Historien om tre monstre, der kom til at udfordre verdens orden

Kommentar i Jyllands-Posten 4. februar 2020

I september 2015 mødtes verdens regeringschefer i New York med præsident Obama i spidsen og vedtog de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Tre måneder senere mødtes de samme statsledere i Paris og vedtog den hidtil mest vidtgående aftale om klimaet. Samme år kæmpede Obamas udenrigsminister John Kerry atomaftalen med Iran igennem. Han prøvede også utrætteligt, men uden held, at skabe en retfærdig fred mellem Israel og palæstinenserne. Jeg havde fornøjelsen at være formand for FN’s Generalforsamling i den korte stund, hvor der tegnede sig et stærkere internationalt samarbejde. Men højdepunktet blev til et sørgeligt vendepunkt, først med Brexit-afstemningen, så valget af Trump til præsident. 

Brexit sker nu – til ubodelig skade for Europa og især for Storbritannien selv.

Trump har på tre år systematisk nedbrudt det internationale samarbejde i en falsk overbevisning om, at USA kun kan vinde, hvis andre taber. Trump fører handelskrige og svigter sine allierede til fordel for nye venner blandt verdens hel- og halvdiktatorer, der lige som han selv angriber grundpiller i demokrati og verdensorden. Han har forladt klimaaftalen og atomaftalen med Iran. Senest har han totalt svigtet Palæstina for at hjælpe Netanyahu i Israel med hans tredje forsøg på at fortsætte som regeringschef, uanset alvorlige anklager om korruption og svindel. Trump selv er i rigsretssagen anklaget for åbenlyst magtmisbrug og foragt for kongressen, men vil alligevel blive frikendt af Senatets republikanske flertal.

Der er mange årsager til, at så meget er gået så galt: Finanskrise, monumental ulighed, nedbrydning af velfærdsordninger, frygt for folkevandringer og utålmodighed med handlingslammede politikere er vigtige brikker. Løgnene fra Putins internettrolde er også en brik.

Men ét bidrag vejer tungere end alle andre til at forklare både Brexit og at Trump fik magt til at nedbryde verdens orden. Og i øvrigt også til at forstå, hvorfor intet blev gjort for at forebygge den klimaforandring, der nu har sat store dele af Australien i brand.

Dette bidrag beskrives i en formidabel og veldokumenteret serie, der kan ses i syv afsnit på HBO – The Loudest Voice. Det er historien om et monster af en mangemilliardær, der skabte et endnu større monster, der skabte det største monster af dem alle – Donald Trump.

Monster ét hedder Rupert Murdoch. Han ejer størstedelen af pressen i sit hjemland Australien. Han ejer de mest læste aviser og TV i Storbritannien – og nu også den mest sete kabel-tv-kanal i USA. To tidligere australske premierministre, én fra Labour og en fra De Konservative, der begge blev væltet, har for nyligt påpeget, hvordan Murdochs medier sammen med kulminelobbyen påvirkede politikken og alt for længe forhindrede klimaindsatsen. Murdochs stærkt nationalistiske medier i Storbritannien har i årtier ført hadkampagne mod EU, Han fik Blair valgt, Gordon Brown væltet og David Cameron valgt som britiske premierministre, og sikrede flertal for Brexit.

Murdoch investerede milliarder i at skabe FOX NEWS i USA. Til at banke det op satte han i spidsen et endnu større menneskeligt monster ved navn Roger Ailes: En totalt samvittighedsløs og meget slagkraftig repræsentant for det yderste højre, der helt manglede vilje til at sondre mellem sandhed og løgn (og i øvrigt var skarp konkurrent til Harvey Weinstein i sexovergreb).

Roger Ailes var frem for nogen dén, der promoverede og fik valgt Donald Trump – det største af de tre monstre – til USA’s præsident.

Man forstår verdens uorden meget bedre ved at se The Loudest Voice.

(kommentaren bragt i Jyllands-Posten 4. februar) 

Brexit vil være en fortsat smertelig proces

Det britiske valg betyder, at Brexit formelt bliver en realitet 31.januar 

Det er synd for Europa og især for Storbritannien.

Omkostningerne i jobs og velstand kan endnu ikke opgøres, for vi kender ikke de fremtidige aftaler mellem UK og resten af EU. Det er utvivlsomt briterne selv, der kommer til at betale den højeste pris. Den næsthøjeste pris betales af os, der handler mest med briterne: Irland, Holland og Danmark.

Lige nu er der lettelse i de finansielle markeder, fordi det er forventningen at den ’hårde’ Brexit undgås.

Imidlertid kender vi ikke det næste års tid de nærmere vilkår for briternes fremtidige økonomiske relationer med EU. Foran os ligger en lang og besværlig ny forhandling. Det kunne lyde, som om premierminister Johnson har tænkt sig at leve højt på unfair konkurrence via afvikling af regler om sociale og miljømæssige krav i EU og skabelsen af et endnu større paradis for europæiske skatteflygtninge. EU kan ikke give briterne privilegeret adgang til det europæiske marked på sådanne vilkår, og derfor kan udfaldet komme til at ligne en hård Brexit meget mere end det er håbet lige nu.

De politiske konsekvenser tegner sig mere klart. Storbritannien forlader EU på et tidspunkt, hvorfor Europas – og briternes – behov for forpligtende internationalt samarbejde er mere indlysende end nogen sinde før: Europæerne bliver en stadigt mindre del af verdens befolkning og økonomi. Med et USA, der med eller uden Trump bliver mere selvhævdende, Kinas fremmarch og efterhånden nye giganter i det globale Syden er ingen europæisk nation stor nok til at hævde vores interesser og værdier på egen hånd. USA vil ikke give ved dørene, og landene i det gamle Commonwealth kan ikke foreløbig få en betydning for briterne, der ligner det europæiske marked. Forestillingen om et stærkt Storbritannien alene i verden er en romantisk og nostalgisk løgnehistorie.

Det er også skræmmende, at Johnsons sejr cementerer en stadig dybere splid i det britiske samfund. Fronterne er trukket uhyggeligt hårdt op, fordi de to store britiske partier faldt i hænderne på ekstremister.

I Skotland sejrede nationalpartiet markant, og i Nordirland fik irske nationalister flere stemmer end nogensinde tidligere. Johnson vil stritte længst muligt imod, men kan han i sidste ende afværge, at Stor-Britannien bliver til Lille-England med et selvstændigt Skotland i EU – og et forenet Irland samme sted? Brexit-sejrens senfølger kan være et England, der er fattigere og mindre relevant, og fortsat vil være et politisk, socialt og regionalt dybt splittet samfund

Det kan være vanskeligt som dansker at forstå at Storbritanniens vælgere har valgt at tage alle disse risici. Men sandheden er, at et flertal af vælgerne faktisk stemte på partier, der havde forpligtet sig til at holde en ny folkeafstemning om EU på et langt mere oplyst grundlag end i 2016: Der skulle tages stilling til at fortryde udtræden, når man faktisk kendte betingelserne for at forlade EU.

Den britiske valgordning med flertalsvalg i enkeltmandskredse forhindrede, at dette flertal i befolkningen også bliver til et flertal i det nye parlament. Det burde det flertal i det afgåede parlament, der mente det samme, have indset. Men med Labour-lederen Jeremy Corbyn i spidsen spildte de deres kræfter på uendelige kævlerier i stedet for at samles om at bremse Boris Johnson. De kunne have dannet en koalitionsregering med det ene formål at holde et en ny folkeafstemning før et nyt parlamentsvalg. Det var idiotisk, at Corbyn insisterede på selv at lede en sådan overgangsregering, selv om alle vidste han ikke

kunne få accept af dette og i øvrigt var enestående upopulær. Nu fik Johnson en perfekt mulighed for i en valgkamp at spille på udmattelsen over den farceagtig proces gennem de foregående tre år og den forståelige modvilje mod Corbyn som premierminister. 

Brexit udstiller demokratiets sårbarhed

Denne kommentar udkom, mens jeg var til konference i internetforslrækkede Kina, hvor både facebook og twitter er forbudt, og VPN totalt spærret pgra en stor importudstilling. Derfor deler jeg først nu. 

Kina bliver stadig stærkere og mere selvbevidst – og har vanskeligt ved at respektere et Europa, der tosser uenigt rundt med Brexit hængende over hovedet og også kæmper med andre alvorlige brydninger. Interessant i øvrigt, at Boris Johnsons bror mener at Mays regering sejler katastrofalt …

Vi må værne vort demokrati!