sker bare få dage frem. Alligevel vover jeg pelsen: Putins Rusland har utvivlsomt både færdige planer for og militær styrke til helt eller delvist at erobre Ukraine, og han ved, at dét ikke vil udløse krig med NATO: Vestens svar vil ’kun’ være at iværksætte de hidtil mest barske økonomiske sanktioner… og en lang, ny kold krig. Men militære angrebsplaner er ikke det samme som at beslutte angrebet. 

Måske er Putins militære opbygning blot endnu magtdemonstration, der skulle afprøve beslutsomheden i Vesten og holde Ukraine under vedvarende pres. Det er ikke tilfældigt, at USA’s og Europas reaktionsmønster testes i en situation, hvor Biden har hænderne fulde i sin globale styrkeprøve med Kina, er ydmyget af tilbagetrækningen fra Afghanistan og uden succes på hjemmefronten.

Rift om Putins opmærksomhed

Putin har med sin truende adfærd bragt sig i fokus som statslederen, der ustandseligt ringes op eller opsøges af vestlige ledere. Men samtalerne har også vist ham, at Vesten gennem NATO og EU står rimeligt samlet. Der er enighed om at svare på en invasion af Ukraine med meget voldsomme økonomiske sanktioner, der varigt vil svække Rusland og ekstra voldsomt ramme økonomien hos Putin personligt og milliardærerne blandt hans oligarkstøtter. Det må skræmme selv de hårdeste negle!

Enormt meget andet taler imod en storslået russisk invasion: Putin kan ikke vinde en relativt billig militær sejr. Han vil møde voldsom modstand fra et styrket ukrainsk militær, der har nye vestlige våben, og udsigt til indædt ukrainsk guerilla i erobrede områder. Det bliver meget blodigt og kostbart. Hans hidtidige militære interventioner fra Tjetjenien til Georgien, Krim, Donbass og Syrien viser en forkærlighed for ulmende, lavintensive konflikter, som holdes i gang uden store russiske investeringer i materiel og soldater, fordi de først og fremmest udkæmpes af Ruslands lokale allierede. I øvrigt er Putins annektering af Krim og hans reelle kontrol med de østukrainske områder i Donbass hans reelle garanti for, at Ukraine ikke bliver medlem af NATO. NATO kan og vil ikke forpligte sig til at forsvare grænser, der ikke er internationalt anerkendte.

Krig om gassen

Putin kan uden militær indsats bruge gasforsyningen som våben mod Europa og Ukraine. Men det vil sætte fart i levering af store mængder nedfrosset naturgas fra USA, Qatar m.fl. og desuden være et enormt skub til at accelerere den grønne omstilling, så vi kan frigøre os fra fremtidigt behov for russisk energi: Langvarig krig om gassen vil føre til hurtigere nedslidning af det økonomiske fundament i et Rusland, der slet ikke er forberedt på en mere bæredygtig fremtid uden fossile brændsler.

Putin har brug for påskud til at neddrosle de militære trusler ved at få noget, der på hjemmebanen kan udlægges som indrømmelser. Det kan handle om fremskridt i forhandlingerne mellem Frankrig, Tyskland, Rusland og Ukraine om den for længst lovede autonomi for de lokale russere det østlige Ukraine. 

Forhåbentlig kan forhandlinger mellem USA/Europa og Rusland også komme til at handle om afspænding via gensidige tilbagetrækninger af tropper og offensive våben fra nærområdet omkring Ukraine, ny aftaler om inspektion af militærøvelser og fastfrysning af arsenaler af offensive våben. Kort sagt aftaler om at bremse oprustning og genskabe et vist mål af gensidig tillid. Det turde være i alle parters fundamentale interesse. 

Klummen i Jyllands-Posten 15. februar 2022

Mere fra min hånd om Ukraine

Chance for at mindske atomtruslen

Trods alle modsætninger mellem USA, Rusland og Kina er der måske dog håb om besindelse og ny våbenbegrænsningsaftaler.  Erindringen om Cubakrisen i 1962 og lærdommen fra Reagan og Gorbatjov burde give pejling til de store magters ledere i 2021. Det skriver jeg om i min klumme i Jyllands-Posten 20. juli 2021. Læs den her – eller nedenfor:

Illustration fra J-P: Flertallet af FN’s medlemsstater har tilsluttet sig en traktat, der generelt vil forbyde atomvåben. Det batter imidlertid ikke meget, når de ni lande, der allerede har disse våben, afviser at være med, mener Mogens Lykketoft. Arkivillustration: Niels Bo Bojesen.

Indlægget i J-P International Debat:

Vejen til at mindske atomtruslen er kroget. Det handler om, at USA, Kina og Rusland på trods af andre interessemodsætninger ser en fælles interesse i på ny at bremse et uhyre kostbart og farligt atomkapløb, der stjæler ressourcer fra klimaløsning og velfærdsfremgang.

Egentlig troede jeg, at alt om krisen om de sovjetiske missiler på Cuba i 1962 for længst var fortalt i bøger og film. Men historieprofessor Serhii Plokhii fra Harvard har – med enestående god adgang både til amerikanske og nyåbnede sovjetiske arkiver – skrevet en fremragende bog om dén krise, der for næsten 60 år siden bragte os hidtil tættest til atomudslettelsen. 

Bogen, ”Nuclear Folly”, har vigtige budskaber til nutiden: Kennedy og Khrusjtjov forstod truslen og undgik katastrofen. Men undervejs var der alligevel enorm risiko for at mistro til og mistolkning af modparten kunne udløse katastrofen. 

Vi kom ufatteligt tæt på, at atomvåben blev affyret, fordi lokale kommandanter havde rigide forholdsordrer og utilstrækkelig information fra statslederne.

Efter Cubakrisen blev der gennem 47 år indgået en lang række aftaler om at begrænse atomtruslen. Der blev etableret direkte kommunikation mellem supermagternes ledere. Dertil stop for prøvesprængninger, traktat mod spredning af atomvåben og forbud mod de missil- og antimissil-systemer, der rummede størst fare for at udløse krig ved en fejltagelse. 

I 1980’erne erklærede Reagan og Gorbatjov i fællesskab, at en atomkrig aldrig kan vindes og derfor aldrig må udkæmpes. Efter Den Kolde Krig blev iværksat en egentlig nedrustning med destruktion af 80 pct. af de daværende atomvåbenlagre. 

Nu står nye trusler i kø. De fleste gamle aftaler om atomvåbenbegrænsning er udløbet. Sammen med ny oprustning og nye teknologier øger det igen risikoen for krig ved en fejltagelse. Desuden er der ikke længere kun a-våben i USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig. Der er også i Indien, Pakistan, Nordkorea og Israel. 

Flertallet af FN’s medlemsstater har tilsluttet sig en traktat, der generelt vil forbyde atomvåben. Det batter imidlertid ikke meget, når de ni lande, der allerede har disse våben, afviser at være med. Vejen til at mindske atomtruslen er i bedste fald længere og mere kroget. 

Det handler om, at især USA, Kina og Rusland – på tværs af alle andre interessemodsætninger – ser en fælles interesse i på ny at bremse et uhyre kostbart og farligt atomkapløb, der stjæler ressourcer fra klimaløsning og velfærdsfremgang.

Måske er der lysglimt. Vi ser allerede, at de stores samarbejde om klimatruslen fastholdes til trods for deres mange andre interessekonflikter. På deres topmøde for en måned siden gav Biden og Putin opbakning til Reagans og Gorbatjovs erklæring om at forhindre atomkrigen. 

Allerede i februar aftalte de i sidste øjeblik en femårig forlængelse af New Start-aftalen, der lægger loft over antallet af atomsprænghoveder og sikrer gensidig inspektion. De arbejder desuden sammen med hinanden og med Kina om at genoplive aftalen med Iran om at afstå fra at udvikle atomvåben og derved forhindre et rustningskapløb med andre mellemøstlige magter. 

Der er udsigt til, at Nato fremlægger en ny, behersket atomstrategi. Der er håb om, at de fem gamle atommagter går i gang med at forhandle stærkere regler om at forebygge opkomsten af nye atombevæbnede lande og udtrykker en entydig vilje til aldrig selv at være de første til at bruge nogen form for atomvåben. 

Det er positivt, at Kina og Indien allerede har udstedt en sådan erklæring.

Måske lykkes det i præsident Joe Bidens tid at få genstartet en proces med mere omfattende våbenbegrænsningsaftaler, som Obama forgæves forsøgte det for 12 år siden.

Den gamle aftale om ikke-spredning indeholder et hidtil uindfriet løfte om at de fem anerkendte atommagter skal reducere deres arsenaler og forbedre inspektionen. Her kan begyndes.

Indlægget blev bragt i J-P International Debat 20. juli 2021

Mere fra min hånd om afspænding og nedrustning