Kategori: Dansk politik

Udgivet den

Efter Folketinget …

Jeg bliver ofte spurgt, hvad tager jeg mig til efter Folketinget. Jeg holder foredrag, skriver artikler og optræder i TV og radio. På DK4 har jeg f.eks. sammen med Uffe Ellemann programmet ’Uffe og Mogens om verden’.

Jeg var formand for FN’s Generalforsamling, da DE 17 VERDENSMÅL blev vedtaget, og vi fik KLIMAAFTALEN I PARIS i hus. Derfor har jeg med helt særligt engagement hundredvis af gange i alle slags forsamlinger talt om, hvordan vi når at afværge klimaophedning og skabe en bæredygtig fremtid.  

Jeg holder også foredrag om International politik med udgangspunkt i samtalebogen DU STORE VERDEN som Mette Holm har skrevet med Uffe og mig.  

Nu kommer også en række foredrag om mine nyligt udkomne ERINDRINGER – HOLDNING OG HANDLING, der fortæller om livet med oplevelser og erfaringer fra 56 års politiske virke

Foredragsaftaler administreres af forfatterforedrag.dk

Udgivet den

Dagpenge på dagsordenen

Indlæg i Berlingske 5. februar 2020

Jeg vil ikke anfægte Statsministerens prioritering: Først gælder det klimaindsats og adgang til førtidig folkepension for de nedslidte.

Men det er ubestrideligt, at der er behov for også at gøre op med udhulingen af dagpengene.

Vi indførte engang et system med god dækning, fordi ingen skulle tvinges fra hus og hjem, når de blev ramt af ledighed. Vi mente, at der var job med så ringe i løn og arbejdsvilkår, at vi ikke ville have dem. Vi mente vi kunne skabe et samfund, der var stærkt nok til at få folk i arbejde til en anstændig løn.

Med arbejdsmarkedsreformerne 90’erne fik vi de ledige i job ved at give dem gode tilbud, de ikke kunne afslå; om opkvalificering og jobtræning og om pligt til aktivt at søge arbejde. Vi udhulede hverken lønnen eller dagpengene – og der blev sikret anden ordentlig forsørgelse til dem, der opbrugte deres dagpengeret.

Hvorfor er så meget forringet de seneste tyve år? Fordi vi i har haft regeringer, der mente at ret og pligt ikke var nok til at få folk til hurtigt at skaffe sig et andet arbejde. Finansministeriets regnemodeller opererer med en antagelse, om at mange arbejdsløse tøver med at tage arbejde, når dækningen ved ledighed er ’for god’.

Lavere dagpenge eller tab af dagpengeret kan selvfølgelig få nogen til hurtigere at søge et job med meget lavere løn end før. Men det var netop. hvad vi oprindeligt ikke ønskede. Desuden betyder de stramme rådighedsregler som forudsætning for at hæve dagpenge nok så meget for at sikre aktiv jobsøgning,

Dagpengesatsen var i mange år reguleret næsten i takt med lønudviklingen for de beskæftigede – i praksis årligt 0,3 pct. mindre stigning end lønnen. Det er den bedste automatiske regulering, vi nogensinde har haft.

Men denne regulering er de seneste to årtier undermineret fra to sider:

Man har kraftigt lettet skatten for de beskæftigede ved det såkaldte beskæftigelsesfradrag, som jo ikke gives til de ubeskæftigede, uanset om den manglende beskæftigelse skyldes for dårlige kvalifikationer, sygdom, invaliditet eller høj alder!

Desuden halverede Lars Løkkes regering dagpengeperioden til to år 2011, og året efter gennemførte Corydon og Vestager en aftale med Venstre om at udhule den automatiske regulering med ekstra 5 pct. frem til 2023.

Konsekvensen er, at færre melder sig i A-kasse og forlader sig på kontanthjælp. Samtidig forlader grupper med lav ledighed A-kasserne og tegner i stedet privat arbejdsløshedsforsikring.

I de faglige A-kasser betaler alle samme kontingent, uanset ledighedsrisikoen i deres fag. Med den nuværende lave ledighed ville statskassen faktisk spare penge, hvis disse grupper blev i A-kasserne, fordi medlemskontingentet reelt overstiger dagpengeudgifterne. Når mennesker med lav ledighed forlader systemet, taber statskassen. Og hvis mange med høj ledighed melder fra og forlader sig på kontanthjælp, så taber statskassen også.

Så der er mange gode argumenter for at rette op på dagpengene.

Forleden lød det som om De Radikale var blevet positive over for en opretning. Det var overraskende, fordi de under Lars Løkke og Helle Thorning var henholdsvis ivrige medløbere og direkte frontløbere til alle de skridt, der har forringede dagpengene. Men efter få dage de svingede de rundt igen med en bemærkning om at de kun ville støtte, hvis det ikke gik ud over ´arbejdsudbuddet´.

De Radikale er jo i egen bevidsthed de eneste virkeligt ansvarlige i dansk politik. Jeg ser det anderledes. De sidder fastlåst som kustoder for de tvivlsomme eller direkte misvisende modelberegninger, Finansministeriet de seneste to årtier har anvendt, som forudsætter at de ledige bliver mere dovne med at søge job, når deres økonomi forbedres. Lige så lidt som de andre borgerlige har De Radikale erkendt, at vi for længst har over-anvendt ’dovenskabsargumentet’ til skade for solidaritet og social tryghed. De vil ikke forstå, at de stramme regler om arbejdssøgning som forudsætning for at få dagpenge er tilskyndelse nok. De vil i øvrigt heller ikke forstå at den reelle udfordring for at øge arbejdsudbuddet måles dårligt ved alene at tælle arme og ben. Det handler om, hvordan vi tilstrækkeligt hurtigt kan give folk de kvalifikationer, som kræves på den ny tids arbejdsmarked, så der er efterspørgsel efter deres arbejdstimer.

Vi skal gøre op med forældede regnemodeller og genbesøge de gode argumenter, hvormed vi for få år siden roste et godt dagpengesystem som en afgørende del af den højt besungne Danske Model.

Det var dén model, som S og R i fællesskab så succesrigt fornyede med den aktive arbejdsmarkedspolitik i 90’erne – uden at udhule de arbejdsløses vilkår.

Udgivet den

Opgør med to årtiers ulighed skal sikre grunden for klimaindsatsen

Dette indlæg blev bragt i Berlingske 12. januar

Af Mogens Lykketoft, fhv. finansminister, formand for FN’s Generalforsamling mm.

De seneste 3 år har jeg holdt 300 foredrag om FN’s verdensmål. Hver eneste gang har jeg sagt, at vi ikke når målene uden at omlægge afgifterne, så vi gør bæredygtig adfærd mere attraktiv og ikke bæredygtig adfærd dyrere. Det samme har Connie Hedegaard for længst sagt. Nu siger den radikale leder Morten Østergaard det, og Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen er ikke afvisende. 

Jeg understreger altid, at en stor del af provenuet fra de klima- og miljømæssigt nødvendige afgifter skal bruges til at lette skatten for alle med lave indkomster. Vi skal ikke bare undgå øget ulighed. Vi skal forpligte os til at mindske uligheden, samtidig med at vi for alvor investerer i klimaindsats. Ellers smuldrer forståelsen for klimasagen.

Dét hører jeg ikke sagt med samme styrke hos Morten og Jakob. De synes også at have en urealistisk forestilling om, at de samlede skatter kan blive lavere, samtidig med at vi realiserer vores fælles, ambitiøse klimamål.

Tør vi så håbe på bred enighed ikke bare om mål, men også om midler i klimapolitikken?

Nogen skal i så fald vandre langt væk fra deres partiers hidtidige bedrifter for at finde det socialt bæredygtige grundlag: I de seneste to årtier har Mortens, Jakobs og Connies partier gennemført serier af socialt uhyre skæve ændringer i skattelovgivningen. De har desuden ladet skattesystemet nedbryde, så stadig flere end ikke betaler, hvad de efter loven skal. Samtidig har himmelflugten i ejendomspriser, aktiekurser og cheflønninger også bidraget dramatisk til øget ulighed.

Dansk Folkeparti har – under falsk maske af omsorg for danskere med lav indkomst – været den ivrige leverandør af flertallet til at omfordele fra fattig til rig.

Jeg er helt uforstående overfor, at der intet skete for at vende den udvikling, da Socialdemokratiet i fire år fra 2011 havde stats- og finansministerposterne. Tværtimod bidrog også denne regering til at forstærke de uligheder, der forud var skabt af borgerlige regeringer i samarbejde med Radikale og DF.

AE-rådet belyste her i nytåret konsekvenserne af de seneste 18 års ændringer i indkomstskatten – endda uden at medregne den ligeledes socialt skæve fastfrysning af ejendomsbeskatningen. Mange borgerlige synes det er en bedrift, at indkomstskatten er lettet med 65 mia. Men gaverne er ikke bare blevet fordelt uhyre skævt. De har også kostet besparelser på den offentlige velfærd til ugunst for de svageste; og den har ført til i forsømmelse af offentlige investeringer i uddannelse, forskning og infrastruktur, der kunne styrket konkurrenceevnen bedre end skattelettelser kan.

De fattigste 10 pct. har siden 2002 fået 100 kr. (!) om måneden i skattelettelser, og de har afleveret langt mere, fordi der samtidig blev indført lavere regulering af sociale ydelser – og vanskeligere adgang til dem.

Imens har de rigeste 10 pct. i gennemsnit fået 4.400 kr. i skattelettelse om måneden.

Den allerrigeste ene procent har fået en månedlig skattelettelse på 9.400 kr. og kan nu efter skat i gennemsnit beholde 115.000 kr. om måneden til sig selv!

De fire vigtigste bidrag til den øgede ulighed er

– Afskaffelsen af den såkaldte mellemskat i 2009, der i realiteten var var en topskattelettelse på seks procent.

– Store forhøjelser af bundgrænsen for topskatten.

– Særlige lettelser i skatten for aktieafkast og anden kapitalindkomst til entydigt gavn for de mest velhavende.

– Store forhøjelser af beskæftigelsesfradraget til dem i job, der har været hovedvejen til at holde arbejdsløse, syge og pensionister ude fra festen med skattelettelser.

Så det betaler sig sandelig bedre for os, der i forvejen havde en god løn, at være i arbejde! Jeg har selv fået et af de store lodder. Det har ikke ændret min arbejdsindsats med én eneste time, men jeg kan efterlade en større arv til mine børn.

Jeg kunne sige som min afdøde kollega Ivar Nørgaard: ’Enten får jeg min politik igennem eller også tjener jeg på det’. Det har i de seneste to årtier været mere rigtigt end nogensinde før. Det er uhyrligt, at vi i Danmark har taget så store skridt væk fra social retfærdighed.

Det vigtigste er imidlertid ikke, hvad jeg synes er retfærdigt. Det afgørende er, at vi kun kan fastholde den folkelige opbakning til en ambitiøs klimaindsats, hvis der skabes en helt anderledes rimelig byrdefordeling. Det handler bl.a. om højere arveafgifter for de rigeste, højere indkomstskat for millionærklassen og lavere indkomstskat for alle med små indtægter – ikke kun dem, der er i arbejde.

Udgivet den

“logisk, fantasirig og fascinerende bog”

Jeg er glad for denne fine kommentar til min erindringsbog fra en ven, der har arbejdet mange år i udlandet:

‘Gribende velskreven og ærlig indledning! Jeg “slugte” dine lærerige epistler om et Danmark som jeg aldrig oplevede på nært hold qua mit u(d)-landsophold. Jo, jeg har fulgt med i overskrifterne – men fx det årlige slid med finanslovforslaget og alle de handler der foregik, har jeg aldrig tænkt over. Det er en utrolig logisk, fantasirig og fascinerende bog du har lagt frem – og blandingen med den svære balance mellem familie og arbejde er du lykkedes med. Man føler man kender dig bedre som person. Man føler frustrationen over Sass, Corydon, Vestager og Thorning – spildte år – og vreden over Venstre-svindlerne, krigs-magerne og millionær-r–slikkerne. Der er du næsten for flink.’

Udgivet den

Bogforum mm

Bogforum var en stor fornøjelse for mig i år. Jeg fortalte om min nye bog, Erindringer, og signerede den i lange baner ved adskillige arrangementer lørdag og søndag. Og så har den fået endnu en fornem anmeldelse – denne gang i netmagasinet 180GRADER.

På Bogforum fortalte jeg om mine Erindringer ved flere velbesøgte arrangementer, bl.a. til Mette Vibe Utzon
Udgivet den

God modtagelse af mine erindringer

Det har være fornøjeligt at skrive erindringer fra et langt liv, men også givet anledning til mange eftertanker. Jeg har fokuseret på det vigtigste – politisk såvel som personligt.

Bogen har fået mange fine anmeldelser i aviserne (se nedenfor), de fleste bag betalingsmur, men her er link til fx bloggen Dette og hint, skrevet af en tilfreds læser, denne, skrevet af en en gammel kollega. Eller denne, som er skrevet af en nær veninde af anden politisk observans end jeg selv. I det hele taget har jeg fået mange personlige tilkendegivelser, som jeg er både glad og stolt over – og derfor her bringer i udpluk:

En skrev:

Nu er jeg selvfølgelig – i modsætning til visse anmeldere – begunstiget af rent faktisk at være interesseret i dansk politik. Jeg vil nu påstå, at rigtigt mange danskere ville have rigtig stort udbytte af at læse bogen. Uanset politisk interesse. Unge som gamle. Selvom jeg har kendt dig i mange år og indholdet i dele af bogen ikke er nyt for mig, så er der virkelig mange steder, at jeg lærte nyt. Både om dig, din rolle og om, hvad der er sket med Danmark igennem de seneste 50-60 år. Du har jo virkelig været med lige fra Krag og helt frem til i dag. Du har været med helt inde i kernen og stået fadder til mange vigtige dele af den velfærdsstat, som vi heldigvis stadig har i behold. Trods ihærdige angreb fra flere sider.Efter læsning af bogen kan man ikke være i tvivl om, at du har ønsket magten for at bruge den til gavn for det danske samfund. Hele vejen igennem står det tydeligt, at det danske velfærdssamfund og socialdemokratiets ve og vel har stået foran dig selv (og nogle gange også din familie!). Bogen kommer til at være en vigtig brik for fremtidens historieskrivere, så alene af den grund har den været hele dit slid værd. Den har en stor styrke ved at være så faktabaseret. Du har noteret ned gennem alle årene, så derfor er det ikke bare efterrationaliseringer men mere, hvad der egentlig er sket. 

En anden skrev: 

Du har skrevet dine erindringer sådan som de skal skrives: grundige, informative om dit arbejdsliv, behersket omkring de private forhold, kritisk og selvkritisk; det vil givet blive en meget vigtig kilde for fremtidige historikere, når de skal skrive den politiske historie for den turbulente periode i slutningen af 1900 tallet og begyndelsen af det 21. århundrede.

Jeg kan ikke forstå den kritik, der er rejst mod din bog fra bl.a. Politikens chefredaktør Christian Jensen og fra avisens anmelder Marcus Rubin og ikke mindst Henrik Sass i Weekendavisen. Så vidt jeg kan se koncentrerer kritikken sig om tre punkter: kritikerne synes ikke du skulle have kritiseret navngivne personer, der står for meget og detaljeret om forhandlinger og politiske forløb og du er for lidt selvkritisk. På alle punkter, mener jeg, de rammer ved siden af. Politiske erindringer er efter min mening nødvendige og giver et vigtigt korrektiv til tidsbestemte artikler, taler og journalistiske beretninger. Men det forudsætter, at de ikke blot er en ureflekteret samling overvejelser fortalt til en journalist, som desværre synes at være det almindelige i dag. Her er dine erindringer et skoleeksempel på, hvordan det skal gøres, grundigt og baseret på omfattende arkivmateriale, og ikke mindst reflekteret. Skal erindringer have noget betydning udover en kort eksistens i den dagsaktuelle debat, må de også være kritiske over for andre aktører. Det er simpelthen nødvendigt, hvis de ikke skal være ligegyldige… (Hvis) erindringer (skal) have troværdighed, må de også reflektere den politiske kamp, der foregår, både eksternt mod andre partier, men også internt og det indebærer at tage stilling til navngivne aktører. Ellers vil det ikke være troværdigt. Derfor er kritikken for at “hænge” andre ud, helt ved siden af. Og endelig: selvkritikken. Det undrer mig, at det er blevet fremført. Jeg har en mistanke om, at kritikerne ikke har læst hele bogen, da de skrev deres indlæg. For hele tiden undervejs, synes jeg, at du diskuterer for og imod, og også ofte stiller spørgsmålet om det nu også var den rigtige stilling at tage. 

Links til nogle af avisanmeldelserne (bag betalingsmur)

Informations anmeldelse, Kristeligt Dagblads, Jyllands-Postens, Berlingske Tidendes

Udgivet den

God snak i ‘Det røde felt’ om mine erindringer

Her mandag var jeg i ’Det røde felt’ på Radio 24syv med Lars Trier Mogensen til en god timelang snak om Socialdemokratiets udvikling med afsæt i min erindringsbog, der udkommer onsdag. Bogen er et forsøg på at belyse og nuancere den nyere politiske danmarkshistorie, hvor jeg har spillet med i mange årtier.

Det var dejligt at få tid til at folde ud, hvad jeg mener om fortid og nutid –  og glæde sig over, at Danmark nu med den nye regering har de absolut højeste ambitioner om klimaindsats.

Uanset hvad Berlingske prøver at påstå, så  førte vi ikke neoliberal økonomisk politik, da jeg var finansminister i 1990’erne. Vi satte gang i økonomien efter Keynes’ recept og forbedrede  både beskæftigelse og ’arbejdsudbud’ i samme takt. Vi fik et par hundred tusinde mennesker flyttet fra offentlig forsørgelse til arbejde. Metoden var, at give tilbud om uddannelse og job – ikke at gøre de arbejdsløse fattigere. Folk faldt ikke ud af dagpengesystemet, for vi skaffede dem enten arbejde eller ordentlig anden forsørgelse, før de kunne falde ud.  Siden blev det anderledes.  

Vi lavede ikke kunstfærdige regnestykker om såkaldt dynamiske effekter af at sætte skatten og de sociale ydelser ned. Vi mente, at investering i velfærd havde lige stor positiv værdi for samfundsøkonomi og velfærd. Siden blev det anderledes.

Vi satte procenterne ned for skatten både for personer og selskaber, men det blev betalt med sanering af fradrag og smuthuller, som især de mest velhavende og magtfulde havde udnyttet – ikke med ringere velfærd. Siden blev det anderledes.

I udsendelsen talte vi også om, hvad jeg har været med til og siden fortrudt. Især privatisering af offentlige forsyningsvirksomheder. Det var fejl, man kunne have lært af, da vi mange år senere kom til at give Goldmann Sachs en ekstrem milliardgevinst ved i fire år at eje en del af DONG.

Jeg håber, at mange vil høre udsendelsen og læse min bog, så de ikke skal være afhængige af løsrevne citater og forvredne udlægninger.

Høre hele samtalen her