Tag: Gaza

Udgivet den

Trumps kynisme er uden grænser. Det er svært at tro, han har handlet af omsorg for palæstinensiske liv

Det er svært at tro, at ‘fredsmægleren’ Trump handler af omsorg for palæstinensiske liv, eller andre for den sags skyld. Trump læser vælgerstemninger, og i USA er der, især blandt de yngre, mere sympati for palæstinenserne end for Israel. Også blandt Republikanerne taler de om folkemord nu. Læg dertil profitable handler med de rige arabstater, som nok betyder mere for Trump-familien end venskabet med Netanyahu. Det skriver jeg om i dette indlæg i Politiken 5. november. Læs det i Politiken – eller nedenfor:

Lang vej til fred, retfærdighed og forsoning i Mellemøsten

Mogens Lykketoft, tidl. udenrigsminister
og formand for FN’s Generalforsamling

DET VAR PÅ en gang håbefuldt og farceagtigt, da Trump for en måned siden lod sig hylde af en lang række statsledere fra Europa, Mellemøsten og Asien som den store mægler for fred i Israel/Palæstina. Håbefuldt fordi det altid har været indlysende, at kun USA kunne tvinge Israel væk fra folkemordet i Gaza; farceagtigt fordi man med større ret kunne bebrejde USA at der først nu – måske, og to år for sent – lægges tilstrækkeligt amerikansk pres på Israels regering. 

Det var også bekymrende, at den selvudnævnte fredsmager kom til topmødet i Sharm El-Sheik i Egypten direkte fra sin hyldesttale til Netanyahu i Knesset, hvor han i grunden fremstillede de sidste to års massakre på Gazas land og folk som en fælles sejr for USA og Israel.

Det er svært at tro, at Trump har handlet af omsorg for palæstinensiske liv. Hans kynisme er uden grænser: Hans ødelæggende nedskæringer af den globale nødhjælp vil, ifølge en tidligere direktør i USAID, føre til 14 millioner flere døde frem til 2030. Når Trumps plan for Mellemøsten skaber håb – efter hans og Bidens uhyggeligt aktive politiske og militære støtte til Israels krig i de forløbne to år – er der to forklaringer, som intet har at gøre med humanitet eller modstand mod krigsforbrydelser: Trumps spidskompetence er at læse vælgerstemninger, og der er i dag, specielt hos den yngre generation i USA, mere sympati for palæstinenserne end for Israel. Også blandt Republikanerne begynder de at tale om folkemord. Desuden betyder profitable handler med de rige arabstater nok mere for Trump-familien end venskabet med Netanyahu. De ellers lige så kyniske herskere i Saudi-Arabien, Emiraterne og Egypten føler også et voldsomt pres fra deres befolkninger for at komme Palæstina til undsætning, og derfor har herskerne presset på over for Trump.

TRODS DETTE er der frygt for, at USA også i fremtiden vil tilgive Israel alle nye brud på våbenstilstanden. Det sidste har vi fået bekræftet, når USA siger, det går godt, selv om rigtig mange palæstinensere siden våbenhvileaftalen er blevet dræbt af israelske styrker, og den fulde åbning for nødhjælpen stadig ikke er realiseret på grund af israelsk obstruktion. 

Der er begrundet mistanke om, at Netanyahu og hans ekstremistiske koalitionspartnere kun midlertidigt har bøjet sig for det amerikanske pres, men lurer på ethvert påskud til at genoptage udryddelseskrigen mod Gaza. Derfor er der brug for permanent ’Bibi-sitting’ med amerikanske regeringsfolk permanent til stede i Israel for at holde ’Bibi ’Netanyahu fast på aftalen. Vi må håbe, at det faktisk sker.

Israels og USA’s fælles kampagne mod FN’s organisation for de palæstinensiske flygtninge -UNRWA – er i øvrigt en selvstændig blokering for hurtig og retfærdig fordeling af nødhjælp, for UNRWA har som de eneste folk og apparat inde i Gaza til effektivt at løse opgaven. Men Israels krig er ikke kun mod palæstinenserne, men mod FN og alt hvad verdensorganisationen har forsøgt at gøre for at lindre og løse konflikten de seneste 78 år.

Afgørende svagheder ved Trumps 20 punkts fredsplan er, at der ingen udsigt er til hurtig indsættelse af en international fredsstyrke til at demilitarisering af Hamas og Israels tilbagetrækning fra den halvdel af Gaza-striben, som fortsat holdes besat. Desuden indeholder planen intet om at standse de voldsomme overgreb med røveri af land, mord og brand fra militante bosættere og israelsk militær, der medfører forceret etnisk udrensning af palæstinensere på Vestbredden. Der er ingen som helst sikkerhed for en vej til retfærdighed og sikkerhed for palæstinenserne – endsige en begyndende genopbygning af et Gaza, der er jævnet med jorden. 

PALÆSTINA BEHØVER en ny ledelse, der har autoritet. Det er et skræmmende udtryk for Israels modstand mod fred og frihed for palæstinenserne, at Marwan Barghouti ikke har været blandt dem, der som del af den seneste gidseludveksling blev løsladt fra israelsk fangenskab. Barghouti er den mest populære palæstinensiske leder, han er ikke Hamas, men tilhænger af en retfærdig fred med Israel. Han kunne blive Palæstinas Mandela, hvis der kom en forhandlingsvillig modpart, som det skete i Sydafrika.

Der er overvældende behov for, at Europas og Mellemøstens lande gør alt muligt for at lægge maksimalt pres på Israel og nurse USA’s forfængelige præsident til at håndhæve sin 20 punkts plan – og til at sikre fremskridt på alt det, planen ikke omhandler. 

Det er vigtigt at forstå, at en del mennesker i Europa, mange i USA og det store flertal i Israel har været under en blanding af massiv fornægtelse af og mangelfuld information om krigsforbrydelser og folkemord. Fornægtelsen er hjulpet på vej af flere målrettede drab på journalister inde i Gaza end det er set i nogen anden konflikt. 

Vi må nu insistere på fri adgang for medierne til at dokumentere den civile massedød og totale ødelæggelse af Gaza. Afdækningen af forbrydelserne kan styrke sagerne om folkemord og krigsforbrydelser ved Den Internationale Domstol og Straffedomstolen. Det kan især bidrage til en afgørende erkendelse, ikke mindst hos folk i USA og Israel, der har været fornægtere: Israel er den militære supermagt i Mellemøsten. Men med den hidtidige kurs og ledelse vil landet være stemplet som paria-stat, der aldrig kan få varig fred. Åbenhed og opgør med Israels krigsforbrydelser vil være et vigtigt første skridt i en lang proces hen mod en tilstand i det historiske Palæstina, hvor israelere og palæstinensere har samme frihed og samme rettigheder. 

Indlægget blev bragt i Politiken 5. november 2025

Mere fra min hånd om

Udgivet den

På den anden side af Trump, Putin og Netanyahu er FN forhåbentlig stadig verdens sidste, bedste håb

Et meget store flertal af FN’s medlemslande ønsker en regelbaseret verdensorden – uden en enkelt dominerende og blokerende supermagt. Medlemslandene har brug for FN’s underorganisationer til at formulere handlingsplaner for en bedre verden – det skriver jeg om i denne min sidste klumme i Berlingske. Man kan fortsat læse, hvad jeg skriver rundt omkring, her på min hjemmeside.

Læs den sidste klumme i avisen – eller nedenfor ⬇︎⬇︎

Den sidste bedste chance

Det rygtes, at Donald Trump for kort tid siden ringede til Jens Stoltenberg for at spørge, hvordan han kunne få Nobels Fredspris.

Trump fortæller jo vidtløftigt, at han har afsluttet syv konflikter. Han har dog hverken styr på navnene på de lande, han påstår at have skabt fred imellem, eller deres placering på verdenskortet. 

Flere af konflikterne ulmer stadig, og flere af aftalerne om fred blev skabt af parterne selv, før USA’s præsident kom ind og påstod at have en andel.

Jeg håber, at Stoltenberg har svaret Trump, at han modarbejder fred i nutid og fremtid ved at ødelægge USA’s og FN’s humanitære programmer samt den globale klimaindsats – og ved at undlade at bruge USA’s enorme magt til her og nu at standse Ruslands og Israels krigsforbryderiske felttog.

Trump har ingen vej til en fredspris, medmindre han sammen med Europa yder maksimal og stabil støtte til Ukraine, indtil Putin forstår, at han ikke kan vinde ved at fortsætte sin aggressionskrig. 

Vejen er også lukket, medmindre han her og nu beordrer Netanyahu til at standse folkemordskrigen i Gaza og fordrivelsen af palæstinenserne, straks få åbnet for forsyninger, og for at en international fredsstyrke kan overtage kontrollen i Gaza.

Trumps udgydelser på tværs af alle realiteter så vi i den timelange tirade på FN’s Generalforsamling, hvor han klagede over eskalator og teleprompter og trampede rundt i FN’s afmagt. 

FN’s afmagt

Men afmagten skyldes i al væsentlighed hans egen indsats for at lamme verdensorganisationen ved vetoer i Sikkerhedsrådet, forlade klimaindsatsen, trække milliarder ud af den humanitære indsats – herunder Verdenssundhedsorganisationen, WHO – og modarbejde Menneskerettighedsrådet.

Hans angreb på FN som ansvarlig for de ukontrollerede folkevandringer er også totalt malplaceret. 

Ansvaret ligger hos regeringer i begge ender af vandringerne og hos den rige verden, der har forsømt at løfte Det Globale Syd ud af fattigdom.

Jeg hører også i vores hjemlige debat toner om, at FN har udspillet sin rolle. FN har brug for reformer, ja. Men FN bliver aldrig stærkere end summen af opbakningen fra medlemslandene – og ikke mindst de største af dem. 

FN er uhyre sårbart, når man modarbejdes politisk og økonomisk af det mægtigste medlemsland.

USA’s daværende præsident Roosevelt var om nogen den drivende kraft i for 80 år siden at skabe FN som »den sidste, bedste chance« for at befri kommende generationer for krigens svøbe og bane veje for global velstand gennem samarbejde og samhandel.

Roosevelt og mange af hans efterfølgere forstod helt, at USA’s enorme militære og økonomiske magt bedst kunne bidrage til en bedre verden via samarbejde gennem FN og gennem et netværk af alliancer. Da jeg som FN-formand havde lejlighed til at tale med præsident Obama, var det også hans klare forståelse.

Det er ikke Trumps forståelse. Derfor har vi andre en ekstra stærk forpligtelse til at holde verdensorganisationen i live og respekteret til en ny og lysere tid efter Trump.

Trumps misforståelse

Det meget store antal medlemslande ønsker en regelbaseret verdensorden – uden en enkelt dominerende og blokerende supermagt. Medlemslandene har brug for FN’s underorganisationer til at formulere handlingsplaner for en bedre verden. 

Det er for eksempel, hvad WHO, har gjort gennem næsten otte årtier og derved haft afgørende betydning for, at menneskeheden i dag lever i gennemsnit 20 år længere, end da jeg blev født for snart 80 år siden.

Der må bakkes op om FN, også når medlemslandet Israel, som FN har medansvar for at have skabt, direkte fører krig mod hele FN-systemet – og ikke mindst den palæstinensiske flygtningeorganisation UNRWA, der har haft en meget stor andel i det palæstinensiske folks overlevelse i eksil, besættelse og krig. 

Anerkendelsen af Palæstina

Også derfor er det så utåleligt, at Danmark stadig ikke er blandt de 159 FN-lande, der har anerkendt Palæstina: For denne sag handler også om at vise respekt for FN’s vedtagelser og hele indsats.

For kun ti år siden forstod supermagter som USA og Kina, med vedtagelsen af verdensmålene og klimaaftalen, menneskehedens fælles interesse i fred, udvikling og klimaløsning. Vi må bevare troen på, at de store magter igen erkender, at dette er vigtigere end deres interessemodsætninger.

På den anden side af Trump, Putin og Netanyahu er FN forhåbentlig stadig verdens sidste, bedste håb.

PS: Dette er sidste udgave af min faste månedlige kommentar i Berlingske. Det er ikke mit valg, men avisens. Jeg takker for nogle år med storsind til at trykke meninger, der ofte var modsat chefredaktionens.

Mogens Lykketoft er fhv. dansk udenrigsminister og formand for FNs Generalforsamling

Mere fra min hånd om FN

Udgivet den

Putin, Trump og Netanyahu er magtfulde monstre, som samler menneskehedens dårligste egenskaber i deres egne kroppe

Det er åbenbart meget vanskeligt for Europa at varetage vores egeninteresser i sikkerhed og økonomi – for slet ikke at tale om at værne om international ret og medmenneskelighed – mere om dét i min seneste kommentar i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Vanvittig verden

Sommeren er god ved os, der blev hjemme fra hedebølger, oversvømmelser, tørke eller konflikter i andre dele af verden. Hjemme kan man dyrke sin have. Svømme i rent havvand. Mødes og spise godt med familie og gamle venner. Få tid til at fordybe sig i bøger, aviser og tidsskrifter.

Men når man holder sig orienteret om verdens tilstand, bliver man alligevel ustandseligt konfronteret med vanvid og plaget af bekymring for, at det kan gå endnu mere galt med det lille mandskab, der bestemmer det meste:

De mest magtfulde monstre som Putin, Trump og Netanyahu synes at samle de fleste af menneskehedens dårligste egenskaber i deres egne kroppe: Grænseløs grådighed efter penge og magt, hæmningsløs kynisme og ufølsomhed over for andres lidelser. 

Det er mennesker, der er forgiftet af egne vrangforestillinger og marineret i hævngerrighed. Der er intet grundlag for at tro, at de vil overholde aftaler, man laver med dem.

Det er åbenbart meget vanskeligt for Europa at varetage vores egeninteresser i sikkerhed og økonomi – for slet ikke at tale om at værne om international ret og medmenneskelighed. Der er ikke enighed om, hvorvidt at det er klogt at konfrontere monstrene.

Europas fokus er på sikkerhed, forstået som forsvar mod Putins aggression ved at sikre Ukraines overlevelse og selv opruste massivt. Det kan tage år at kunne modstå Putin alene, og derfor klamrer vi os til en forhåbning om, at Trump vil indse USA’s egeninteresse i at standse Putin. Derfor har vi allerede accepteret at betale for de nødvendige amerikanske våbenforsyninger til Ukraine.

Det er også Europas håb at bevare USA som forpligtet i NATO og for Ukraine, der har fået os til at tåle 15 procent told til eksport til USA og acceptere toldfri amerikansk markedsadgang hos os. 

Uden denne sammenhæng er det uforståeligt, at EU kan gå ind på en så ulige og ydmygende aftale. 

Nobelpristageren Paul Krugmann – og mange andre – har flere gange påpeget at Trumps vilkårlige brug af toldvåbnet er vildt misbrug af hans beføjelser efter amerikansk lovgivning.

Dette afgørende spørgsmål afprøves nu ved domstolene. Men det er ingen given sag, at Trump retter sig efter domstole. Og hvis sagen ender hos hans venner i Højesteret, er det ikke umuligt, at han får medhold.

Besnakket af Putin

I hvert fald vi har ingen garanti imod, at Trump, uanset indrømmelserne fra EU, vender tilbage med nye krav til os. Vi kan heller ikke være sikre på, at han ikke igen lader sig besnakke af Putin til at skære livlinen til Ukraine over. 

Han har fyret de fleste folk med udenrigspolitisk indsigt og erfaring, og han har ikke – modsat Putin og Netanyahu – en fastlagt strategi. 

Han styres af impulser, der kan skifte fra samtale til samtale. Han læser ikke notater, men ser højst billeder. Mange håber lige nu desperat på, at Melania viser ham fotos af døde, sårede eller udsultede børn fra hhv. Ukraine og Gaza og overtaler ham til omsider at sætte hælen i over for de to andre monstre.

Det kræver en vedholdende indsats med nye, benhårde sanktioner mod Rusland og ubrydelig fælles amerikansk-europæisk opbakning til Ukraine at overbevise Putin om, at han ikke kan udslette landets frihed. 

Den russiske diktator stopper ikke krigen, før han ikke længere tror, at det er muligt for ham at manipulere Trump væk opbakningen til Ukraine. Man må håbe, at præsidentfruen, Republikanerne i Kongressen og den almindelige folkestemning i USA kan holde Trump fast på den utålmodighed med Putin, der har ramt ham lige nu.

Netanyahus usminkede folkemord

Det er endnu tungere at få et amerikansk opgør med Netanyahus – selv ifølge israelske menneskerettighedsorganisationer– usminkede folkemord, selvom folkestemningen også i USA – som i Europa – rykker på grund af de enorme civile tab, den fuldstændige ødelæggelse af Gaza og den eksplosive sultkatastrofe, Israel har et stort ansvar for at have skabt.

Mange vestlige regeringer har alt for længe tiet. 

En grund er bekymring for konfrontation med USA og håb om ikke at svække de skrøbelige relationer. 

En anden er manglende erkendelse af, at Netanyahus Israel ikke er en demokratisk forpost, men en voldsomt undertrykkende apartheidstat, hvis regering fører krig med alle kendetegn på folkemord som defineret i folkeretten. Det sker åbenlyst med det formål at fordrive palæstinenserne fra Palæstina. Samtidig destabiliserer man i øvrigt nabolandet Syriens nye regering med militære angreb ind i landet.

Vi har her og nu brug for en meget aktiv folkebevægelse i hele den vestlige verden for at få vore regeringer til at gøre alt muligt for at standse den ufattelige katastrofe i Gaza.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 9. august 2025

Mere fra min hånd om Ukraine og Israel-Palæstina

Udgivet den

Europas befolkning forfærdes i stigende grad af krigen i Gaza. Det er tid til at politikerne hører efter

Efter måneders massiv bombekrig mod et af verdens fattigste og tættest befolkede områder, er det ufatteligt at vi ikke ser en mere samlet europæisk fordømmelse af Israel. Det skriver jeg om i dette debatindlæg i Politiken 10. juli 2025. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Folkemord

Tre fjerdedele af de danskere, der har en mening om Israels krig mod Gaza, mener nu, at Israel er gået for vidt. Folket synes at være foran deres politikere i forståelsen af hvad der foregår. Dette afspejles også i den store tilslutning til fredsdemonstrationer.

I min ungdom oplevede jeg det samme omkring USA’s krig i Vietnam.

Mange flere havde givetvis, både dengang og nu, været endnu mere kritiske over for krigene, hvis de kunne frigøre sig fra rodfæstede forestillinger og den historisk store skævhed i mediedækningen – en skævhed, modige journalister i dag heldigvis energisk prøver at rette op på.

Mange fornægtede længe, at USA kunne være på forbryderisk vej i Vietnam, for det var jo den demokratiske stormagt, der befriede os fra nazismen og beskyttede os mod kommunismen.

Fortællingen om Israel forblev længe, at landet var et retfærdigt svar på de forfærdende jødeforfølgelser, der kulminerede i Holocaust – og at det var en forpost for vestlig civilisation i en region af arabiske tyranner og terrorister.

Virkeligheden er en anden.

Senest har jeg fået mit overblik skærpet ved læsningen af Rashid Khalidis værk ’Hundrede års krig mod Palæstina’.

Khalidi er professor i historie og mellemøstlige studier på Columbia University i New York. Han er af en slægt, der i mange generationer har været toneangivende i det palæstinensiske samfund og har selv været med til nogle af de forgæves forsøg på at forhandle fred.

Den palæstinensiske fortælling, som Khalidi så fornemt dokumenterer, er, at hans folk blev nægtet selvbestemmelse, og landet blev overtaget af kolonister udefra med bistand fra stormagterne. Palæstinenserne skulle ikke bare dele landet med de indvandrende. Gennem 77 år er de blevet fordrevet, besat, ydmyget og forhindret i at skaffe sig bedre kår. De er nu indespærret bag mure i små enklaver af det gamle hjemland, mens militante bosættere stjæler mere og mere jord. De frygter med rette at blive helt udslettet som anerkendt nation ’from the river to the sea’.

60.000 dræbte, to millioner udsultet, international nødhjælp holdes ude

Efter 22 måneders massiv bombekrig mod et af verdens fattigste og tættest befolkede områder er mindst 60.000 døde i Gaza, og mere end dobbelt så mange er kvæstede og invaliderede. De fleste andre er traumatiserede for livet. Enklaven er tæt ved at være totalt ubeboelig og har i måneder været nægtet livsvigtige forsyninger. To millioner udsultede mennesker er af israelsk militær ved at blive presset sammen i en kæmpe koncentrationslejr mod syd i enklaven. Soldater har efter ordre vilkårligt dræbt eller såret hundredvis af mennesker, mens de stod i kø efter de utilstrækkelige forsyninger, der nu uddeles på militærets nåde.

En sober og sikker udlevering af mad, vand og medicin forhindres af Israels krig mod alle FN-institutioner med UNRWA i spidsen, der har folk, apparat og forsyninger klar til retfærdig uddeling.

Palæstinensiske civile tab er for det meste kun et antal, der lejlighedsvis nævnes i de centrale medier. Israelske gidslers grumme skæbne får bred medieflade. Den typiske nyhedsforbruger har ikke mange muligheder for at opfatte, at der er 50-100 gange så mange ofre blandt palæstinensere end blandt israelere.

Netanyahus forbryderiske og modbydelige krig

Israel har gjort Gaza til helvedes forgård. Det er grove krigsforbrydelser. Det ligner, efter alle kendte paragraffer, folkemord. Verden venter utålmodigt på Den Internationale Domstols afgørelse om Sydafrikas anklage mod Israel for folkemord.

Krigen mod Gaza er et grusomt og sadistisk hævntogt, der ikke på nogen måde kan retfærdiggøres som svar på Hamas’ grumme og selvdestruktive terror 7. oktober 2023.

Flere og flere israelere og jøder rundt om i verden er enige, selv om de har været allerhårdest bombarderet med fortællingen om, at enhver magtanvendelse, der angiveligt nedkæmper Hamas, kan retfærdiggøres.

Det er Benjamin Netanyahu, der egenhændigt har holdt krigen i gang så længe. Han er en af de mest modbydelige skikkelser på den verdenspolitiske scene, med sin meningsfælle Trump som kortet i baglommen. (Hvorfor er det mindre farligt at den mand har en atombombe end at Iran får en?).

Netanyahu har hele tiden genstartet krigen i Gaza – fordi hans ekstremistiske regeringspartnere kræver det – og for at undgå fængselsdom for korruption. Hans ven Trump ventilerer nu, at Israels præsident må overtales til en benådning af ’krigshelten’. Samtidig saboterer USA på alle måder Den Internationale Straffedomstols krigsforbrydersag mod Netanyahu.

Fører det så til fred? Måske får vi 60 dages våbenhvile, der kan lindre de forfærdende lidelser, hvis uafhængige humanitære organisationer atter kan komme ind med forsyninger. Men helvede kan bryde løs igen: Ligesom med Putin har vi dyster erfaring for, at man ikke kan stole på aftaler hverken med Netanyahu eller Trump.

Den israelske regerings mål er først og fremmest det om at fordrive palæstinenserne fra Palæstina ved at lægge stadigt større pres på Egypten og Jordan for at modtage dem, Dét har helhjertet opbakning fra Trump, der stadig fabler om sit forrykte riviera-projekt i Gaza.

Det er beskæmmende, at vi ikke har et enigt Europa – ikke engang en del af Europa, hvor Danmark er med – der i klar tekst fordømmer krigsforbrydelserne og planerne om fordrivelse – og insisterer på fred og bistand til palæstinenserne, så de kan overleve i eget land.

Det er på høje tid, at Europas regeringer lytter til Europas folk.

Indlægget udkom i Politiken 10. juli 2025

Mere fra min hånd om Gaza og Israel-Palæstina

Udgivet den

Det er på tide, vi boykotter Israel

Det handler om at demonstrere, at vi er konsekvente i fordømmelsen af krigsforbrydelser, uanset om forbryderen hedder Putin eller Netanyahu. Derfor er det indlysende, at vi må indføre dansk boykot af israelske varer og stop for al våbeneksport til Israel. Det skriver jeg i mit seneste indlæg i Altinget 9. maj 2025.

Udgivet den

Tostatsløsning er begravet i Gazas ruinhob

Aksen Trump-Netanyahu ​er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. Det seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt giver mulighed for at angribe andre uden selv at blive ramt. Det skriver jeg om i denne kronik i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Dødsstød til Palæstina og israelsk dominans i Mellemøsten

Trumps daglige kaos hjemme, foragten for Europa og forsøget på venskab med Putin på Ukraines bekostning tager forståeligt nok mediernes overskrifter i disse uger.

Derfor får det mindre opmærksomhed, at Putin ikke er den eneste krigsforbryder, Trump gerne vil please. Han støtter for fuld kraft Benjamin Netanyahu, der ligesom Putin er krævet anholdt og udleveret til Den Internationale Domstol.

Kravet mod Netanyahu får USA til indføre sanktioner mod domstolen – og Sydafrikas sagsanlæg ved Den Internationale Domstol med påstand om folkemord i Gaza har ført til amerikanske sanktioner mod Sydafrika!

Foragten for vestlig dobbeltmoral har aldrig været større i det globale syd, og det rammer ikke kun USA, men alle os vestlige lande, der godt nok (modsat Trump) anser Putin for en krigsforbryder, men ikke kan få det over læberne at konstatere det samme om Netanyahu.

De internationale domstole skal fælde den endelige dom over, hvorvidt Israels krig mod Palæstina kan benævnes folkemord. Og som medlem af domstolen og tilhængere af en international retsorden må vi i Danmark bakke op om den dom, der falder. Men Israels ekstremistiske regerings krigsførelse siden Hamas’ grusomme og stupide terrorangreb den 7. oktober 2023 kan i hvert fald på ingen måde defineres som udøvelse af retten til selvforsvar:

Det er en monumental krigsforbrydelse og forbrydelse mod al menneskelighed. Flertallet af de flere end 48.000 døde og 112.000 kvæstede og invaliderede er civile, deriblandt rædselsfuldt mange børn. I Gaza er fire af fem boliger ødelagt, infrastruktur i form af vand, el, sundhed og uddannelse er smadret.

Israels krig har også været en krig mod FN, som har fået dræbt 300 medarbejdere. Nu har Israel totalt blokeret arbejdet for UNRWA, FN’s flygtningeorganisation for palæstinensere i Mellemøsten, der har været den vigtigste livline for Gazas civile gennem årtiers besættelse og indespærring.

Mediekrig og fordrivelse

Krigen har også været ført mod medierne, der kunne rapportere om krigsforbrydelserne. Der er ingen krig før Gaza, hvor flere reportere er blevet dræbt på halvandet år.

Israels krig mod Gaza gør det umuligt – uden massiv nødhjælp og hjælp til genopbygning – at få en tilværelse til at hænge sammen i Gaza. Håbet hos Israels regering er åbenbart, at nabolandene kan presses til at acceptere en fordrivelse af Gazas befolkning. Dét følges i disse uger op med angreb med fly og tanks på palæstinensiske lejre og byer på den besatte Vestbred, mens fanatiske kolonister myrder, brænder huse og ødelægger olivenplantager i landsbyerne. Alt sammen også oplæg til fordrivelse af indbyggerne og indlemmelse af området i en jødisk stat ”from the River to the Sea”.

Påstanden om araberne, der ville drive jøderne i Middelhavet, er uden nutidig realitet. Det er palæstinenserne, der trues af total fordrivelse fra det hjemland, hvor de endnu i 1948 var to tredjedele af befolkningen, men hvor de i mellemtiden har oplevet 77 år med fordrivelse, besættelse, retsløshed og grænseløse ydmygelser fra Israel.

Den beskedne drøm, som FN har bakket op i mange årtier, om en tostatsløsning med Gaza, Vestbredden og Østjerusalem, er begravet i ruinbunkerne i Gaza og i den etniske kolonisering og udrensning de andre steder.

Trumps eksotiske forslag om at overtage Gaza, flytte indbyggerne til nabolandene og renovere området til en flot riviera ved Middelhavet er bare én version af det projekt, som han og Netanyahu er enige om: at give dødsstødet til ethvert håb om selv en nok så lille palæstinensisk stat.

Tilliden til Trumps våbenhviler

Man tør ikke tro på Trumps vilje til at fastholde hverken Putin eller Netanyahu på aftaler om våbenhvile, hans regering har indgået med hhv. Ukraines og Israels regeringer:

Der ses tydeligt i disse uger, hvor Netanyahu med fuld opbakning fra Trump massivt og systematisk bryder dén våbenhvile, som med amerikansk mægling blev indgået i januar. Der skulle nu være iværksat en fase to, hvor Israels soldater skulle forlade Gaza i takt med frigivelse af de sidste gidsler. Netanyahu har imidlertid aldrig tænkt sig at opfylde aftalen om at rykke sit militær ud af Gaza, men pønset på med en ny krig at få den ekstreme højrefløj tilbage i regeringen.

Derfor blokerede han for fase to-forhandlingerne og forsøgte i stedet at få gidslerne ud ved de seneste uger at blokere for nødhjælp til Gazas civile. Efter den kortvarige våbenhvile, hvor forsyninger kom ind, er sult igen ved at brede sig katastrofalt. Og de seneste dage er krigen mod Gaza uprovokeret genoptaget med hundredvis af nye døde. Trump har udtrykkeligt accepteret dette, samtidig med at han hjemme i USA er optaget af at tvangsdeportere palæstinensiske studerende, der har demonstreret mod Israels krig mod Gaza.

Afvisning af arabisk fredsplan

Både Trump og Netanyahu afviser blankt den gennemtænkte arabiske fredsplan, hvorefter Gaza fremover regeres af teknokrater uden om Hamas, og hvor sikkerhed og genopbygning sikres af de arabiske stater.

Derfor er det svært at se, hvordan verden kan sikre bare den allermindste lettelse i de utålelige levevilkår for Palæstinas folk.

Israels regering lukker ned for retsstat og ngo-samfund, mens strømmen af tunge bomber fra USA er genoptaget med fuld styrke efter Bidens forsigtige – nærmest symbolske – rationering af leveringen.

Den ubeslutsomme Biden havde anfægtelser, men manglede mod og vilje til at sikre freden ved at sætte tommelskruerne på Netanyahu. Trump har ingen som helst empati med palæstinensernes lidelser – eller for den sags skyld andre lidelser i denne verden, hvis ikke det har noget at gøre med formuetab blandt hans milliardærvenner eller hos rige hvide farmere i Sydafrika. Trump har heller ikke, som Biden havde i egen lejr, en voksende modstand og vrede mod Israels krig.

Jeg forstår godt, at den meste opmærksomhed i dansk politik rettes mod truslen fra Rusland, Ukraines uhyre vanskelige situation og behovet for oprustning. Men jeg synes, det er pinagtigt, at det ikke kan ledsages af større bevillinger og højlydte krav om at få humanitær hjælp frem og fastholde den spinkle plan for våbenhvile i Gaza. Og forsøg på at finde vej til at hjælpe de tapre folk i ngo’er i Israel og Palæstina, der lige nu kæmper op ad en meget stejl bakke for fred og medmenneskelighed.

Ondskabens akse

Vi er en generation, der blev opfostret med troen på USA og Israel som hjemsteder for gode demokratiske viljer, der ville ende med at skabe fred. Vi har desværre levet længe nok til at se de gode viljer sparket til side begge steder – og ser nu en ondskabens akse af ekstrem foragt for andre mennesker og andre meninger.

Aksen Trump-Netanyahu er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. De seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt kombineret med det uhyre effektive missilskjold giver mulighed for at angribe andre uden stor risiko for at blive ramt af gengældelse.

Det medfører en aggressiv adfærd i forhold til Libanon, Syrien og Iran, der ikke er gunstig for fremskridt mod varig fred: Israel føler sig ikke særligt forpligtet til at overholde våbenhvilen i Libanon. Israels fremrykning i Syrien og ødelæggelse af syriske våbendepoter og flåde efter Assad-diktaturets fald mindsker den nye samarbejdsregerings reelle muligheder for at sætte sig i respekt – og destabiliserer derfor, hvor det meste af verden ønsker at stabilisere. Og Netanyahu har aldrig skrinlagt sine planer om at angribe de iranske atomanlæg, hvad der ikke ville styrke de kræfter i Iran, der gerne vil fred.

Kronikken blev bragt i Jyllands-Posten lørdag d. 22. marts 2025

Mere fra min hånd om Israel-Palæstina

Udgivet den

Trumpismen er en bevægelse, der har ophævet enhver grænse mellem sandhed og løgn

Jeg skrev min seneste få dage før Volodomyr Zelenskyjs skæbnesvangre besøg hos Trump i det Hvide Hus, der åbnede en afgrund mellem Europa og USA, hvilket ikke ændrer noget i forhold til klummens indhold. Lad os inderligt håbe, at det dramatiske møde omsætter sig i hurtig europæisk enighed om massiv investering i at forsvare os selv – og Ukraine. Læs klummen i Berlingske – eller nedenfor:

Dag for dag udfolder katastrofen sig

Ved magtskiftet for fem uger siden var der stadig danske politikere, erhvervs- og mediefolk, der så en kerne af god mening i Trumps rablende galskab.

Efter bagholdet mod Ukraine og omfavnelsen af Putin er der vist kun Morten Messerschmidt og Asger Aamund tilbage?

Nu er der en kollektiv erkendelse af, at vi ikke længere har en reel alliance og slet ikke et værdifællesskab med Trumps USA.

Trumpismen er en bevægelse, der har ophævet enhver grænse mellem sandhed og løgn. Trump vandt sine valg ved massiv investering i misinformation, had og konspirationsteorier via Fox News med videre og kampagner på sociale medier – uden slagkraftigt modspil fra troværdige public service-medier. 

I alliancen med højreradikale multimilliardærer investeres stadig mere i at sætte sig på amerikanernes foretrukne informationskanaler. Uafhængige medier sagsøges eller bliver lidt medløbere til magthaverne.

Trump har desuden magten over både Kongressen og højesteret. Med haglbyger af dekreter angribes alt, der handler om klimaindsats og om ligestilling mellem racer og køn. Elon Musk udrenser i statsforvaltningen. En bølge politiske fyringer udhuler kompetence og objektivitet. 

Folk dør bogstaveligt talt i Afrika, fordi kvælningen af USAID (det amerikanske agentur for udviklingsbistand, red.) afskærer dem fra deres daglige aids-medicin.

Det hele er et massivt forsøg på kupagtigt at omdanne det amerikanske demokrati til et højreradikalt oligarki og sælge ideen til andre. Vicepræsidenten var på udflugt til München for, på linje med Elon Musk, at solidarisere sig med de ekstreme kræfter, der søger at splitte Europa. 

Deres sprogbrug er som taget ud af Orwells fremtidsroman 1984 om nysproget, hvor de mener autokrati og ensretning, når de taler for demokrati og frihed. De savner enhver omsorg for andet end deres egen magt og pengepung. Ingen empati og omsorg for andre mennesker.

Mens J.D. Vance og Elon Musk karakteriserede de europæiske højreradikale som de egentlige demokrater, talte Trump selv imødekommende med Putin i telefonen om, hvad der kan blive Ukraines undergang. 

De var åbenbart enige om, at Ukraine skal opgive de områder, der hidtil er tabt ved den russiske invasion, og at resten af Ukraine ikke kan få NATOs opbakning til senere at modstå ny russisk aggression.

Derfor åbner en afgrund sig mellem USA og Europa. Vi må inderligt håbe, at det omsætter sig i hurtig europæisk enighed om massiv investering i at forsvare os selv – og Ukraine.

Trump omfavner åbenlyst verdens to mest fremtrædende krigsforbrydere, Putin og Netanyahu. 

Hans vanvittige idé om at overtage Gaza og flytte palæstinenserne væk er dybest set bare en af flere varianter af en politik, der støtter det, der ligner den højreradikale israelske regerings ambition om at rense Palæstina for palæstinensere og kolonisere hele Vestbredden.

Vi skal specielt forholde os til Trumps trusler om at erobre Grønland. Den mest sandsynlige metode til at forsøge at gøre Grønland amerikansk er en langvarig tæppebombning fra MAGA-bevægelsen med den velkendte blanding af trusler, løfter og løgne.

Truslerne har udløst en heftig debat om forholdet mellem Danmark og Grønland i fortid, nutid og fremtid. Det er aldeles afgørende, at denne debat forgår åbent, i ærlig erkendelse af fejltagelserne i kolonitiden – og faktabaseret.

Derfor var DRs nu skrottede udsendelse om kryolitten et svigt af alle principper om public service. 

Det var et forsøg på – trods klare advarsler fra sagkundskaben – sensationslystent at manipulere en fortælling. 

I en ophedet atmosfære lige op til et vigtigt grønlandsk valg præsenterede man et falsk indtryk af en enorm fortidig dansk udbytning af Grønland. Dét er lige så langt fra sandheden som meget af det, trumpisterne udsætter verden for. Og måske et indslag, der utilsigtet støtter Trumps dagsorden for Grønland.

Trump er ved magten i USA og er smadremand i global politik – som nævnt ikke mindst på grund af fraværet af slagkraftig public service til at afbalancere magtfulde og ofte voldsomt manipulerende private medier.

Jeg kæmpede hele mit lange politiske liv for stærke public service-medier i Danmark og har været modstander af forsøg på at skære ned på Danmarks Radio. 

Vi har i denne ulvetid mere end nogensinde brug for et DR, som faktisk leverer nuanceret, sandfærdig information, uafhængigt af særinteresser og immun over for vilde konspirationsteorier. 

Derfor er det lige nu, at DR fra top til bund skal bemandes til faktisk at leve op til denne opgave.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 1. marts 2025

Mere fra min hånd om Trump og det nye USA

Udgivet den

End of the murder on Palestine?

Denmark is a member of the UN security Council 2025-26. Naturally, as former president of the UN General Assembly, I am proud of Denmark’s stated cross-cutting priority for the coming two years: ‘Standing up for International Law, including International Humanitarian Law, and pushing for a more Accountable, Effective and Representative Security Council.’ 

I look forward to seeing it put into action in a volatile world with so many conflicts and unknowns that urgently need attention, call for strict implementation of human rights and urgent action against war crimes, not least in the conflict between Israel and the Palestinians.

The tragedy of Palestine 

Based on extensive documentation, Amnesty International has concluded that Israel is committing in genocide in Gaza with indiscriminately killing and injuring of tens of thousands of civilians, blocking emergency aid and killing emergency workers, resulting in widespread death from hunger and disease.

2.3 million people have been left in a pile of rubble the size of Langeland (a small Danish Island). Their society has been systematically made uninhabitable. Homes, hospitals and schools have been bombed to oblivion. 45,000 people have been killed – most of them civilians. 106,000 have been injured or permanently disabled. Children make up a terrifyingly large proportion of the dead and injured. Nowhere else have so many children had limbs amputated – often without anaesthesia, because medicine and equipment are allowed to arrive only to the absolute minimum, just as little as water and food. Hundreds of thousands of children without schooling and without a future,

On South Africa’s initiative, the accusation against Israel of genocide is being heard by the International Court of Justice. No verdict has yet been rendered, but the Court has for a long time and in vain demanded a ceasefire and sufficient supplies for the victims of the war.

The International Criminal Court has also brought proceedings against Israel’s Prime Minister and former Minister of Defence for their well-documented war crimes.

Yet there are still people in Denmark who believe that Israel’s warfare is necessary self-defence against Hamas’ brutal attacks on and hostage-taking of civilians in Israel on October 7, 2023.

Some say that the Israelis have the right to defend themselves with all means necessary, so as not to be exterminated or expelled from Palestine again. This is said without the understanding that in the real world it is the Palestinians who are threatened with annihilation as a nation and with expulsion from Palestine. Israel cannot be defeated militarily.

Beyond all doubt Hamas’ attack was a war crime, branding the movement a sinister terrorist death cult that not only practices indiscriminate killings of civilian Jewish citizens, but also completely disregarding that the retaliation hits back at their own people by a factor one hundred.

But Hamas’ atrocities can NEVER justify Israel’s almost 15 months of war against the people of Gaza. Of course, neither does it justify the state-sponsored settler-violence and ethnic displacement directed against the Palestinian civilian population in the occupied West Bank – nor the internment of 12,000 Palestinians in prison camps where torture and ill-treatment are widespread.

Historic struggle

The struggle for Palestine between the Arab majority population and Jewish immigrants began well over a hundred years ago, when the Zionist movement – ​​based on centuries of persecution of Jews in Europe – formulated the idea of ​​a Jewish state in Palestine.

After World War I, Palestine passed from Turkish to British rule. In the Balfour Declaration of 1917, the British promised the Jews ‘a national home’ in Palestine, but without specifying whether this meant a separate state. It was the recipe for conflict with the Arab Palestinians.

Jewish immigration accelerated with the rise of Nazism in the 1930s and after World War II with survivors of the Holocaust. Indeed, the Holocaust that in 1947 led a newly founded UN, dominated by the victorious powers of World War II, to propose that Palestine be divided more or less equally between Arabs and Jews – with Jerusalem as a special area under international control.

The UN-plan was never implemented. The neighbouring Arab countries, who were soon to liberate themselves from European colonial rule, rejected the UN-plan calling it a colonialist solution that didn’t take the Palestinians into account, disregarding that they constituted a large majority of the population. Therefore, the neighboring countries declared war against the self-proclaimed Jewish state. But with the support of both the United States and the Soviet Union, Israel won on the battlefield and ended up in control of 77 percent of Palestine. Gaza came under Egypt’s jurisdiction rule, and the West Bank including East Jerusalem under Jordan’s.

Sympathy squandered 

I was born in 1946. My oldest living friend is of Jewish origin. I grew up with massive sympathy towards the Jewish people and their historic plight, the cruel persecution, everything they had to go through to get their own state. I experienced the kibbutzim in the new Israel as an exciting socialist experiment.

I took in the myth of the people without a country who came to a barren land without a people and made it flourish. But, with the growing understanding of how the birth of Israel led to the flight and expulsion of two-thirds of Palestine’s Arab inhabitants and the fact that Israel would never let them return, I became increasingly critical of the Zionist state. 

The history of the Jewish state is also the history of 77 years of displacement, occupation and humiliation of the Palestinians. And it is the history of how every time there was a movement towards peace, terrorists on one side or the other would blow it up.

The current catastrophe in Gaza places Netanyahu and his associates squarely as the most murderous terrorists in the long history of this conflict. In Denmark, fines and imprisonment are handed out to people who express support for terror. Should the International Criminal Court convict Netanyahu a terrorist, how will this legislation be administered towards those who praise Netanyahu’s war? 

No wonder Jews around the world took in the same positive narrative about Israel that I myself listened to in my early youth – and many of them supported the establishment of the state of Israel financially with considerable amounts of money.

But early on, there were also Jews realising the danger that the Zionist project might lead to.

One of them was Albert Einstein, who wrote the following to his friend, the chemist and Zionist leader Chaim Weizmann, in 1929: “Should we be unable to find a way to honest cooperation and honest pacts with the Arabs, then we have learned absolutely nothing during our 2,000 years of suffering and deserve all that will come to us, […] Should the Jews not learn to live in peace with the Arabs, the struggle against them will follow them for decades in the future.” A grim prophecy indeed!

Einstein declined the presidency

Weizmann became the first president of the state of Israel. Upon his death in 1952, Einstein was urged to succeed him. However, Einstein declined to become president of Israel because he disagreed with the way the state was developing.

Einstein’s concerns were confirmed when, in the 1967 war, Israel gained control of all of historic Palestine and began to colonize the West Bank and the Gaza Strip, especially with Jewish settlements. This systematically undermined the possibility of realising the UN peace plan for a two-state solution, because this tiny piece of land and the Gaza Strip was to be the foundation of an Arab Palestinian state.

There was a moment of reflection with the Oslo Accords between Israel and Arafat’s Palestinian Liberation Organisation in 1994. The last Israeli leader to have both the will and the authority to realise a two-state solution was probably Yitzhak Rabin, who was assassinated by a right-wing Jewish terrorist for precisely that reason in 1995.

Large waves of immigration of Arab and Soviet Jews into Israel gradually increased the political power of ultra-nationalist and religious parties who believe they have a God-given right to all of Palestine and to continue to keep the Arab Palestinians in Palestine under occupation. 

This policy has been condemned time and again by an overwhelming majority of UN member states, who demand an end to the occupation, and the implementation of a two-state solution.

No progress has been made because Israel, with massive support from the US, has developed into the Middle East’s military superpower – even with nuclear arms. In the US, support for Israel is regarded as necessary domestic policy if one wants to be re-elected; successive presidents have talked about a two-state solution, but in reality, the US has undermined any such solution by effectively accepting that Israel has established colonies of 700,000 Jewish settlers on occupied territory in violation of UN resolutions and International Law. And the US has supplied Israel with large quantities state of the art weapons, and systematically vetoed any resolution in the UN Security Council demanding a stop to Israel’s rampage, even when all other members voted for.

Tacit US-approval

President Joe Biden, during his recent dramatic aging, turned out to be a scandal and a tragedy, not only because of not stepping down honourably and in time for his replacement to lead a decent election campaign – also because, despite his dislike of Netanyahu’s barbaric warfare, he did not pressure Israel to agree to a ceasefire and to giving access to effective emergency aid that could stop the annihilation of Palestine. Now the return of Netanyahu’s friend Trump may make things even worse:

Biden was led around by the nose in the most humiliating way by Netanyahu, Trump’s henchman in the US election campaign. Perhaps the old president did not even fathom that Netanyahu is no longer defending himself against Hamas’terrorist attacks, but is using it as a pretext to definitively bury the Palestinians’ dream of and legitimate demands for a tolerable life and national self-determination.

This is why the US has unfortunately given in to Israel’s murder of the UN refugee agency UNRWA which, in the absence of a political solution, kept the displaced alive and, not least, ensured education and hospitals in Gaza during 17 years of confinement. 

UNRWA is the organization best equipped to provide emergency aid to Gaza, but is now completely obstructed; Israel regards UNRWA as an instrument not for physical survival, but for keeping a Palestinian identity alive. Israel’s war against Palestine has therefore also, dramatically, become Israel’s total war on the UN.

Netanyahu’s Israel

Netanyahu’s version of Israel believes that the Jewish state can only survive if the Palestinians are expelled or locked behind walls. The two extreme parties in Netanyahu’s coalition are the ideological children of Menachem Begin and Yitzhak Shamir’s terror groups, which in the 1940s massacred Arab villages, driving people to flee, and murdered the UN mediator Folke Bernadotte because he insisted on sharing Israel equally between the Israeli and the Palestinians. The man who murdered the praying Muslims in the Hebron mosque in 1994 to derail the Oslo peace process is also one of their role models!

Netanyahu’s father, Benzion, was a private secretary to Ze’ev Jabotinsky, who, strongly inspired by Mussolini, was the leader of the fascist wing of the Zionist movement. Jabotinsky believed that the Jewish state could only exist by placing the Arabs ‘outside an iron wall’ around the state. That is, expelling them.

Why do I bother?

As frightening and tragic as it all is – and as difficult as it seems to change with Trump’s return and Netanyahu’s huge and bloody victories on the Middle Eastern battlefield – why do I bother to write yet another long article about this instead of writing about all the world’s other tragedies and crimes that deserve just as much attention?

Firstly, because I believe that many in the West – and in Danish politics – are monumentally ignorant of the history that has led us to the current catastrophe in Palestine.

Secondly, because Israeli democracy discriminates non-Jewish citizens and renders non-Jews in occupied territories in particular completely without rights. The territory that Israel controls is an apartheid society. Furthermore, the current far-right nationalist government is trying with all its might to curtail the power of the courts and the freedom of the media. Democrats on the near extinct Israeli left fear that Israel is developing into the second theocratic dictatorship in the Middle East, in line with its main opponent Iran.

Thirdly, because Israel will never find peace by relying solely on its overwhelming military might against its neighbours and the massive oppression of the Palestinians. This is the very recipe for eternal conflict.

Fourthly, because if Israel succeeds in completing the murder of Palestine, while the United States and many Europeans look on passively or even approvingly, it will cement the perception in the Global South of the West’s monumental double standard regarding human rights violations and war crimes: When Putin is summoned to the war crimes tribunal, we all, rightly, applaud; but when Netanyahu is summoned to the same place, the United States wants to punish the tribunal rather than letting justice take its course. And too many Europeans who only mumble about our obligation to support the court. 

Denmark has little to say when it comes to changing the course of this tragic development.

But we must support with all our might a total ceasefire, where surviving hostages on both sides are released, and with equal dedication work to create a peacekeeping force – likely with an Arab majority – to replace Israel’s rule over the people of Gaza. And we must step in with ample humanitarian aid.

Recognition of Palestine

It is regrettable that Denmark has not yet – in line with Sweden, Iceland, Norway and the vast majority of other countries in this world – diplomatically recognised Palestine as a state: Recognition serves to symbolically strengthen and support the inadequate self-rule in Ramallah, which represents the Palestine that sought peace and has long since recognised the state of Israel, but which was humiliated and made irrelevant, being denied any and every concession from Israel.

Therefore, recognition should be supplemented by the demand for the release of Marwan Barghouti, the most popular Palestinian freedom fighter, whom Israel has imprisoned for life. Barghouti is the real – and only realistic – alternative to both the discredited leaders in Ramallah and the Hamas death cult. Along with the other European countries we should have set this agenda long ago.

As member of the UN Security Council it is important for Denmark to do the right thing. Therefore, we must speak clearly on Israel and Palestine, even if it triggers disapproval in the White House.

As member of the UN Security Council, Denmark must use the position wisely and do the right thing. Therefore, we must speak loud and clear on Israel and Palestine, even if it triggers disapproval in the White House.

Mogens Lykketoft is former MP in Denmark, (1981-2019), he served as Danish Minister for Finance as well as for Foreign Affairs, he is former leader of the Social Democratic Party and Speaker of Parliament (2011-15). He served as President of the UN General Assembly in New York (2015-16).

Translation of my piece in the national Danish daily Politiken from 22nd of December, 2024.

Udgivet den

Frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten

Min seneste klumme i Berlingske handler om de dystre udsigter efter Bidens store fejltagelser, om truslen fra Trump for Ukraine, Europa, Mellemøsten og forholdet til Kina. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Farvel til et skræmmende år … og hvorhen i 2025?

Da jeg for et tiår siden arbejdede for FN, var verdensbilledet broget. Men vi havde lyspunkter som verdensmålene og den ambitiøse klimaaftale i Paris, hvor USA, Europa og Kina arbejdede sammen.

Vi turde tro, at der var løsninger på de to eksistentielle kriser – at undgå atomkriges endelige ragnarok og standse den skæbnesvangre globale opvarmning. 

Ved tærsklen til 2025 står krige, krigsforbrydelser og humanitære katastrofer i kø fra Ukraine til Palæstina, Sudan og andre afrikanske lande samt Myanmar. De gamle aftaler mellem stormagterne om begrænsning af atomvåben og raketsystemer er ved at falde fra hinanden. 

En heftig oprustning risikerer at svække den i forvejen alt for svage globale klimaindsats. Konfrontationerne mellem Kina og USA er skruet op.

For fire år siden håbede vi, at Joe Biden ville være et positivt gennembrud efter Trump. Biden leverede også på grøn omstilling og økonomisk vækst. 

Men han havde desværre ikke politisk mulighed for at hjælpe den trængte middelklasse ved at beskatte de griske milliardærer, der nu har taget magten og vil bruge den til øge profitten og give sig selv skattelettelser.

Bidens forspildte muligheder

Derimod havde Biden mulighed for at udstikke en ny udenrigspolitisk kurs.

Men der kom intet opgør med Trumps toldpolitik og konfrontation med Kina, og det bidrog måske til at få Kina til at afstive Rusland i krigen mod Ukraine.

Det kan undre, at Biden ukritisk og hovedkulds opgav Afghanistan ved at gennemføre Trumps »hovsaaftale« med Taleban – hen over hovedet på alle andre politiske kræfter i landet.

Man kan ikke afvise, at Putins beslutning om at angribe Ukraine blev truffet, da han så amerikanernes kaotiske tilbagetog fra Kabul og manglende vilje til at afstive deres allierede.

Biden valgte dog at hjælpe Ukraine mod invasionen. Men hans usikre holdning til, hvilke våben der kunne leveres, og hvordan de måtte bruges, gjorde kampen vanskeligere. 

En indledende mulighed for hurtig fred blev ikke for alvor afprøvet, fordi Biden og Boris Johnson mente, at Rusland hurtigt kunne udmattes ved fortsat krig. Desværre gik det ikke hurtigt, og prisen i menneskeliv og penge – og global stabilitet – af tre års krig er blevet meget høj.

Bidens seneste og mest skammelige udenrigspolitiske fejltagelse var dog hans ubetingede levering af våben og støtte til Netanyahus krig mod Gaza, selvom krigen hurtigt gik fra legitimt selvforsvar mod et terrorangreb til et krigsforbryderisk totalangreb med ekstreme ødelæggelser og civile tab.

Bidens afsluttende fatale fejlbedømmelse var hans beslutning om – trods åbenlys og hurtig aldring – at genopstille for fire ekstra år som præsident – frem til han var 86 år.

Jeg skrev for over et år siden i denne avis, at Bidens bedste julegave 2023 til USA og verden ville være at meddele, at han ikke genopstillede, så en ny kandidat for Demokraterne kunne få tid til at føre kampagne, lægge sin egen kurs og stil og få den bedst mulige chance for at besejre Trump.

Den chance forpassede Biden.

Internationalt samarbejde skræmmer Trump

I den aktuelle verdenssituation er genvalget af Donald Trump, der er fjende af forpligtende internationalt samarbejde, retsorden og klimaindsats, det dårligst tænkelige bidrag fra verdens mest magtfulde nation.

Trump ønsker næppe at starte eller fortsætte krige. Krig kan gøre indhug i hans og hans medregerende multimilliardærers formuer.

Men vi kan alligevel få mere kaos og flere krige. Hvis gamle alliancer – og erfarne diplomater med viden om verden – kasseres til fordel for præsidentens egne instinkter og forkærlighed for hurtige løsninger og hurtige handler. 

Det er frygteligt, hvis han trækker stikket for det kæmpende Ukraine, fordi han tror mere på Putin end på Zelenskyj. Hvis Rusland får lov at overmande Ukraine, er der stærkt øget risiko for den samlede verdensfred. 

Trump skal fastholdes på, at NATO og Europa leverer håndfaste sikkerhedsgarantier for at Ukraine efter en våbenstilstand kan bestå som europæisk demokratisk stat.

Og det bliver frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten. Sært nok skal vi krydse fingre for at Trump lytter mere til Saudi-Arabien og andre arabiske potentat-venner.

Syrien kan blive et lyspunkt. Europa har endnu en vigtig opgave med at hjælpe det nye styre med bistand til genopbygning af det ødelagte land, og fastholde de nye magthavere på løftet om at inkludere alle væsentlige samfundsgrupper. 

Der er ikke tvivl om, at millioner af flygtninge gerne vil tilbage. Men Syriens nye regering skal først rustes til at modtage dem med andet end ruinbunker, arbejdsløshed og elendighed.


Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Klummen udkom i Berlingske 4. januar 2025

Mere fra min hånd om internationalt samarbejde