Debat og nyheder

Udgivet den

Israel ved at tabe krigen – og sådan bør Danmark reagere

Hvis ikke man forstår, hvor ekstrem Benjamin Netanyahu og hans regering er, forstår man slet ikke Israel-Palæstina-konflikten. Dét og meget mere snakkede jeg med Jyllands-Postens Anders Redder om i dette interview, der blev trykt i J-P Juleaftensdag. Siden er endnu flere palæstinensere blevet dræbt af israelske styrker – og også nogle israelske gidsler, der bar et hvid flag foran sig.

Læs hele Anders Redders interview i avisen 24. december 2023 – eller i uddrag nedenfor:

(…)

Få danskere har beskæftiget sig mere med Israel-Palæstina-konflikten end Mogens Lykketoft (…)

I hans øjne havde Benjamin Netanyahus skiftende regeringer i årevis obstrueret alle forsøg på en meningsfuld fredsdialog ved massivt at udvide bosættelserne på Vestbredden, indhegne Gaza og skabe uværdige og ydmygende liv for alt for mange palæstinensere.

(…)

Fra 2002-2005 var Mogens Lykketoft formand for Socialdemokratiet. Han har været i Israel fire gange, men har aldrig fået lov at besøge Gaza, siger han. 

(…)

»Der sker masser af forfærdelige katastrofer rundtomkring i verden i øjeblikket. I Sudan, i Myanmar – og så videre. Jeg tror, at Israel-Palæstina-konflikten berører mange af os mere, fordi vi fra starten havde en helt særlig sympati for staten Israels oprettelse, der bunder i det jødiske folks forfærdende tragedier under Holocaust.« 

»Vi er alle sammen vokset op – eller jeg er i hvert fald – med en dyb veneration og medfølelse for jødernes ønske om at have et nationalt hjem. Men vi har ikke før sent i forløbet, i hvert fald efter Seksdageskrigen i 1967, rigtig forstået, hvor stor en lidelse det at realisere det projekt var blevet til for palæstinenserne.« 

I tiden umiddelbart efter den 7. oktober og Israels modsvar har du nærmest beskrevet det som en sorglignende tilstand, du befandt dig i. Har du det stadig sådan? 

»Det er et dagligt stik i hjertet at opleve den fuldstændigt ødelæggende tæppebombning af mennesker og bygninger i Gaza. Det er ikke bare en humanitær katastrofe af ufatteligt omfang, som aldrig er set før i den her ellers langvarige konflikt. Det er også en understregning af, hvordan terrorister og ekstremister på begge sider i konflikten har ødelagt ethvert forsøg på en fredelig løsning i de sidste 75 år.« 

Han kalder Hamas-bevægelsens angreb for »utilgiveligt, grusomt og vanvittigt«. Men siger også, at »omstændighederne har bragt en dødskult til magten i Gaza«. (…)

»Vi har den mest ekstremistiske regering i Israel nogensinde. Benjamin Netanyahu, men i særklasse hans allierede, har altid ment, at konflikten kun kunne løses ved at smide palæstinenserne ud af Palæstina. Hvis ikke man har det med i billedet, forstår man slet ikke, hvorfor denne konflikt har kunnet udvikle sig så ekstremt.« 

Krigens brutalitet er åbenlys. 

Ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder har ca. 20.000 palæstinensere mistet livet, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har brugt tallet 18.000. 

I de offentliggjorte tal skelnes ikke mellem civile og Hamas-soldater, men over 14.000 er børn og kvinder, og eksperter har svært ved at pege på nylige krige med sammenlignelige tabstal. 

Til sammenligning har snart to års krig i Ukraine ifølge FN rundet 10.000 civile dræbte – om end organisationen mener, at tallet kan være langt højere.
En femtedel af Gazas bygninger er ødelagt eller destrueret af bombardementer. 

I fotoartikler på nettet ligner Gaza by, Khan Younis og Rafah – tre af landstribens største byer – ikke længere steder, mennesker bør befinde sig, men dystopiske grå masser af pulveriseret beton. 

Hug hovedet af, og nye vokser ud 

(…) der er sket nogle opsigtsvækkende ryk i det internationale samfund. 

Flere og flere lande stemmer nu ja i FN til krav om en øjeblikkelig våbenhvile. Også Danmark. I Tyskland og Storbritannien, to traditionelt stærke Israel-støtter, er opinionen ved at vende. 

Aviserne The Sunday Times og Welt am Sonntag bragte søndag en fælleskronik af de to landes udenrigsministre, David Cameron og Annalena Baerbock, der vil have en »bæredygtig våbenhvile« i konflikten – ikke bare en kort en, men en, der varer »i dagevis, i årevis og gennem generationer«. 

»For mange civile er blevet dræbt,« skrev de. 

USA’s præsident, Joe Biden, og Benjamin Netanyahu er åbenlyst uenige om, hvad der skal ske med Gaza, når krigen er ovre. 

Den amerikanske præsident har kaldt bombningen af enklaven for »vilkårlig« og sagt, at dele af Netanyahu-regeringen modsætter sig en tostatsløsning og vil hævne sig »mod alle palæstinensere«. 

Mogens Lykketoft, hvad er der ved at ske? 

»Det er ved at gå op for det internationale samfund, at Israels metode ikke er én, der slår Hamas ihjel, men slår civile ihjel i et uforholdsmæssigt omfang. Også trods sympati for at Hamas selvfølgelig ikke skal regere Gaza og må bekæmpes militært.« 

Israel kan ikke slå Hamas på den her måde? 

»Nej.« 

Hvorfor ikke? 

»Det lader jo til, at de mest uskadte er ledende Hamas-folk. De har åbenbart de huller i jorden, de skal have. Det andet perspektiv er, at Hamas lige så meget er en ideologi, som det er en håndgribelig militær enhed. Man kan ikke udrydde Hamas på den her måde. Det risikerer at blive som det gamle græske sagn om Hydra: Når man hugger hovedet af, vokser der hele tiden flere ud. De børn, der bliver forældreløse nu, kan sagtens blive næste generation af Hamas-krigere.« 

Selv hvis man slår Hamas’ ledere ihjel, kan du ikke slå ideologien ihjel med den her form for krigsførelse? 

»Nej. Tværtimod risikerer man at styrke den. Vi kan desværre se, hvordan tilslutningen til Hamas er vokset. Ikke så meget i Gaza, forståeligt nok. Men på Vestbredden, hvor palæstinenserne oplever et enormt pres fra ekstremistiske bosættere.« 

Resultatet af 75 dages bombardement af Gaza er, at Israel er ved at tabe krigen, mener Mogens Lykketoft. 

Ikke militært, men strategisk. Landet bliver mere og mere isoleret. Samtidig lider palæstinenserne. Alle taber. 

»Efter min mening er Danmark nødt til i langt, langt højere grad at engagere sig i en europæisk indsats og understøtte en proces, der omsider fører til et perspektiv for en tostatsløsning. Men både europæerne og i særklasse amerikanerne kan bebrejde sig selv, at de ikke i de forudgående 30 år har lagt et langt større pres på Israel.« 

Internationale styrker til Gaza 

Spørgsmålet er, hvad alternativet til Israels respons på den 7. oktober havde været. Og er. 

Hamas, en forkortelse for Harakat al-Muqawama al-Islamiya (Islamisk Modstandsbevægelse), tog hundredvis af gidsler med sig tilbage til enklaven efter terrorangrebet. 

I sit reviderede charter fra 2017 afviser Hamas totalt Israels ret til overhovedet at eksistere og kræver et Palæstina »from the river to the sea« – fra Jordanfloden til Middelhavet – men accepterer dog en palæstinensisk stat med 1967-grænser, altså omfattende Gaza, Vestbredden og Østjerusalem. 

Du mener, at Israels modsvar er ude af proportioner. Hvad var alternativet efter det grusomme terrorangreb fra Hamas? 

»Her støtter jeg mig til, hvad forskellige sikkerhedseksperter og militærstrateger af især amerikansk oprindelse har skrevet og sagt: At Israel traditionelt set på godt og ondt har været ekspert i nålestiksoperationer. De har en af verdens bedste efterretningstjenester og har før været enormt effektive i en form for krigsførelse, hvor man præcist kunne ramme enkeltpersoner i form af ledende modstandere. Den taktik har slet ikke været anvendt i denne omgang,« siger Mogens Lykketoft. 

Du mener, at Hamas skal fjernes fra magten i Gaza. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre – og samtidig at få befriet gidslerne – uden en landinvasion? 

»Nu er det jo ikke mange gidsler, man har fået befriet ved landinvasion indtil nu, må man sige. De, der er blevet frigivet, er blevet det gennem forhandlinger med Hamas. Det er en vigtig observation.« 

»Den bedste løsning er så målrettet som muligt at svare igen mod Hamas-ledelsen, men også at foranledige en eller anden form for international kontrol med Gaza-området. Det vil være frygteligt med en israelsk besættelse.« 

Modargumentet er, at man først er nødt til at fjerne Hamas, før man overhovedet kan tale om en bæredygtig fred og få det internationale samfund ind over. At man ikke kan forhandle med terrorister, der lige har dræbt 1.200 civile israelere? 

»Det har man gjort, hvad angår gidslerne.« 

Ja, men ikke hvad angår en varig fred? 

»Nej, det kan man ikke. Jeg er enig i, at man ikke kan acceptere et fortsat Hamas-styre.« 

»Der er brug for en eller anden form for international tilstedeværelse, også militært, i Gaza, hvis vi skal begynde at tænke i fremskridt. Hele omverdenen er enig om, at krigen bliver ført med for mange civile tab. Alligevel siger Netanyahu, at de fortsætter, indtil de har slået Hamas helt ned. Ingen ved i virkeligheden, hvad det betyder.« 

Du lader til at være fanget mellem at ville have et nyt styre i Gaza, men ingen krig? 

»Man må kombinere en militær tilstedeværelse med en eller anden form for forhandling. Du skal have afvæbnet Hamas. Der er ikke nogen gode løsninger, og det bliver ikke mig, som opfinder dem. Men hele verden er nu enig om, at den her form for krigsførelse ikke ender konflikten. Den forlænger den i al uendelighed.« 

(…) det er en delegitimering af Israels ret til selvforsvar, når man på én og samme tid siger, at Israel har ret til at forsvare sig og til at fjerne Hamas, men alligevel kort efter krigens udbrud begyndte at tale om proportionalitet. Kan man tale om de to ting på samme tid? 

»Det mener jeg godt, at man kan. For mig er det et spørgsmål om at vurdere, hvad Israel egentlig opnår ved at føre den form for krig, man gør. Er der noget som helst bidrag til en større langsigtet sikkerhed for Israel i en krigsførelse, der skaber så meget ondt blod?« spørger Mogens Lykketoft. 

(…)

Så er vi tilbage ved metaforen med slangen Hydra, som man ikke kan kappe hovedet af? 

»Ja,« siger han.
(…)

Benjamin Netanyahu har udtalt, at Israel hverken vil genbesætte eller tage styringen over Gaza, men afviser samtidig at lade det palæstinensiske selvstyre og Fatah-bevægelsen med Mahmoud Abbas i spidsen få indflydelse i den 41 km lange enklave. 

Internationale styrker vil heller ikke få lov til at overtage kontrollen, har han ifølge The Times of Israel sagt.

Hvordan mener Lykketoft, at en fremtid for Gaza kan se ud? 

»Som det er nu, kan det palæstinensiske selvstyre ikke overtage noget som helst, for det er totalt delegitimeret. Måske på grund af sin egen uduelighed, men ikke mindst på grund af at det i de sidste 15 år under Netanyahu er blevet svækket, fordi befolkningen på Vestbreddens vilkår er blevet ringere og ringere.« 

Hvad skal der så ske? 

»Der er brug for nye folk i ledelsen i Palæstina. Måske først et teknokratstyre, og så snart som muligt nyvalg til selvstyret i både Gaza og på Vestbredden. Men der er en frontal konflikt mellem USA og Netanyahu med racisterne og fascisterne i hans regering, når han afviser en ikke-terroristisk palæstinensisk administration af Gaza. Det er den nødvendige forudsætning for – som Biden også siger – at opnå et eller andet fremskridt hen mod en tostatsløsning.« 

»Helt uoverskuelige« konsekvenser 

(…)

I et år, 2015-16, var han (Mogens Lykketoft) formand for FN’s generalforsamling, og det blev en slags øjenåbner og et indblik i et verdenssamfund, der havde mistet troen på noget, han gennem årtier havde fortalt sig selv: 

At Vesten trods sine fejl og mangler blev set som garanten for en regelbaseret international orden, at vi var de gode, og at historiens store bue, når alt kommer til alt, ville svinge i vores retning. 

(…)

Kort efter han tiltrådte i sit nye job, blev det palæstinensiske flag hejst over FN-bygningen ved en ceremoni. 

»Det var overvældende, hvor mange regeringschefer og udenrigsministre der deltog i den flaghejsning. Når man har været i FN-systemet, forstår man bedre end mange mennesker den dybt rodfæstede fornemmelse af urimelighed over for en palæstinensisk befolkning, som er blevet fordrevet, besat, ydmyget og undertrykt i 75 år.« 

I højere grad end vi er klar over herhjemme, mener du?

»I meget, meget højere grad.« 

»Kernen af det her er ikke kun den humanitære katastrofe. Det er også de bølgebevægelser, konflikten udløser, som på alle mulige måder er skadelige. Ikke bare for Israels fremtid. Hvis konflikten fortsætter, har det også nogle geopolitiske konsekvenser, som er helt uoverskuelige.« 

Hvad mener du? 

»Hvis ikke Vesten for alvor engagerer sig i at få stoppet den ekstreme blodsudgydelse og skaber et perspektiv for en tostatsløsning, så har vores gennemslagskraft i denne verden, vores mulighed for at være nogen form for moraliserende forkæmper for menneskerettigheder og humanisme, fået et stød. Det var i forvejen et problem, at vi siden bl.a. invasionen i Irak har efterladt et indtryk af, at det ikke altid var os, der var forvalterne af en velordnet international verdensorden.« 

Hvis vi overhovedet har noget moralsk legitimitet tilbage, så er vi i gang med at miste den? 

»Ja. Til vores forbitrelse kan vi se, hvordan lande i den sydlige del af verden – Latinamerika, Afrika, Asien – ikke har taget stilling i krigen mellem Ukraine og Rusland. De stemmer måske nok for at fordømme den i FN, men de deltager ikke i sanktionerne mod Rusland. De vil ikke for alvor vælge side, for ”nå ja, der er jo så mange konflikter, som også Vesten har været en urimelig årsag til”. Det er deres oplevelse. Og det billede forstærkes i det omfang, at vi bliver identificeret med en uforbeholden støtte til Netanyahu og hans politik.« 

Og så er der det amerikanske valg, påpeger Mogens Lykketoft. 

»I forvejen så det ud til, at Joe Biden får enorme problemer med at slå Donald Trump. Nu har han fået et ekstra enormt problem.«

»En undersøgelse fra et par af de vigtigste delstater ved det kommende valg viste, at generationerne over 50 år var overvældende positive over for Israels ageren. I generationerne under 35 år var der langt mindre accept. Trods kritik har Biden fremstået som en ret ubetinget støtte for Netanyahu. Det er dødsensfarligt; svingstaten Michigan er den delstat i USA med flest vælgere af arabisk afstamning. De stemmer ikke på Trump. Men hvis de bliver hjemme, taber Biden.« 

»Og det er ikke bare de arabiske amerikanere. En ungdomsgeneration i USA sidder med en opfattelse af, at regeringen ikke gør nok for at stoppe Israels krig.« 

Mere antisemitisme – og had mod dansk-arabere 

(…)
Den 7. oktober har også påvirket den offentlige opinion i Danmark enormt. 

Titusinder går på gaden i København i solidaritet med Palæstina. Men også antisemitismen er voldsomt stigende. 

Mogens Lykketoft er enig i, at krigen har sat voldsomme spor i det danske samfund. 

»Det er helt frygteligt, når nogen lader det gå ud over sagesløse mennesker af jødisk baggrund. Det er en forfærdelig uskik, som vi skal gøre alt for at inddæmme. Men vi skal også være opmærksomme på, at rigtig mange almindelige, fredelige danskere med arabisk og palæstinensisk baggrund bliver skældt ud for det værste af det, der foregår.« 

Der er jødiske medborgere, som ikke tør at gå med davidsstjerner og skilte med deres religion. Der er sikkerhedstrusler mod jødiske lokationer. Men du nævner også, at mange medborgere af arabisk afstamning bliver skudt ting i skoene. Hvad mener du med det? 

»Der er ikke nogen grund til at nuancere fordømmelsen af enhver form for overgreb eller trusler mod det jødiske samfund. Jeg siger bare, at der også er ret mange mennesker i Danmark, som ikke har nogen som helst lod og del i Hamas’ grusomheder, der udsættes for en eller anden form for had.« 

Hvor ser du det? 

»Jeg har ganske mange bekendte og venner, også i det miljø. De føler virkelig, at mange mennesker betragter alle med arabisk baggrund som potentielle terrorister. Og behandler dem sådan. Det er helt urimeligt.« 

Jeg slutter af med at spørge Mogens Lykketoft, om han inderst inde nogensinde har været håbefuld om freden. 

»Ja,« siger han. 

Han var udenrigsminister fra 2000-2001. 

Camp David-forhandlingerne, hvor Bill Clinton forsøgte at mægle mellem Ehud Barak og Yasser Arafat, var kort inden brudt sammen. 

»Men når man talte med parterne, var der stadigvæk et håb om, at det skulle lykkes. Jeg har siddet til møder i EU’s ministerråd, hvor Shimon Peres (daværende israelsk udenrigsminister, red.) og den palæstinensiske udenrigstalsmand talte om mulighederne for at lave en korridor mellem Gaza og Vestbredden og investere i Gazas udvikling. I 2001 var det stadigvæk på tegnebrættet at finde en løsning.« 

Og hvad med nu? (…) Går vi mod lysere tider? 

»Jeg har vænnet mig til at være en bekymret optimist, hvad enten vi taler klima eller verdensfred.« 

»Men jeg lægger nok mere tryk på bekymret nu.« 

Udgivet den

Den bedste julegave ville være, at Biden så virkeligheden i øjnene og takkede af

Joe Biden

Der er galskab nok i verden, og ingen har brug for en tydeligt alderssvækket præsident i Det Hvide Hus. Man kunne håbe, at Biden ville opgive at genopstille og skabe plads til yngre kræfter. Det skriver jeg om i denne klumme i Jyllands-Posten 13. december 2023. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Er der en ende på galskaben?

Døden og ødelæggelsen i Gaza er hjertegribende vanvittig. Israels krigsførelse er ikke et rationelt selvforsvar mod Hamas’ bestialske terror, det er blodhævn mod et helt folk. Massedrabet på civile slår næppe de ansvarlige topterrorister fra Hamas ihjel. Derfor kræver det meste af verden våbenhvile nu. 

I det globale syd ses Vestens manglende afstandtagen fra Netanyahus krigspolitik som udtryk for kynisk dobbeltmoral om menneskeret. Krigen skaber risiko for mere ufred i hele regionen og verden. Der er terrorfrygt i Europa. Der er risiko for, at nationalistiske, fremmedfjendtlige og halvautoritære bevægelser kan nedbryde sammenhold i klimakampen og i krigen mod Rusland.

Endnu mere akut er det, at det amerikanske politiske system er totalt dysfunktionelt – bl.a. med åbenbar risiko for at bremse våbenforsyningen til Ukraine. Trump huserer som favorit til igen at blive amerikansk præsident. Han synes indstillet på at overlade Ukraine til Putin og måske opløse Nato; han vil stå endnu mere ensidigt på Netanyahus side imod enhver fred og tostatsløsning i Mellemøsten; han vil skærpe konfrontationen mellem USA og Kina og bakke ud af klimakampen til skade for hele kloden. Og han har utvetydige hensigter om – og vil måske få held til – at afmontere de demokratiske institutioner i USA.

Der var ellers fremskridt i sammenhold og handlekraft i Vesten som svar på Putins angrebskrig og en gryende forståelse af nødvendigheden af massiv indsats mod klimaforandringen – også fordi vi ikke kan lade despoter som Putin og Mohammed bin Salman sidde på toppen af en fossil energiforsyning. Præsident Biden fik trodset alle snubletrådene i den amerikanske Kongres og fik vedtaget en historisk lovgivning til gavn for grøn omstilling i erhvervslivet – og har opretholdt en høj beskæftigelse, som man skulle tro kunne hjælpe ham til genvalg.

Men den for hele verden livsfarlige situation er, at flertallet af amerikanske vælgere ikke kan se for sig, at Biden kan stå oprejst og handlekraftig som verdens vigtigste statsleder fem år frem i tiden, til han er godt 86 år. Desværre kan de heller ikke forestille sig, at vicepræsident Kamala Harris kan løfte opgaven, hvis den gamle mand falder ud. Desuden har Bidens meget ensidige opbakning til Netanyahu givet opbrud blandt de unge og selvfølgelig især de arabisk-amerikanske vælgere, der var en vigtig del af hans valgsejr i 2020. Risikoen er, at mange bliver hjemme på valgdagen eller stemmer på udsigtsløse tredjekandidater. Der skal kun ske meget lidt af dét for at fjerne den mindste chance for Bidens genvalg i 2024 – også selv om Trump ikke får flere stemmer end sidst.

Det er vanskeligt at få det sagt, men det bedste, Biden kunne sige her op mod jul, var, at han er stolt af de resultater, han mod alle odds opnåede, men at han indser, at det både på grund af strømningerne i vælgerhavet og hans allerede mærkbare alderssvækkelse har fået ham til at beslutte ikke at genopstille, og at han vil håbe Demokraterne kan samles om i stedet at opstille Californiens 56-årige slagkraftige og progressive guvernør Gavin Newsom. 

Det kunne også bane vejen for Kamala Harris som Newsoms afløser og placere en anden og mere slagkraft kvinde – gerne af farvet herkomst – som vicepræsidentkandidat. Jeg er næppe den eneste iagttager, der tror på, at en sådan kabale dramatisk ville styrke Demokraternes chance for både at fastholde præsidentposten og få flertal i Kongressen, så de nuværende lammelser i det amerikanske politiske system kan overvindes og hele verden ånde lettet op.

Indlægget udkom i Jyllands-Posten 13. december 2023

Mere fra min hånd om amerikansk politik

Udgivet den

Mange i Vesten har en uens målestok for beskyttelse af civile på de to sider

Det kan undre, at mange i Vesten har en uens målestok for beskyttelse af civile på de to sider. Det skriver jeg om i mit seneste indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Vestlig dobbeltstandard og landkrig i Gaza  

Alle burde som vi uforbeholdent fordømme den forbandede dødskult og menneskeforagt, der fik Hamas-terrorister til at myrde 1.400 civile i Israel – og som nu udløser gengældelse og hævn med tidobbelt dosis af død og lemlæstelse i Gaza.

Vi i Vesten anerkender Israels ret til at forsvare sig mod terror. Men retten er til selvforsvar, ikke til krigsforbrydelser. 

Og hvad er det at afskære 2,3 millioner forarmede mennesker, der er indespærret på et areal på størrelse med Langeland, fra adgang til vand mad og elektricitet, sønderbombe boliger, hospitaler, livsvigtig infrastruktur, moskeer og kirker?

Hvorfor har mange i Vesten en uens målestok for beskyttelse af civile på de to sider? Og hvorfor mangler der så ofte fokus på, at dét, vi aktuelt oplever, er et nyt hæsligt højdepunkt i en 75 år lang konflikt med ydmygelse, forarmelse, besættelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk.

Israel rasede forleden, da FN’s generalsekretær med stærke ord rev dette dystre fortæppe til side. Men generalsekretæren talte i fuld samklang med det store flertal af FN’s medlemslande i Det Globale Syd, der mener, at vi i Vesten er meget geografisk selektive i vores forsvar for menneskeret og de internationale regler for krigsførelse.

Denne opfattelse kom skarpt til udtryk forleden, da Christiane Amanpour på CNN interviewede Jordans dronning Rania. Dronningen selv er palæstinenser af fødsel og naturligvis for fred og imod terror mod civile i enhver sammenhæng. Hun forklarede med stærke personlige følelser flot og forbilledligt den palæstinensiske lidelseshistorie.

Fra en helt anden kant ovre i USA blev der sat spørgsmålstegn ved Israels beslutning om at iværksætte en langvarig og blodig landkrig i Gazas gader og gyder:

Richard Haass er af jødisk afstamning, var udenrigspolitisk rådgiver for udenrigsminister Colin Powell og er anerkendt som meget skarp sikkerhedspolitisk analytiker; jeg har selv som udenrigsminister søgt at lægge arm med ham om missilskjoldet og ved, at han er en hård hund.

Haass skrev forleden, at Hamas har fortjent at blive besejret. Men Hamas er mere et netværk, en bevægelse og en ideologi end en fast sammentømret organisation, skrev han. Derfor vil Hamas – eller noget, der ligner – bestå, uanset hvor længe man fører landkrig. Imens vil den internationale fordømmelse vælte ned over Israel. Risikoen er, at Hizbollah angriber fra nord og Vestbreddens palæstinensere rejser sig i en ny blodig intifada i protest mod krigen og aggressive bosætteres voldelige overgreb. Forholdet til de arabiske stater vil forværres. Konflikten kan sprede sig ud i hele regionen.

Derfor er Biden skeptisk over for landkrigen, men kan næppe holde Netanyahu tilbage. Haass opfordrer til, at USA presser Israel til at undgå udvidelse af krigen, stoppe bosætter-fremmarchen på Vestbredden og arbejde aktivt for at få opbygget en troværdig partner i det palæstinensiske selvstyre ved omsider at insistere på at vise en vej frem til en tostatsløsning.

Haass finder det prisværdigt, at Biden før krigen kritiserede Netanyahus angreb på Israels højesteret, men at USA må forstå og handle efter, at det er manglen på en løsning for palæstinenserne, der er den allerstørste trussel mod Israels demokrati.

Biden synes med sine seneste udtalelser at forstå dette.

Vi kan håbe på amerikansk handling mod dét, som den tidligere chef for Mossad Tamir Pardo har kaldt den israelske apartheidstat.

Både Netanyahu og Biden agerer lige nu for at bevare deres poster som statsledere – Netanyahu også for at undgå fængselsdom for korruption. Det er utilgiveligt, at han af den grund overspiller rollen som stor og blodig krigsherre. Hvis han vinder nye valg, er det lige så lidt i menneskehedens interesse som genkomst i USA for hans nære ven Donald Trump.

USA’s præsident har hverken personligt eller politisk varme følelser for Netanyahu, der i samarbejde med Republikanerne systematisk har underløbet både Obama og ham selv. Man må tilskrive og tilgive Bidens tilsyneladende helt enøjede opbakning til Netanyahu her under krigen som noget, han anser for uundværligt for at blive genvalgt som amerikansk præsident. Og et sådant genvalg er – givet alternativet – absolut i menneskehedens interesse.

Men uforbeholden støtte til Israels krigsførelse risikerer også i USA at give bagslag, fordi de palæstinensiske amerikanere er særligt talrige i nøglestaten Michigan, hvor de sidst sikrede Bidens spinkle sejr. Den demokratiske partirådgiver Waleed Shahid frygter, at denne gruppe i frustration undlader at stemme ved næste præsidentvalg.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 4. november 2023.

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

Udgivet den

Ingen udsigt til ende på rædslerne

Sandheden er, at alene USA kan lægge det nødvendige pres på Israel til at forfølge sine egne langsigtede interesser i forsoning med palæstinenserne – det og mere i min seneste klumme i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

TRE UGERS RÆDSLER

Det er ubærligt så mange unge og uskyldige liv, der allerede er tabt i den uendelige krig om det hellige land. Det berører mig ganske særligt, fordi jeg i mere end 20 år har engageret mig til fordel for retfærdig fred mellem Israel og palæstinenserne. 

Hamas’ afsindige terrorangreb med mord på 1.400 civile i Israel var en afskyelig forbrydelse, der ikke findes undskyldning for, og det er forståeligt, at reaktionen, sorgen og vreden er enorm i Israel. Gerningsmændene var selvmordspiloter i en ekstremistisk dødskult: Ingen af dem kan have været i tvivl om, at hævnen for massemordet ville ramme fra luften med tifold mere overvældende død og ødelæggelse i Gaza.

Efter tre uger er store dele af det overbefolkede og ludfattige Gaza udbombet. Halvdelen af de 2,3 mio. mennesker i enklaven, der ikke er større end Langeland, er sendt på flugt fra nord til syd under kaotiske og panikagtige forhold. Hundredtusinder er hjemløse og lever på den bare jord eller i telte. Lidelserne er ubeskrivelige. trods alle forudgående krige mellem Hamas og Israel har det aldrig været værre i Gaza: Dødstallet er på vej til 10.000, og mere end dobbelt så mange er lemlæstede. 4 af 10 ofre er børn. Meget lidt international nødhjælp får lov at komme ind til en civilbefolkning, som Israel i strid med alle krigens love har afskåret fra forsyninger af mad, vand og elektricitet. Hospitalerne bliver til lighuse, når operationer stopper, og kuvøser går ud, fordi brændstoffet slipper op. Nye, lange rækker af sårede er uden behandling. En endnu mere voldsom landinvasion af de israelske styrker ruller frem. 

USA’s præsident har opfordret til mådehold for at skåne civile, både for at få nok nødhjælp ind og forsøge at forhandle gidsler ud af Hamas’ fangarme. FN’s generalforsamling har med stort flertal krævet våbenhvile nu. Men intet ser ud til at få Netanyahu til at bremse. Hans hævnerretorik er frygtindgydende, Men folk i Gaza fortjener ikke at blive ofre for djævelsk fortolkning af retfærdighed, der bestemmer, at de skal sønderbombes, fordi de støtter Hamas-terroristerne. Det gør de nemlig ikke. 

Hamas vandt godt nok det eneste frie palæstinensiske valg tilbage i 2006. Det var en protest mod det såkaldte selvstyre, som ikke havde kunnet aftvinge Israel indrømmelser, der kunne føre Palæstina væk fra besættelse og undertrykkelse. Men halvdelen af Gazas nuværende befolkning var ikke engang født dengang – og opinionsmålinger fra lige før det aktuelle krigsudbrud viser, at det kun var 29 pct. af folk i Gaza, der var tilfredse med at blive regeret af Hamas.

Derfor burde alle gode kræfter samles om at afsætte Hamas-styret i Gaza ved andre midler end en langstrakt og blodig landkrig. Måske en midlertidig FN-administration forvaltet bl.a. af de arabiske stater, der har søgt fred med Israel – fulgt op af et reelt perspektiv om et selvstændigt Palæstina ved stop for bosætternes fremmarch på Vestbredden og reelle indrømmelser til et selvstyre, der får valgt en yngre ledelse med mere folkelig autoritet.

En sådan vandring mod fred tiltaler ikke Netanyahu og hans racistisk-fascistiske allierede. Men omsider fremføres tostatsløsningen igen med styrke af USA’s præsident. Og sandheden er – som altid – at alene USA som Israels allierede og beskytter kan lægge det nødvendige pres på Israel til at forfølge sine egne langsigtede interesser i forsoning med palæstinenserne. Den arabiske verden kan og skal hjælpe. Europa kan bidrage fra sidelinjen – ved at heppe på USA og afhjælpe den ekstreme nød og elendighed, krigen skaber.

Indlæg bragt i Jyllands-Posten 1. november 2023

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

FOTO: Wikimedia Commons

Udgivet den

Tale ved demoen Beskyt Civile Liv

28. oktober 2023 på Christiansborg Slotsplads

Demonstrationen var arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke, Care Danmark og Amnesty International – forlængelse af deres fælleserklæring med krav om VÅBENHVILE NU sammen med Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp, Oxfam Danmark og Red Barnet og flere end 600 andre internationale organisationer.

Min tale:

Det er fortvivlende og hjertesønderknusende at være vidne til de nye frygtelige begivenheder i Israel og Palæstina. Det er umuligt helt at fatte omfanget og smerten af den katastrofe, der rammer uskyldige mennesker.

Hele verden bør uforbeholdent fordømme den forbandede dødskult og menneskeforagt, der fik Hamas-terrorister til at myrde 1400 civile i Israel 7. oktober – og som nu udløser gengældelse og hævn med tidobbelt dosis af død og lemlæstelse i Gaza.

Israel har ret til at forsvare sig mod terror. 

Men er det selvforsvar eller krigsforbrydelse at afskære 2,3 millioner forarmede mennesker, der er indespærret på et areal på størrelse med Langeland, fra adgang til vand mad og elektricitet, sønderbombe boliger, hospitaler, livsvigtig infrastruktur. moskeer og kirker? 

Er der en forskellig målestok for beskyttelse af civile på de to sider i konflikten? Og hvorfor mangler så mange fokus på, at dét, vi aktuelt oplever, er et nyt hæsligt højdepunkt i en 75 år lang konflikt med ydmygelse, forarmelse, besættelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk. 

Israel rasede forleden, da FN’s generalsekretær med stærke ord rev dette dystre fortæppe til side. 

Men generalsekretæren talte i dyb samklang med det store flertal af FN’s medlemslande i de globale syd, der oplever, at vi Vesten er meget geografisk selektive i vores respekt for de internationale regler for krigsførelse og værn om civiles liv og menneskerettigheder.

Antonio Guterres appellerede indtrængende om en våbenhvile for at beskytte civile og forhandle om frigivelse af gidsler.

Denne appel kom også skarpt til udtryk fra Jordans dronning Rania, da hun forleden blev interviewet af Christiane Amanpour på CNN.  Dronningen er selv palæstinenser af fødsel, og naturligvis for fred og imod terror mod civile i enhver sammenhæng.  Hun forklarede med stærke personlige følelser, flot og forbilledligt den palæstinensiske lidelseshistorie.

Heldigvis er der også israelere, der forstår den lange forhistorie til den aktuelle katastrofe. 

Én af disse – som jeg har den allerstørste respekt for – er Avner Gvaryahu, der er direktør for de israelske veteraner i Breaking the Silence, som i mange år har dokumenteret og kritiseret Israels besættelsespolitik. 

Avner skrev dagen efter terrorangrebet mod Israel: og jeg citerer

”Lad os være krystalklare. Hamas har begået forbrydelser, der må oprøre ethvert anstændigt menneske, Som nogen, der dagligt kraftigt kritiserer Israels politik i Gaza og på Vestbredden, er det vores pligt at fastslå realiteterne: Hamas har frontalt krænket alle basale moralske normer. Vi er sønderknust over at se skrækslagne civile belejret i deres hjem, uskyldige mennesker myrdet med koldt blod på gaderne, til fester og derhjemme. Dusinvis taget som gidsler og slæbt ind i Gaza-striben. Vi kender alle nogen, der er blevet ramt af tragedien. 

Vi kunne blive ved og ved om deres grusomme og kriminelle handlinger, 

eller fokusere på, hvordan vores jødiske overherredømme har bragt os hertil. Hvor svært det end er, så er det imidlertid vores opgave som tidligere israelske soldater at tale om, hvad vi blev sendt ud for at gøre.

Israels sikkerhedspolitik har i årtier nu været at “håndtere konflikten”. Gentagne israelske regeringer insisterer igen og igen på voldsanvendelse, som om det kunne ændre noget. De taler om “sikkerhed”, “afskrækkelse”, “at ændre ligningen”.

Alt sammen kodeord for at bombe Gaza-striben sønder og sammen, altid retfærdiggjort som rettet mod terrorister, men altid med store civile tab. Ind i mellem disse gentagne voldsrunder gør vi livet umuligt for Gazas indbyggere, og agerer så overraskede, når det hele koger over.

Vi taler om “normalisering” med Emiraterne og nu Saudi-Arabien, mens vi håber, at verden vil vende det blinde øje til det udendørsfængsel, vi har skabt i vores baghave. Ud over den ufattelige krænkelse af menneskerettighederne, har vi skabt en massiv sikkerhedsrisiko for vores egne borgere.

Til sidst siger Avner 

Vores land besluttede – for årtier siden – at det er villigt til at sætte sikkerheden på spil for borgerne i vores byer til fordel for at bevare kontrollen over en besat civilbefolkning på millioner, alt sammen for en nybygger-messiansk dagsorden.

Tanken om, at vi kan “håndtere konflikten” uden nogensinde at skulle løse den, er igen ved at bryde sammen for øjnene af os. Det er lykkedes ind til nu, fordi kun få har turdet udfordre tanken. Disse hjerteskærende begivenheder kan ændre det. De skal. For vores skyld – alle os mellem floden og havet.”                                                                   

Det er den besindige, humanistiske israelers ord.

Fra en helt anden kant ovre i USA blev der også advaret mod Israels beslutning om at iværksætte en ny, langvarig og uhyre blodig landkrig i Gazas gader og gyder: 

Richard Haass er af jødisk afstamning, konservativ og var udenrigspolitisk rådgiver for USA’s udenrigsminister Colin Powell, og er anerkendt som meget skarp sikkerhedspolitiske analytiker.

Haass skrev forleden, at Hamas fortjener at blive besejret. Men han påpeger samtidig, at Hamas mere er et netværk, en bevægelse og en ideologi end det er en fast organisation. Derfor vil Hamas – eller noget, der ligner – bestå, uanset hvor længe man fører landkrig. Imens vil den internationale fordømmelse af de enorme civile tab vælte ned over Israel. Både civile og militære tab vil vokse yderligere, hvis Hizbollah angriber fra nord og Vestbreddens palæstinensere rejser sig i en ny blodig intifada mod aggressive bosættere, der dagligt udsætter dem for voldelige overgreb. Forholdet til de arabiske stater vil forværres. Konflikten kan sprede sig ud i hele regionen. 

Derfor, siger Haass – skal USA presse Netanyahu for at undgå udvidelse af krigen, stoppe bosætter-fremmarchen på Vestbredden og arbejde aktivt for at få opbygget en troværdig partner i det palæstinensiske selvstyre ved omsider at insistere på at vise en vej frem til en to-stats-løsning.

Haass siger også, manglen på løsning for palæstinenserne er en endnu større trussel mod Israels demokrati end Netanyahus angreb på Højesteret.

Præsident Biden synes med sine seneste udtalelser om nødvendigheden af at give nyt liv til to-stats-løsningen at forstå dette.

Vi må inderligt håbe på amerikansk handling mod dét som den tidligere chef for Mossad, Tamir Pardo, har kaldt den israelske apartheidstat. 

For der kommer ingen fred uden massivt amerikansk pres på Israels regering – herunder at sikre en midlertidig international administration af Gaza til erstatning både for Hamas’ terrorister og en blodig israelsk besættelse.

Vi i Europa – vi i Danmark – har en vigtig rolle med at støtte og tale for, at et sådant pres lægges fra USA’s side. 

Men her og nu må vi bidrage massivt med bistand til de uhyrligt mange ofre, konflikten allerede har skabt – og insistere på en ægte våbenhvile – ikke bare en såkaldt humanitær pause.  

Mere fra min hånd om den ulykkelige konflikt

Udgivet den

Lyt til de besindige stemmer i Israel

Jeg har denne kronik i Politiken om konflikten mellem Israel og Palæstina. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Intet kan forsvare Hamas’ afskyelige mord på mange hundrede civile i Israel. Den afsindige terrorhandling kan ikke gradbøjes, den er ud over alle grænser modbydelig og forbryderisk – også mod terroristernes egne landsmænd, der nu rammes af reaktionen med overvældende død og ødelæggelse. 

I disse dage bløder mit hjerte mere end nogensinde for de tusindvis af nye uskyldige civile på begge sider, der dør, lemlæstes og mister deres hjem, fordi de forsonlige igen er blevet overtrumfet af had og terror fra dem, der ville besidde hele det lille landområde mellem Middelhavet og Jordan-floden. 

Det er forbilledligt, at den danske overrabbiner udtrykker en tilsvarende medfølelse med de uskyldige ofre på begge sider.

Jeg er ikke historieløs. Jeg har fulgt det meste af de seneste 75 års krig mellem Israel og palæstinenserne. Gennem næsten et kvart århundrede har jeg forsøgt at yde et bidrag til fred – som udenrigsminister, folketingsformand og formand for FN’s generalforsamling. Jeg har gennem årene talt fred med Shimon Peres, Yassir Arafat, Yossi Beilin, Avraham Burg, Carmi Gillon, Mahmoud Abbas, Hanan Ashrawi, Sari Husseini, Nabil Shaath, Riyad Mansour, Herbert Pundik og Ron Pundak – og mange forkæmpere for fred og menneskerettigheder fra civilsamfundet på begge sider. Aldrig med Hamas.

Med de voldsomme følelser, der også i Danmark er sluppet løs efter det forfærdende angreb mod Israel, er det vanskeligt at trænge igennem med, at vi ikke skal hjælpe mindre i Palæstina, men skrue kraftigt op for humanitær bistand til uskyldige civile og hjælp til de palæstinensere, der vil freden.

Denne storkrig vil oven i de seneste 15 års øvrige krige sætte særligt dystre spor blandt de 40 pct. af Gazas 2,2 mio. indbyggere, der er under 14 år. Det er en ungdomsgeneration på 900.000, der påføres dybe traumer. 

Vi skal støtte FN i, at det er i strid med alle krigens love, når Israel har afskåret mad-, vand- og elforsyningen. Derfor omdannes Gazas hospitaler lige nu til lighuse, når ofrene fra de massive bombardementer bringes ind og ikke kan behandles. 

FN fordømmer også, at halvdelen af folk i Gaza får at vide af israelerne, at de skal forføje sig til sydenden af den lille enklave for at undgå tæppebombardementer og en massiv landoperation med det formål definitivt at knække Hamas. 

Folk i Gaza er rædselsslagne for at blive, men også usikre på, om de er bedre beskyttede sydpå. Desuden frygter de, at de aldrig får lov at vende hjem igen – et palæstinensisk traume siden Nakba, katastrofen i 1948, da hundredtusinder af dem flygtede eller blev fordrevet fra det nuværende Israel. Flertallet af Gazas borgere er efterkommere af de dengang fordrevne.

Crisis Groups reporter Azmi Keshawi, der har levet i Gaza i mange år, fortæller, at allerede sidste tirsdag var den værste nat, han nogensinde havde oplevet, med tusinder af hjem jævnet med jorden. I tidligere Gaza-krige sendte israelerne advarsler før bombetogter – det gør de ifølge Keshawi nu kun, når det gælder højhuse. Fredag aften var han selv på flugt med sin familie mod syd.

Egyptens diktator må hjælpes og presses til at få forsyninger ind og åbne grænsen for, at civile for en tid kan komme ud af krigszonen. Det haster alt sammen enormt.

Det ser ud til, at Israel har besluttet, at Hamas denne gang skal nedkæmpes helt og fjernes som herskere i Gaza. Forståeligt. Men er det muligt uden massemord på civile og fordrivelse af 1,2 mio. palæstinensere, der vil udløse voldsomme internationale reaktioner mod Israel? Det kræver – uanset vrede og hævnfølelser – et meget stort mådehold fra invasionsstyrkerne. Hvad er vejen til at redde gidslerne hos Hamas? Er det overhovedet muligt endegyldigt at besejre Hamas, hvis ikke Israel indstiller sig på en massiv og langvarig besættelse?

Den korte og lange forhistorie for disse dages katastrofer får ikke megen plads i den aktuelle mediedækning, og man bliver skudt i skoene, at man ikke er solidarisk med terrorens ofre, hvis man taler om Israels medansvar for, at vanviddet kunne udfolde sig.

Derfor vil jeg referere, hvad besindige i folk i Israel skriver i disse dage:

Avner Gvaryahu, der er direktør for de israelske veteraner i organisationen Breaking the Silence, som i mange år har dokumenteret og kritiseret Israels besættelsespolitik, skrev dagen efter terrorangrebet:

»Lad os være krystalklare. Hamas har begået forbrydelser, der må oprøre ethvert anstændigt menneske. Som nogle, der dagligt kraftigt kritiserer Israels politik i Gaza og på Vestbredden, er det vores pligt at fastslå realiteterne: Hamas har frontalt krænket alle basale moralske normer. Angrebet og de begivenheder, der har udspillet sig siden i går, er dybt rystende. Vi er sønderknust over at se skrækslagne civile belejret i deres hjem, uskyldige mennesker myrdet med koldt blod på gaderne, til fester og i deres egne hjem. Dusinvis er taget som gidsler og slæbt ind på Gazastriben. Vi kender alle nogen, der er blevet ramt af denne tragedie. Vi kunne fortsætte med at opremse deres grusomme og kriminelle handlinger eller fokusere på, hvordan vores regering med sin tro på jødisk overherredømme har bragt os i denne situation. Men hvor svært det end er, så er vores opgave som tidligere israelske soldater at tale om det, vi blev sendt ud for at gøre.

Israels sikkerhedspolitik har i årtier nu gået ud på at ’håndtere konflikten’. Skiftende israelske regeringer insisterer på voldsbølge efter voldsbølge, som om det skulle kunne løse noget. De taler om ’sikkerhed’, ’afskrækkelse’, ’at ændre ligningen’.

Disse udtryk er alle kodeord for at bombe Gaza sønder og sammen, hvilket altid retfærdiggøres med, at man går efter terrorister, men hvilket også altid medfører store civile tab. I pauserne mellem voldsbølgerne gør vi livet umuligt for Gazas indbyggere for så at spille overraskede, når det hele koger over.

Vi taler om ’normalisering’ med Emiraterne og nu Saudi-Arabien, mens vi håber, at verden vil vende det blinde øje til det udendørsfængsel, vi har skabt i vores baghave. Ud over de ufattelige brud på menneskerettighederne har vi skabt en massiv sikkerhedsrisiko for vores egne borgere. 

Spørgsmålet, alle israelere stiller, er – hvor var soldaterne i går? Hvorfor var IDF, det israelske militær, tilsyneladende fraværende, mens hundreder af israelere blev slagtet i deres hjem og på gaden? Svaret er desværre, at de havde ’andet at se til’. På Vestbredden.

Vi sender soldater ud for at sikre bosætteres indtrængen i den palæstinensiske by Nablus, for at jagte palæstinensiske børn i Hebron, for at beskytte bosættere, mens de gennemfører pogromer. Bosættere kræver, at palæstinensiske flag fjernes fra Huwaras gader; soldater bliver sat til at fjerne dem.

Vores land har besluttet – allerede for årtier siden – at det er villigt til at give afkald på sine borgeres sikkerhed i store og små byer for til gengæld at kunne opretholde kontrollen over en besat civilbefolkning på flere millioner mennesker, alt af hensyn til en bosætter-messiansk dagsorden.

Forestillingen om, at vi kan ’håndtere konflikten’ uden nogensinde at behøve at løse den, er endnu en gang brudt sammen for øjnene af os. Den har udelukkende bestået indtil nu, fordi kun få har vovet at udfordre den. Disse hjerteskærende begivenheder kan måske lave om på det. Det skal de. For vores skyld – alle os mellem floden og havet«.

Der er i disse frygtelige dage en voldsom reaktion i Israel mod ministerpræsident Benjamin Netanyahu, som i årtier har fremstillet sig som den stærkeste garant for israelernes sikkerhed. Trist, at reaktionen først kommer nu, for denne dystre skikkelse har i mange år styrket Hamas’ påstand om at være den sande forkæmper for Palæstinas folk ved at undergrave enhver folkelig autoritet og opbakning til det såkaldte Palæstinensiske Selvstyre: Selvstyret har ikke fået mulighed for at levere fremskridt hen mod en tostatsløsning. Israel har fastholdt palæstinenserne i retsløshed og fattigdom under den ydmygende og brutale besættelse af Vestbredden og Østjerusalem og i højt tempo øget antallet af israelske bosættere, der modsat de hidtidige indbyggere får fulde borgerrettigheder, økonomiske tilskud og retssikkerhed. Dén politik har fået selveste Mossad-chefen indtil 2016, Tamir Pardo, til at kalde sit land en apartheidstat. 

Hamas’ gentagne raketangreb har gennem årene givet Netanyahu en bekvem begrundelse for, at Israel ikke har nogen troværdig modpart at forhandle med.

De seneste år har Netanyahu sat ekstra fart på provokationerne mod palæstinenserne ved at alliere sig med den ekstreme racistisk-fascistiske højrefløj under ledelse af Bezalel Smotrich og Itamar Ben Gvir. Deres mål er endnu hastigere at øge antallet af israelske bosættelser på besat område, annektere den besatte Vestbred og presse palæstinenserne væk fra deres land – alt i strid med folkeretten. Denne ekstreme regering iværksatte desuden angrebet på den israelske højesterets kompetence og uafhængighed. Det udløste millionstore protestdemonstrationer fra israelere, der mente, at det nærmede sig afslutningen for demokratiet, også for den jødiske befolkning i Israel.

Dov S. Zakheim er formand for den rådgivende komité for tidsskriftet Jerusalem Strategic Tribune og en af Israels stærke støtter nu som dengang, han bestred fremtrædende poster i USA’s forsvarsministerium under præsidenterne Ronald Reagan og George W. Bush. Han skrev efter Hamas’ terrorangreb en harsk appel til Netanyahu under overskriften ’I Guds navn, gå af!’. Han anklager ministerpræsidenten for at svigte Israels sikkerhed til fordel for at lade hæren støtte krigeriske bosættere på Vestbredden og undlade at standse de bander, der chikanerer arabiske borgere inde i Israel. Derved har Netanyahu, siger Zakheim, skabt dyb modvilje og mismod hos selv de mest moderate palæstinensere og givet Hamas urimeligt medløb. Desuden har han – ved at beskytte de ortodokse jøder mod værnepligt for at få støtte fra deres parti til sin regering – skabt stor frustration hos resten af Israels befolkning, der er alene om at levere soldaterne. 

Alt sammen – siger Zakheim – noget, Netanyahu har gjort for at slippe for at blive dømt og fængslet for korruption! Uden hensyn til hvor provokerende og skadeligt det har været for Israels sikkerhed.

Fokus nu er naturligvis også på at undgå, at den nuværende katastrofe udvikler sig til storkrig i regionen. USA har to hangarskibsgrupper i området – angiveligt for at skræmme andre fra at blande sig i krigen i Gaza.

I en debat lørdag i Crisis Group var den nøgterne vurdering, at terrorangrebet var selvfabrikeret af Hamas og ikke tilskyndet af deres sædvanlige venner i Iran og hos Hizbollah-militsen i Libanon. USA og Israel er da også – trods den velkendte mistro til præstestyret – veget tilbage fra at beskylde Iran for et direkte ansvar. Hvis Teheran havde orkestreret terroren, ville den nok have været ledsaget af et massivt angreb på Israel fra Hizbollah ved nordgrænsen. Hidtil har skyderierne været begrænsede.

Iran kan selvfølgelig være skadefro over, at Gaza-krigen nok udsætter tilnærmelsen mellem Israel og Saudi-Arabien, men har ingen interesse i ny storkrig, når der er åbnet for en forsigtig tilnærmelse til de golf-arabiske stater. USA har hænderne alt for fulde i Europa og Asien til at ønske sig krig med et kæmpeland som Iran.

Hizbollah har lidt store blodtab ved sin krig til støtte for Syriens diktator, Assad, og tøver forhåbentlig også af den grund. En krig mellem Israel og Hizbollah vil i øvrigt få det totalt kriseramte Libanon til helt at kollapse som stat.

Den største risiko for, at disse ydre kræfter alligevel suges ind i konflikten, er, at Gaza-invasionen kommer til at trække uhyrligt blodige spor, der sammen med de israelske højreekstremisters provokationer udløser en stor voldelig intifada blandt Vestbreddens palæstinensere.

Israel har oven på terrorchokket en helt ekstraordinært stærk interesse i tilnærmelse til de palæstinensere, der vil freden. Det må føre til stop for højreekstremisternes regeringsdeltagelse og deres fremtrængen på Vestbredden. Det kræver også en ny ledelse i det palæstinensiske selvstyre i Ramallah, der får indrømmelser nok til at vinde palæstinensernes tillid til, at en anstændig fred er mulig. Det fordrer, at ledende Fatah-folk fra en ny generation kommer ud af israelske fængsler og aktivt kan bidrage til en fredsproces.

Selv om vejen kan blive meget lang, må der findes en løsning med et afmilitariseret Gaza under et ikketerroristisk palæstinensisk styre, støttet med international tilstedeværelse og finansiering af en plan for at genopbygge livet for menneskene i det åbne fængsel. De arabiske stater vil have et stort ansvar her, og Israel et stort ansvar for at lade dem medvirke. 

Men man kan kun få næring til den slags håb, hvis Israels ultimative beskytter, USA, efter denne krig omsider for alvor lægger pres på Israel til at forfølge dets egne langsigtede interesser i fred med det andet folk i det historiske Palæstina – og med den omgivende arabiske verden. Europa kan fra sidelinjen udtrykke kæmpe interesse for mere stabilitet i vores nærområde og må derfor prøve at påvirke USA til at lægge dette pres.

Kronikken blev offentliggjort i Politiken 17. oktober 2023

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

Foto: Wikimedia Commons, Medics transport an injured Palestinian child into Al-Shifa hospital in Gaza City following an Israeli airstrike on October 11, 2023.

Udgivet den

Alt det kaos, Jeppe Bruus skal overvinde i dag, har rod i Anders Fogh Rasmussens skattepolitik

Den kollektive angst for husejerne som politisk våben har lagt fremtidens ejendomsskatter på et niveau, der kun er halvt så højt som for 25 år siden – det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske 7. oktober 2023. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Der skal værnes om ejendomsbeskatningen

Det er en utaknemmelig opgave at være vores fortræffelige skatteminister Jeppe Bruus, der har arvet et fejlbehæftet nyt ejendomsvurderingssystem og skal tage tævene fra borgere og medier for fortidens fatale fejlbeslutninger.

Men det er en uafviselig opgave at få det brede forlig om det nye grundlag for ejendomsbeskatningen til at flyve og få rettet på åbenbare fejl, så tilliden til systemet genskabes. Det skal så tilføjes, at de stikprøver, jeg selv har set og hørt af vurderingsresultaterne, slet ikke virker så skæve som det indtryk, som mediedækningen af en række åbenbare fejl har fremkaldt.

Beskat ejendomsbesiddelse frem for arbejdsindsats

Som økonom og tilhænger af udligning af de store forskelle i velstand er jeg talsmand for et skattesystem, der beskatter arbejdsindsats mindre og ejendomsbesiddelse mere: Lavere indkomstskat betyder mindre påvirkning af arbejdsudbud og opsparing, større ejendomsbeskatning bidrager til at holde ejendomspriserne mere i ro. Og fordelingen af ejendomsgevinsterne er mere skævt fordelt end arbejdsindkomsterne.

Desværre udløste vælgernes nej ved folkeafstemningen i 1963 om forslag til nye jordlove en kollektiv politisk skræk for at beskatte ejendomsbesiddelse mere. Det var sådant set ikke det, jordlovsafstemningen handlede om. Men de seneste 60 år har det været et voldsomt stærkt politisk kampmiddel at mobilisere frygt for angreb på den lille mands hus. 

Det er blevet til en evig politisk lammelse, fordi mange små husejere ikke forstod, at de blev et skjold for de store ejendomsbesidderes gevinster, når de var mere bange for højere skat på boligen, end de var glade for den gevinst, de kunne have høstet i form af lavere skat på arbejde.

Borgerlige partier har – med Anders Fogh Rasmussen som den mest slagkraftige – haft utrolig stor succes med at insinuere, at venstrefløjen havde skjulte planer om onde gerninger mod de mange små parcelhusejere. Det virker særligt skruppelløst, fordi samme Fogh som ung økonom skrev om fordelen ved beskatning af ejerbolig som balance til rentefradragsretten.

Som finansminister under forhandlingerne om den såkaldte pinsepakke i 1998 var jeg central aktør i at drive et lille stykke af den ønskelige drejning fra indkomstskat til ejendomsbeskatning igennem: Vi fik en højere ejendomsværdibeskatning af et hus ved fremtidige salg. Desuden fik vi de offentlige vurderinger reguleret i takt med den faktiske prisudvikling på ejendomsmarkedet for fremover at tøjle takten i ejendomsprisstigninger, friværdier og genbelåning. Det gav plads til at lette indkomstskatten. Men jeg må erkende, at den uvederhæftige agitation om overgreb mod husejerne fik lov at vinde debatten.

Ejendomsværdiskatten fastfrosset i over 20 år

I hvert fald blev pinsepakken revet i stykker efter Anders Fogh Rasmussens magtovertagelse i 2001. Ejendomsværdiskatten blev fastfrosset i kroner. Sammen med en vild liberalisering af realkreditten med afdragsfri lån bidrog dette til voldsomt at forstærke ejendomsprisstigninger og lånefinansieret forbrug i de følgende år. Popularitetsracet over for husejerne endte med at bringe mange af dem i store vanskeligheder under finanskrisen fra 2008, fordi Danmark oven på den vilde optur fik et dybere dyk i beskæftigelse og ejendomspriser end vore nabolande.

Bruus rydder op efter AFR

Alt det kaos, Jeppe Bruus skal overvinde i dag, har rod i Anders Fogh Rasmussens skattepolitik. Først fastfrysningen af ejendomsværdiskatten – og så af ejendomsvurderingerne, der indtil da blev varetaget udmærket af lokalkyndige folkevalgte vurderingsmænd.

Det var ikke kun vurderingsmændene, der blev fyret. Der blevet fyret mange tusinde i skatteforvaltningen med det resultat, at kontrollen af folks selvangivelser og inddrivelse af gæld til det offentlige i vidt omfang brød sammen og stadig halter alvorligt. Senere blev søsat et nyt it-baseret vurderingssystem, der i alt for mange år har været ude på stormfuld sejlads, og som nu udkommer – stærkt forsinket og fejlbehæftet.

Det ny ejendomsskattesystem, der nu skal udrulles, venter med at udløse opadgående tilpasning af ejendomsskatterne indtil ejerskifte, men vil til en vis grad dæmpe ejendomsprisstigninger. Jeg skal ikke påstå, at jeg med mine bitre erfaringer ville have haft mod til mere, og må erkende, at kun et meget bredt forlig kan give et nyt system levedygtighed.

Den kollektive angst for husejerne som politisk våben har imidlertid lagt fremtidens ejendomsskatter på et niveau, der kun er halvt så højt som for 25 år siden. Det betyder omvendt, at vi betaler 20 milliarder kroner mere i indkomstskat og andre skatter, end vi havde behøvet uden Anders Fogh Rasmussens indsats.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om boligskat

FOTO: Photo: News Øresund – Johan Wessman © News Øresund – Johan Wessman via Wikimedia Commons