Hurtig betaling af coronaregningen vil skade beskæftigelsen

Forleden havde jeg denne kommentar i Berlingske Tidende. I fald, du rammer betalingsmuren, kan du læse teksten her:

For verdens fattige lande kan krisen trække endnu længere spor af død og ødelæggelse.

Italien og Spanien er ramt af alvorlige og tragiske konsekvenser af svagt beskedskab i sundhedssektoren eller sen erkendelse af coronasmittens eksplosive omfang.

Det amerikanske samfund kommer også til at betale en høj pris for Trumps indledningsvis uansvarlige bagatellisering af pandemien. USA har ikke vist lederskab. Landets overvejende private sundhedsvæsen og forsikringssystem forværrer krisen. En stor del af borgerne er uforsikrede og går syge på arbejde. Derfor spredes smitten. Det gør den også blandt en halv million hjemløse. Pandemien kan stikke helt af. Trods Kongressens kæmpe hjælpepakke er der stor risiko for, at USA’s økonomi får et voldsomt tilbageslag til skade for hele verden.

For verdens fattige lande kan krisen trække endnu længere spor af død og ødelæggelse. Vi ser f.eks. de groteske resultater af nedlukningen i Indien. Allerværst kommer det til at gå for menneskene i krigszoner og flygtningelejre. Den globale solidaritet er behersket, mens de rige lande tømmer statskasserne for at forsøge at holde deres egne samfund kørende.

De seneste tre-fire år har Trump ført an i en målrettet nedbrydning af internationalt samarbejde. Med Brexit og autoritære nationalistiske regimer i flere østeuropæiske lande er den fælles beslutningskraft i Europa også svækket.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, mangler både autoritet og ressourcer til for alvor at sætte sig igennem med globalt koordineret handling. Da coronavirus med lynets hast spredte sig ud over verden, var det overladt til nationalstaterne på hver deres måde at reagere på en trussel, hvis art og omfang få var bevidste om.

I Danmark har vi heldigvis reageret hurtigere og klogere end de fleste andre lande. Vi har haft imponerende handlekraft i regeringen med massiv folkelig opbakning og støtte fra alle partier og arbejdsmarkedets parter til nedlukning og rundhåndede støtteordninger, der holder borgere og virksomheder flydende under pandemien.

Derfor har vi særligt gode chancer for at forsinke sygdommens udbredelse og holde sundhedssystemet i stand til at behandle de hårdest ramte og begrænse dødeligheden. Derfor kan vi også hurtigere end mange andre lande få gang i samfundet igen. Men det bliver gradvist. F.eks. kan det meget vel være, at  andre lande hænger meget mere fast i pandemien, end vi gør, og der af den grund må opretholdes ud- og indrejserestriktioner. Rejse- og turistbrancherne vil været underdrejet længe.

Der er allerede nogle, der frygter, at de store statsudgifter under coronakrisen vil føre til opbremsning af vores indsats mod klimaforandring og for at mindske ulighed og sikre bedre offentlig velfærd.

De store statslige engangsudgifter ved nedlukningen må ikke blive argument imod at afværge den klimakatastrofe, som vil forpeste vores børns og børnebørns tilværelse. Og der vil næppe fortsat være vælgertilslutning til at gøre det fornødne for klima og bæredygtighed, hvis det skal betales med ringere velfærd og endnu større ulighed.

Derfor må coronakrisens udgifter ikke betales via nedskæringer i de offentlige udgifter. Coronakrisen skærper voldsomt behovet for et opgør med EU’s hidtidige budgetregler. Staterne kan låne penge til nul procent til at investere i klima, sundhed og social velfærd. Den private opsparing, man kan låne af, bliver endnu større nu, fordi krisen har skabt arbejdsløshed og store kursfald, der tvinger til at lægge mere til side for at genoprette værdien af pensionsopsparingen.

Hvis både de private og staterne samtidig vil spare mere op, så får vi et farligt varigt tab af omsætning og beskæftigelse. For at holde beskæftigelsen oppe, er det nødvendigt, at staten bruger flere penge, når de private bruger færre. Derfor skal vi vente nogle år med gradvist at begynde at betale regningen for indsatsen mod coronakrisen. Det skal hverken være sundhedsvæsenet, klimaet eller de fattigste, der skal betale denne regning. Der er de seneste 20 år uddelt så mange unødvendige skattelettelser til os med gode indtægter. Der kan sagtens sendes nogle regninger den vej tilbage.

I det globale perspektiv er der brug for at fokusere på det fåtal af multinationale giganter og dollarmilliardærer, der har fået lov at skumme al fløden i verdensøkonomien de seneste årtier. Derfor er en af de mest påtrængende fælles opgaver i EU at sætte prop i de superriges flugt til skattely, lægge bund under selskabsskatten og beskatte omsætningen hos de store finanshuse og teknologivirksomheder.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S). Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende 1. april 2020

Ny forståelse om verdens tilstand?

Indlæg i Berlingske marts 2020

De fleste ude i verden havde næppe hørt om Wuhan, før coronavirus-epidemien udsprang derfra. Men Wuhan er et økonomisk kraftcenter med flere indbyggere end New York City. 300 af verdens 500 største virksomheder til stede i byen. Derfor rejser mange både kinesere og udlændinge selvfølgelig i stor stil ind og ud af Wuhan.

Det skaber global panik, at vi endnu ingen midler har mod den ny virus. Verdensøkonomien skælver. Vi ser i disse uger et stort kursfald på verdens børser som reaktion på den faretruende spredning af sygdommen ud over verden.  

Det er fortællingen om, hvor tæt vi er bundet sammen på kloden, og hvor skrøbelig højkonjunkturen er.

Det er også fortællingen om, hvordan specielt Kinas udvikling på godt og ondt hurtigt får stor betydning for os: I Kina bor næsten femtedel af verdens befolkning, og deres produktion er i dag mere end 30 gange så stor som for 40 år siden. Kina har i de seneste årtier overtaget en betragtelig del af verdens industri, forurening og CO2-udslip. Vi køber en meget stor del af vores forbrug fra Kina. Kineserne har opnået langt højere levestandard, men har også bogstaveligt talt oplevet, at den hidtidige form for højvækst kan være kvælende og usund. De ved, at produktion og forbrug fremover skal være meget mere bæredygtig. Derfor var de i 2015 sammen med Obamas USA den stærkeste drivkraft bag Verdensmålene for bæredygtig udvikling og klimaftalen i Paris.

Vi kan ikke få et internationalt samarbejde om handel og våbenkontrol, sundhed, miljø og klima til at fungere uden at arbejde sammen med Kina. Vi skal presse dem til at anerkende fælles regler. Vi skader os selv ved at afsondre os fra Kina og prøve at stække landets udvikling, sådan som Trump har sat sig for. Derfor er det forkert, hvis vi i Europa suges ind i en konfrontation, hvor vi skal bekæmpe Kina for at forblive venner med USA. Denne form for økonomisk krig kan kun blive til fælles skade for hele verden. 

Coronavirussen er endnu en begivenhed, der viser, at vi er vævet sammen på en måde, der kræver et tættere og mere forpligtende internationalt samarbejde. Vi har en kæmpe opgave med at overbevise de store magter om, at samarbejde ikke er et nulsums-spil, hvor én kun kan vinde, hvis anden taber. Det skal der råbes om til Trump, Xi Jinping, Boris Johnson og Vladimir Putin.

Det er dybt bekymrende, at Kinas præsident har strammet tøjlerne voldsomt, lukket kritiske røster ned, forhindret civilsamfundet i at udvikle sig og slået voldsomt hårdt ned på små folkegrupper som tibetanerne og senest de muslimske uigurer i Xinjiang. Der er f.eks. ikke tvivl om, at den manglende presse- og ytringsfrihed betød, at budskabet om den farlige epidemi blev forsinket og sygdommen derfor spredt alt for vidt omkring, før myndighederne reagerede. Men mon ikke de trods alt har lært noget af denne katastrofe? 

Det kan være at epidemien snart bremses, at dødstallet stabiliseres og efterhånden falder, og der endelig udvikles en vaccine; og det kan være at økonomien så går opad igen og at børskurserne rettet sig noget.

Men der vil i mellemtiden være sket stort tab i produktion. Især i Kina, men også mærkbart i resten af verden.

Derfor vil det også kunne måles, hvordan produktionstabet har mindsket belastningen af klima og miljø.  Det kan måske bidrage at sætte mere fart på alle de ændringer, der skal til for at sikre os en bæredygtig fremtid. Måske kommer der tempo i omstillingen væk fra fossile brændstoffer, som er forudsætningen for at bremse den globale opvarmning. Måske vil der være forståelse for, at det kræver både mere skat og flere lån i statskasserne at finansiere denne omstilling, og at en ekspansiv finanspolitik er den eneste mulighed både for at speede op for bæredygtig udvikling og for hurtigt at få gang i beskæftigelsen igen.

Krisen betyder forhåbentlig også forståelse for, at der skal investeres meget mere i sundhedsforskning. Ikke bare for at overkomme coronavirus-krisen. De næste kriser med nye og voldsommere bølger af massedødsfald kan hurtigt komme, fordi flere og flere bakterier bliver resistente over for kendte behandlinger med penicillin mv. Uden midler til et massivt internationalt forskningssamarbejde for at udvikle nye svar her risikerer vores børn og børnebørn direkte tilbageskridt fra den revolution i sygdomsbekæmpelse og forlængelse af menneskers levetid, vi har opnået i de seneste årtier.

Vi står ved en skillevej, hvor vi i næste omgang skal investere meget mere i klima og miljø, sundhed og velfærd – og mindre i dét forbrug, der belaster klodens fremtid. 

Historien om tre monstre, der kom til at udfordre verdens orden

Kommentar i Jyllands-Posten 4. februar 2020

I september 2015 mødtes verdens regeringschefer i New York med præsident Obama i spidsen og vedtog de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Tre måneder senere mødtes de samme statsledere i Paris og vedtog den hidtil mest vidtgående aftale om klimaet. Samme år kæmpede Obamas udenrigsminister John Kerry atomaftalen med Iran igennem. Han prøvede også utrætteligt, men uden held, at skabe en retfærdig fred mellem Israel og palæstinenserne. Jeg havde fornøjelsen at være formand for FN’s Generalforsamling i den korte stund, hvor der tegnede sig et stærkere internationalt samarbejde. Men højdepunktet blev til et sørgeligt vendepunkt, først med Brexit-afstemningen, så valget af Trump til præsident. 

Brexit sker nu – til ubodelig skade for Europa og især for Storbritannien selv.

Trump har på tre år systematisk nedbrudt det internationale samarbejde i en falsk overbevisning om, at USA kun kan vinde, hvis andre taber. Trump fører handelskrige og svigter sine allierede til fordel for nye venner blandt verdens hel- og halvdiktatorer, der lige som han selv angriber grundpiller i demokrati og verdensorden. Han har forladt klimaaftalen og atomaftalen med Iran. Senest har han totalt svigtet Palæstina for at hjælpe Netanyahu i Israel med hans tredje forsøg på at fortsætte som regeringschef, uanset alvorlige anklager om korruption og svindel. Trump selv er i rigsretssagen anklaget for åbenlyst magtmisbrug og foragt for kongressen, men vil alligevel blive frikendt af Senatets republikanske flertal.

Der er mange årsager til, at så meget er gået så galt: Finanskrise, monumental ulighed, nedbrydning af velfærdsordninger, frygt for folkevandringer og utålmodighed med handlingslammede politikere er vigtige brikker. Løgnene fra Putins internettrolde er også en brik.

Men ét bidrag vejer tungere end alle andre til at forklare både Brexit og at Trump fik magt til at nedbryde verdens orden. Og i øvrigt også til at forstå, hvorfor intet blev gjort for at forebygge den klimaforandring, der nu har sat store dele af Australien i brand.

Dette bidrag beskrives i en formidabel og veldokumenteret serie, der kan ses i syv afsnit på HBO – The Loudest Voice. Det er historien om et monster af en mangemilliardær, der skabte et endnu større monster, der skabte det største monster af dem alle – Donald Trump.

Monster ét hedder Rupert Murdoch. Han ejer størstedelen af pressen i sit hjemland Australien. Han ejer de mest læste aviser og TV i Storbritannien – og nu også den mest sete kabel-tv-kanal i USA. To tidligere australske premierministre, én fra Labour og en fra De Konservative, der begge blev væltet, har for nyligt påpeget, hvordan Murdochs medier sammen med kulminelobbyen påvirkede politikken og alt for længe forhindrede klimaindsatsen. Murdochs stærkt nationalistiske medier i Storbritannien har i årtier ført hadkampagne mod EU, Han fik Blair valgt, Gordon Brown væltet og David Cameron valgt som britiske premierministre, og sikrede flertal for Brexit.

Murdoch investerede milliarder i at skabe FOX NEWS i USA. Til at banke det op satte han i spidsen et endnu større menneskeligt monster ved navn Roger Ailes: En totalt samvittighedsløs og meget slagkraftig repræsentant for det yderste højre, der helt manglede vilje til at sondre mellem sandhed og løgn (og i øvrigt var skarp konkurrent til Harvey Weinstein i sexovergreb).

Roger Ailes var frem for nogen dén, der promoverede og fik valgt Donald Trump – det største af de tre monstre – til USA’s præsident.

Man forstår verdens uorden meget bedre ved at se The Loudest Voice.

(kommentaren bragt i Jyllands-Posten 4. februar) 

Trumps gale værk

Trump nedbryder international orden og anstændighed og blokerer for ethvert samarbejde om løsningen af ubestrideligt globale problemer. Forsøget på at få Ukraine til stemple Biden-familien ved at tilbageholde våbenhjælp, der var bevilget af Kongressen, burde for alle rettænkende mennesker afsløre præsidenten som en hidtil uset plattenslager, der misbruger sin magt til ubodelig skade for sit land og den verden, hvor USA stadig er den vigtigste magt, 

Jeg hører til optimisterne, der simpelt hen ikke tror, at Trump kan genvælges som amerikansk præsident: Vel har han en foruroligende stor tilslutning fra ca. 40 procent af dé vælgere, der mener noget. Men uanset hvem hans modkandidat bliver i 2020, så har vedkommende et meget større potentiale ved at øge valgdeltagelsen fra unge, fra kvinder, fra sorte og fra latinoer. Jeg tror, at Joe Biden er manden, der bedst kan sikre denne mobilisering – ikke mindst i de vigtige nøglestater Michigan, Wisconsin og Pennsylvania, der med nogle få titusinder af stemmer sikrede Trumps valg i 2016, selv om Hillary Clinton nationalt havde et stemmeflertal på knap tre millioner.

Det er også aldeles afgørende for hele verden at den dødsensfarlige Trump-farce ender senest om et år.

Det er vigtigt for igen at få opbakningen fra verdens supermagt og største økonomi bag den meget hastende globale indsats for at stabilisere klimaet. Borgmestrene i USA’s største byer, guvernørerne i store stater som Californien, mange store virksomheder og et aktivt civilsamfund er allerede med. Men vi har brug for amerikansk regeringsmagt, der – som under Obama – for fuld kraft fremmer bæredygtig udvikling og klimaindsats, både hjemme og ude.

Vi kan håbe på en ny amerikansk præsident, der begriber USA’s egeninteresse i klimaindsats, i at stoppe den igangværende oprustning og i at standse den for hele verden ødelæggende handelskrig med Kina og forsøget på at holde kinesisk teknologi ude af den vestlige verden. Et USA, der forstår, at man ikke kan diktere og regere verden alene, og at militære løsninger i den farlige mellemøstlige region kun gør ondt værre. Et USA, der derfor i egen interesse igen styrker samarbejdet med de mange velvillige allierede.

Risikoen for ustabilitet og storkrig ved en fejltagelse er større end nogensinde siden midten af 1980’erne, fordi de våbenbegrænsningsaftaler mellem USA og Rusland, der afsluttede Den Kolde Krig, er gået i opløsning. Uanset alle andre interessekonflikter er der brug for med god vilje at begynde forhandling om nye aftaler, der inkluderer verdens ny militære og politiske storspiller Kina. Der er også brug for en amerikansk præsident, der ikke begejstret tilskynder til oprustning af Saudi-Arabien, Emiraterne og Israel, så amerikansk våbenindustri kan forgyldes.

Et hovedpunkt i Trumps gale politik er at beskylde Iran for alt, der går ham imod i Mellemøsten, selv om de største risici for endnu større ustabilitet nok har rod i USA’s egen indgriben siden invasionen i Irak og hos hans nære allierede i Saudi-Arabien og Israel. Trumps oprustning af Irans fjender, hans brud med atomaftalen med landet og forsøget på at kvæle Irans økonomi bærer kimen til endnu flere krige, som det nu er blevet skærpet med mordet på den iranske general Suleimani udenfor lufthavnen i Bagdads lufthavn.

Der er piskende brug for en amerikansk præsident, der vil genoplive Obamas kurs med atomaftalen med Iran og søge balance og udsoning mellem arabere og iranere, og som også vil presse på for en fair fred mellem Israel og Palæstina-

På længere sigt beror verdens fred og stabilitet især på, at USA og Kina kan finde en fredsommelig afbalancering af deres fælles interesse i samhandel og investering og deres sine steder modstridende interesser. Der er akut brug for fredsslutning om handlen, men der er også brug for at bremse Trumps felttog mod kinesisk teknologi, der kan skabe ny fronter og forsinke fælles fremskridt.

Kina er den kommende anden supermagt, og landet er allerede for stort og magtfuldt til at bokse rundt med. Kinas autoritære styreform betyder, at smertegrænsen i handelskrige er langt højere end i USA, hvor præsidenten bedømmes af vælgerne på sine resultater hvert fjerde år.

Den kloge amerikanske metode til balance i handelsrelationerne mellem USA og Kina er at samle et stort frihandelsområde tværs over Stillehavet med Kinas naboer i Asien, således som Obama havde forberedt det og Trump ødelagde det.

Cubanerne lider under Donald Trumps had til Obama

Debatindlæg i Politiken mandag d. 22. juli 2019

MIT FØRSTE besøg på Cuba var i 1987. Da vi kom hjem, skrev Jytte Hilden og jeg en artikel, der i de følgende 32 år er blevet misbrugt af borgerlige propagandister til at påstå, at vi hyldede Castros kommunistiske styre.

Men hvad skrev vi egentlig? Vi påpegede, at den cubanske revolution var gennemført af folket selv, mens diktaturet i Østeuropa var etableret med magt af Sovjetunionen, og at stemningen hos mennesker i Havanna var anderledes positiv og afslappet end i Østberlin.

I 1987 havde Castros styre endnu lidt af den gamle revolutionære glans, selv om det hverken havde sikret cubanerne rimelig levestandard eller politisk frihed. Trods stor fattigdom havde Cuba dog et velfungerende sundhedsvæsen og uddannelsessystem. Men samfundets økonomi var i ruiner. Det kørte kun rundt, fordi Sovjetunionen gav overpris for sukkeret fra øen og leverede olie til underpris.

Castro formåede ikke at skabe en holdbar økonomisk udvikling, og cubanerne led utrolige afsavn, da Sovjetunionen kort efter brød sammen og subsidierne derfra ophørte.

Armoden blev også næret af USA’s brutale blokade. USA var den store, nære, naturlige handelspartner, der ikke accepterede handel med Cuba. Og man straffede resten af verdens skibsfart og virksomheder, hvis de formastede sig til at handle med Cuba.

Den såkaldte Helms-Burton-lov forbød rederier, der anløb Cuba, at anløbe amerikanske havne i seks måneder. Den form for økonomisk-politisk imperialisme blev fordømt af det meste af verden – også Danmark og EU. Men virksomhederne havde ikke råd til at miste det store amerikanske marked for at handle med det lille Cuba. Så blokaden virkede i retning af at fastholde Cuba i isolation og fattigdom. Blokaden gjorde det tilmed lettere for Castro at begrunde ufriheden derhjemme med nødvendigheden af et højt beredskab over for de amerikanske fjender.

ANDEN GANG, jeg besøgte Cuba, var i juni 2016 som formand for FN’s Generalforsamling.

Besøget havde to formål. For det første skulle jeg sammen med bl.a. generalsekretær Ban Ki-moon og de fleste latinamerikanske stats- og regeringschefer være med til næstsidste fase af processen med at afslutte 50 års blodig borgerkrig i Colombia mellem landets regering og oprørsbevægelsen Farc. Cuba og Norge havde på FN’s vegne bidraget til denne fredsproces, den nye pave ligeså. Det var bevægende at opleve lettelsen og glæden hos alle over, at der endelig var lys forude for Colombia.

For det andet skulle jeg mødes med bl.a. Cubas udenrigsminister, Bruno Rodriguez, om den generelle FN-dagsorden.

I samtalerne kom vi naturligvis også ind på den glædelige afspænding og åbning af samkvem mellem USA og Cuba, som efter næsten seks årtiers konflikt var blevet beseglet med præsident Obamas besøg i Havanna tre måneder forinden.

Jeg spurgte den cubanske udenrigsminister, om han kunne bekræfte, at Fidel Castro for mange år siden sagde, at forholdet mellem USA og Cuba først ville blive normaliseret, når vi fik en latinamerikansk pave og en sort præsident i USA. Fra Castros side var det i givet fald nok ment som noget i retning af, at det ikke ville ske, før helvede frøs til is.

Bruno Rodriguez sagde, at han selv havde spurgt Fidel, om han virkelig havde sagt sådan engang; den meget gamle mand kunne ikke selv huske det, men han har sandelig også sagt utrolig meget i tidens løb. Uanset om historien er sand eller opdigtet, så var kendsgerningen, at den amerikansk-cubanske forsoning blev etableret under en sort amerikansk præsident og med bistand fra den første latinamerikanske pave, den argentinske Frans.

I 2016 var der store forventninger hos den jævne cubaner om, at de værste økonomiske afsavn kunne mildnes og landet åbnes for handel. Investering og meget mere turisme fra USA.

Mange havde håb om, at åbningen også kunne blive begyndelsen til afviklingen af det kommunistiske partis jerngreb om landet.

I det eksilcubanske samfund i USA, der stenhårdt havde støttet mange årtiers boykot af Cuba, var der også opbrud i tankegangen og forventninger til et nyt nærmere samkvem. Men Obama fik ikke Kongressen med på at afvikle al blokadelovgivning rettet mod Cuba, før han forlod Det Hvide Hus.

På FN’s generalforsamling i november 2016 stemte 189 medlemslande ellers for en opfordring til USA om at afvikle al blokade mod Cuba. Kun USA og Israel stemte imod, og Obama-regeringen tøvede kun på grund af trægheden i Kongressen.

ET PAR måneder senere hed præsidenten i USA Donald Trump. Og uden synlig rationalitet og eftertanke, men drevet af et glødende had til Obama satte han sig for at slette alle spor efter sin forgængers indsats. Det voldsomste og krigeriske udslag er ødelæggelsen af atomaftalen med Iran. Men Trump har også destrueret alle fremskridt i forholdet mellem USA og Cuba og endda strammet skruen yderligere.

Helms-Burton-lovens blokadebestemmelser for skibsfart og handel er genindført og skærpet med en obskur paragraf: Alle udenlandske virksomheder, der handler med Cuba, kan straffes af USA, hvis handlen berører nationaliseret ejendom.

Bestemmelsen er aldrig før aktiveret, fordi resten af verden protesterede voldsomt, og den blokerer for Cubas muligheder for at få fødevarer, medicin og mange andre nødvendige varer udefra. Endnu en gang går det hårdest ud over den jævne borger i Cuba.

Den amerikanske blokadepolitik over for Cuba er nu i endnu mere massiv konflikt end nogensinde før med alle hidtil respekterede regler for international samhandel.

Der er et stort behov for, at ikke mindst EU – herunder også den danske regering – træder i karakter over for Trump-regeringens misbrug af handelspolitikken til en voldsom kæde af økonomiske straffeaktioner mod udenlandske virksomheder, der – i overensstemmelse med den gældende internationale retsorden – handler med lande, som Trump lægger for had, såsom Iran og Cuba, og for den sags skyld alle hans øvrige brud på frihandlens love og regler.