Socialdemokrat, forhenværende MF, minister, folketingsformand og formand for FN's Generalforsamling
I en ny biografi om stifteren af det socialdemokratiske arbejderparti i Danmark, Louis Pio, udfolder forfatter Anders Bo Rasmussen Pios hidtil underbelyste 17 år i USA. Her er han aktiv i en fagforening, diskuterer med ultraliberalister og viser sit manglende kompas i racespørgsmålet. Det er en fremragende bog, som jeg har anmeldt i Altinget, hvor jeg giver den topkarakter.
Der har været en massiv forskydning af lønindkomster og formuer, som har skubbet samfundet i en mere ulige retning igennem de seneste 20 år. Nu skal vi genskabe sammenhængskraften i vores velfærdssamfund. Det har jeg skrevet denne klumme om i Altinget.
Den kollektive angst for husejerne som politisk våben har lagt fremtidens ejendomsskatter på et niveau, der kun er halvt så højt som for 25 år siden – det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske 7. oktober 2023. Læs den i avisen – eller nedenfor:
Det er en utaknemmelig opgave at være vores fortræffelige skatteminister Jeppe Bruus, der har arvet et fejlbehæftet nyt ejendomsvurderingssystem og skal tage tævene fra borgere og medier for fortidens fatale fejlbeslutninger.
Men det er en uafviselig opgave at få det brede forlig om det nye grundlag for ejendomsbeskatningen til at flyve og få rettet på åbenbare fejl, så tilliden til systemet genskabes. Det skal så tilføjes, at de stikprøver, jeg selv har set og hørt af vurderingsresultaterne, slet ikke virker så skæve som det indtryk, som mediedækningen af en række åbenbare fejl har fremkaldt.
Som økonom og tilhænger af udligning af de store forskelle i velstand er jeg talsmand for et skattesystem, der beskatter arbejdsindsats mindre og ejendomsbesiddelse mere: Lavere indkomstskat betyder mindre påvirkning af arbejdsudbud og opsparing, større ejendomsbeskatning bidrager til at holde ejendomspriserne mere i ro. Og fordelingen af ejendomsgevinsterne er mere skævt fordelt end arbejdsindkomsterne.
Desværre udløste vælgernes nej ved folkeafstemningen i 1963 om forslag til nye jordlove en kollektiv politisk skræk for at beskatte ejendomsbesiddelse mere. Det var sådant set ikke det, jordlovsafstemningen handlede om. Men de seneste 60 år har det været et voldsomt stærkt politisk kampmiddel at mobilisere frygt for angreb på den lille mands hus.
Det er blevet til en evig politisk lammelse, fordi mange små husejere ikke forstod, at de blev et skjold for de store ejendomsbesidderes gevinster, når de var mere bange for højere skat på boligen, end de var glade for den gevinst, de kunne have høstet i form af lavere skat på arbejde.
Borgerlige partier har – med Anders Fogh Rasmussen som den mest slagkraftige – haft utrolig stor succes med at insinuere, at venstrefløjen havde skjulte planer om onde gerninger mod de mange små parcelhusejere. Det virker særligt skruppelløst, fordi samme Fogh som ung økonom skrev om fordelen ved beskatning af ejerbolig som balance til rentefradragsretten.
Som finansminister under forhandlingerne om den såkaldte pinsepakke i 1998 var jeg central aktør i at drive et lille stykke af den ønskelige drejning fra indkomstskat til ejendomsbeskatning igennem: Vi fik en højere ejendomsværdibeskatning af et hus ved fremtidige salg. Desuden fik vi de offentlige vurderinger reguleret i takt med den faktiske prisudvikling på ejendomsmarkedet for fremover at tøjle takten i ejendomsprisstigninger, friværdier og genbelåning. Det gav plads til at lette indkomstskatten. Men jeg må erkende, at den uvederhæftige agitation om overgreb mod husejerne fik lov at vinde debatten.
I hvert fald blev pinsepakken revet i stykker efter Anders Fogh Rasmussens magtovertagelse i 2001. Ejendomsværdiskatten blev fastfrosset i kroner. Sammen med en vild liberalisering af realkreditten med afdragsfri lån bidrog dette til voldsomt at forstærke ejendomsprisstigninger og lånefinansieret forbrug i de følgende år. Popularitetsracet over for husejerne endte med at bringe mange af dem i store vanskeligheder under finanskrisen fra 2008, fordi Danmark oven på den vilde optur fik et dybere dyk i beskæftigelse og ejendomspriser end vore nabolande.
Alt det kaos, Jeppe Bruus skal overvinde i dag, har rod i Anders Fogh Rasmussens skattepolitik. Først fastfrysningen af ejendomsværdiskatten – og så af ejendomsvurderingerne, der indtil da blev varetaget udmærket af lokalkyndige folkevalgte vurderingsmænd.
Det var ikke kun vurderingsmændene, der blev fyret. Der blevet fyret mange tusinde i skatteforvaltningen med det resultat, at kontrollen af folks selvangivelser og inddrivelse af gæld til det offentlige i vidt omfang brød sammen og stadig halter alvorligt. Senere blev søsat et nyt it-baseret vurderingssystem, der i alt for mange år har været ude på stormfuld sejlads, og som nu udkommer – stærkt forsinket og fejlbehæftet.
Det ny ejendomsskattesystem, der nu skal udrulles, venter med at udløse opadgående tilpasning af ejendomsskatterne indtil ejerskifte, men vil til en vis grad dæmpe ejendomsprisstigninger. Jeg skal ikke påstå, at jeg med mine bitre erfaringer ville have haft mod til mere, og må erkende, at kun et meget bredt forlig kan give et nyt system levedygtighed.
Den kollektive angst for husejerne som politisk våben har imidlertid lagt fremtidens ejendomsskatter på et niveau, der kun er halvt så højt som for 25 år siden. Det betyder omvendt, at vi betaler 20 milliarder kroner mere i indkomstskat og andre skatter, end vi havde behøvet uden Anders Fogh Rasmussens indsats.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet
Mere fra min hånd om boligskat
FOTO: Photo: News Øresund – Johan Wessman © News Øresund – Johan Wessman via Wikimedia Commons
Vi må sætte ind med klimahandling nu! Det har klimaforsker Sebastian Mernild og jeg skrevet denne kronik om i AvisenDanmark 3. oktober 2023.
Sebastian Mernild er professor i klimaforandringer og glaciologi, leder af SDU Climate Cluster, forfatter samt hovedforfatter i FN’s klimapanel (IPCC)
Mogens Lykketoft, fhv. MF og minister. Formand for FN´s Generalforsamling i 2015. Bestyrelsesformand i Energinet.
Flere ændringer i skat eller tilskud kan næppe få flere til at gå op i arbejdstid, men bedre arbejdstilrettelæggelse og mindre stress kan måske – mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:
Bedst som vi var ved at glæde os over historisk god beskæftigelse, et deraf følgende stort overskud på statsfinanserne og derfor et meget større råderum til at finansiere klimahandling og velfærdsforbedringer, åbnede nogen en hidsig debat om, at danskerne er ved at ødelægge velfærdssamfundets fremtidige skattegrundlag, fordi de arbejder stadigt mindre.
En del af anledningen til debatten er en aktuel undersøgelse fra Kommunernes Landsforening, der viser, at kommunale medarbejdere – der jo er en blanding af hel- og deltidsansatte – gennemsnitligt arbejder 48 minutter mindre end i 2022 end i 2013. Det skal dog tilføjes, at minuttallet ikke er faldet de seneste tre år. Hele faldet skete frem til 2019.
Der kan stilles mange spørgsmål til netop disse beregninger, og jeg kender ikke alle svarene.
Flere ændringer i skat eller tilskud kan dog næppe få flere til at gå op i arbejdstid; men bedre arbejdstilrettelæggelse og mindre stress kan måske. Dog er der mange småbørnsfamilier, der ikke kan få tilværelsen til at hænge sammen, hvis begge ægtefæller arbejder 37 eller flere timer om ugen. Det kan være umuligt at nå at hente børn i daginstitution med dét arbejdsskema i familien.
Der er historisk velkendt, at stigende velstand for en stor del er blevet omsat i kortere arbejdstid. Dét har ikke eroderet skattebasen eller været hindringen for finansiering af offentlig velfærd. Lige nu er det budgetloven, der er den vigtigste forhindring herfor, og det er en restriktion, vi har pålagt os selv for at følge eurolandene. Men i EU synes man på fuld fart væk fra disse stramme regler, ikke mindst fordi de nødvendige offentlige investeringer i klimaindsats ellers bliver nødlidende.
Fuldtid er i det seneste århundrede ændret fra 48 til 37 timer. Men i fortiden var en stor del af kvinderne ikke på arbejdsmarkedet. Levealderen var også meget kortere. Jeg tror, at vi netop i dag har en danmarkshistorisk rekord i andelen af både mænd og kvinder, der faktisk er i arbejde på hel- eller deltid – eller i uddannelse. Desuden er der jo en ufatteligt meget højere produktivitet pr. arbejdstime i dag end for 100, 25 eller bare ti år siden. Højere uddannelsesniveau, anvendelsen af ny teknologi og bedre arbejdsorganisation løfter os hele tiden, og bidrager til, at vi er blandt de mest konkurrencekraftige samfund på kloden.
Med højere uddannelse, bedre helbred og længere levealder vil mange flere af fremtidens ældre ønske sig at blive i arbejde længere, fordi det ikke er udfordrende nok at være fuldtidspensionist. Det er min erfaring fra min omgangskreds af 75-80-årige, og jeg tror, det vil brede sig fremtiden. Det ville ske også uden det spild af hundredvis af millioner skattekroner, der udløses ved, at man nu præmierer mange af os, der arbejder længere end folkepensionsalderen med tillæg for de år, vi ikke trækker på folkepensionen.
Nu ophæves desuden den hidtidige regel om modregning i folkepensionens grundbeløb for arbejdsindtægt udover 400.000 kroner. Det er de absolut mest velhavende, der i forvejen er privilegeret med godt helbred, høj pension og særligt store erhvervsindtægter, der får gavn af denne gaveuddeling. Der er næppe mange af dem, der arbejder én time mere eller mindre af dén grund.
Man kommer i øvrigt let til at overdrive udsigterne til større »ældrebyrde« som følge af længere levealder. Mit indtryk er, at folks antal år med godt helbred vokser i takt med deres forventede længere levetid. Det er måske også i fremtiden kun de sidste par leveår, de ældre koster virkelig meget på sundheds- og omsorgsområdet, uanset hvor gamle kommende generationer bliver.
Derfor er det heller ikke en naturlov, at der bliver problemer med at få medarbejdere nok til at levere offentlig service af god standard – hverken finansielt eller rekrutteringsmæssigt. Meget af ventetidsproblemet på sundhedsområdet er efterveer fra covid-årene og de ulyksalige sygeplejekonflikter, og i fremtiden vil mange trivielle arbejdsopgaver blive overtaget af kunstig intelligens.
Derfor er tiden til at tage af det store råderum i de offentlige finanser til at forbedre løn- og arbejdsvilkår for medarbejdergrupper på sundhedsområdet og i omsorgen for børn og gamle. Løntilpasningen skal ikke bare ske ud fra såkaldte retfærdighedsbetragtninger, men for at sikre, at mandskab kan hverves til at levere en højt prioriteret offentlig service. Det handler også om at undgå, at privathospitaler overtager aktivitet fra det offentlige, fordi de kan tilbyde bedre vilkår for medarbejderne – og så i øvrigt efterlade til det offentlige at levere den mest krævende og specialiserede del af sygdomsbehandlingen.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet
Indlægget blev bragt i Berlingske 6. september 2023
Mere fra min hånd om velfærd
Hvis vi ikke besinder os og handler nu, kommer menneskeheden ud for kaotiske og uhåndterlige forandringer. Det er ikke nok at standse russisk aggression i Ukraine med oprustning. Det skriver jeg om i dette indlæg i Altinget 15. august 2023
Det skal ikke lykkes pyromaniske idioter foran udenlandske ambassader i København at give autoritære regimer ude i verden et påskud til at stive deres regimer af på Danmarks bekostning – og måske endda inspirere langt mere voldelige og idiotiske ekstremister derude til at udtænke terrorangreb mod danske mål – det skriver jeg om i denne kommentar i Berlingske 10. august 2023
Jeg er aldeles enig med regeringen om, at vi skal beskytte Danmarks internationale omdømme ved at ulovliggøre afbrænding af hellige religiøse skrifter som del af offentlige demonstrationer foran udenlandske ambassader.
Det overrasker og bekymrer mig, hvor mange der triller rundt om denne sag, som om ytringsfrihed handlede om en umistelig ret til at brænde koraner af.
Der eksisterer ikke i Danmark en fundamentalistisk frihed og lovlighed til enhver forhånende optræden ved demonstrationer. Der er allerede meget, man ikke må, selv om der er ytringsfrihed. Man kan blive straffet for injurier og i visse tilfælde også for racisme. Det udløser straf at afbrænde andre landes nationale symboler (flag). Det er, så vidt jeg har forstået, stadig retligt uafklaret, om det er strafbart at afbrænde hængte dukker af statsministeren af i lygtepæle. Men der findes stadig bestemmelser om straf for majestætsfornærmelse osv.
Måske var det uklogt for seks år siden at afskaffe den sjældent brugte blasfemiparagraf i straffeloven, der formentlig omfattede demonstrativ afbrænding af religiøse skrifter. Socialdemokratiet stemte som eneste parti imod afskaffelsen af denne paragraf, mens den daværende statsminister og nuværende udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), forudså, at det kunne åbne for koranafbrændinger, og derfor kun meget tøvende lod sig overtale til lovændringen af islamofoberne i hans daværende parti, Venstre.
Et indgreb kan ske på forskellig vis. Fhv. udenrigsminister Per Stig Møller (K) og jeg diskuterede forleden sagen hos Simon Emil Ammitzbøll i 24syv. Per Stig mente, at det enkleste er at skærpe politivedtægten i ordvalget om urostiftelse og ulovlig afbrænding på linje med at afbrænde dæk eller affaldscontainere på offentlige steder eller lime sig fast på kørebanen i protest mod bilismen som del af en demonstration. Og det er jo forbudt.
Der er flere veje at gå. Det afgørende er at få sendt et signal til omverdenen om, at forhånelse af andres religion er farligt og ekstremistisk idioti, der ikke er accepteret Danmark og ikke er regeringens politik.
Berlingskes chefredaktør ser – sammen med mange andre – signalet som en glidebane over for pression fra grumme muslimske diktatorer og organisationer, og han sammenligner med eftergivenheden over for Hitler i 1930erne. Man skal passe på med falske analogier, Tom Jensen. Man kunne lige så godt sammenligne koranafbrændingen med Goebbels’ autodafé i Berlin i 1933 af bøger, nazisterne ikke syntes om.
Mærkeligt nok synes alle partier uden om regeringen at være imod forbud mod koranafbrænding ved demonstrationer.
Det er forståeligt. at det er holdningen hos islamhadere på højrefløjen. Derimod er det uforståeligt, at venstrefløjen er med i koret. Og mon ikke både SF, Radikale og Konservative havde været medforslagsstillere til et forbud, hvis de havde været en del af regeringen?
Redaktør Kristian Madsen fra A4 Medier taler om regeringspartierne som de voksne i klassen, for der skal ro på i vores forhold til den muslimske verden.
Det er hverken dansk stats- eller erhvervsinteresse, at halvanden milliard fredelige mennesker af muslimsk tro risikerer at få det indtryk, at vi for enhver pris vil forhåne symbolet på deres ofte meget inderlige religiøse tro.
Det skal ikke lykkes pyromaniske idioter foran udenlandske ambassader i København at give autoritære regimer ude i verden et påskud til at stive deres regimer af på Danmarks bekostning – og måske endda inspirere langt mere voldelige og idiotiske ekstremister derude til at udtænke terrorangreb mod danske mål.
Vi kan se, at Putin allerede prøver at få sympati i den muslimske verden ved at angribe Sverige og Danmark for koranafbrændingerne. Vi risikerer desuden, at Erdogan får et tilbagefald til at blokere Sveriges NATO-medlemskab. Og meget mere generelt har vi brug for at få mange flere lande over på vores side i kampen mod russisk aggression i Ukraine og for aktiv global klimahandling. Det kræver bedre relationer mellem Vesten og Det Globale Syd – også til mange kedeligt autoritære regimer i den islamiske verden.
Derfor forventer vores demokratiske vestlige allierede, at vi stopper for koranafbrændinger. Ja, for det handler selvfølgelig OGSÅ om udenrigspolitisk pragmatisme og rettidighed med varetagelse af nationens interesser.
Da den franske filosof Voltaire lå på sit dødsleje, kom en præst og bad den døende om at forsage Djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen. Voltaires svar var, at det næppe var tidspunktet for ham at skaffe sig nye fjender. Nye fjender er i hvert fald heller ikke hvad Vesten har brug for lige nu.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Jeg mener ikke opsparingsordning til ældreomsorg bør blive S-politik. Dét og bl.a. også udsigterne for fremtidens velfærdssamfund skriver jeg om i dette indlæg i Altinget 2. august 2023
Mere fra min hånd om ældreomsorg og velfærd
Vi har brug for andet og mere. Prioriteringen af det økonomiske råderum har længe været til debat i dansk politik. Mette Frederiksen må ikke glemme at prioritere penge til en række vigtige dagsordener. Læs min seneste klumme i Berlingske her – eller nedenfor:
Ifølge statsministeren skal der ikke kunne klemmes et A4-papir ind mellem Danmark og USA.
Det er en temmelig kategorisk udmelding med alle de foruroligende træk i det amerikanske samfund og alle de gigantiske fejltagelser, der i de seneste 60 år har udløst amerikansk anførte krige og katastrofer fra Vietnam til Mellemøsten.
Jeg opfatter da også Mette Frederiksens melding mere situationsbestemt – med Joe Biden som præsident i USA og kampen mod den rædselsfulde, russiske aggression som det store, fælles projekt. Det kan – som hun også har sagt – være rigtigt, at oprustningen til to procent af nationalproduktet ikke er et loft, men kun en bund. Vi kan for eksempel blive tvunget langt over to procent, hvis Europa på egen hånd skal redde Ukraine og imødegå den russiske trussel, hvis katastrofen sker, at Donald Trump genvælges. Så bliver der plads til mere end et A4-ark imellem USA og Danmark.
Vi skal have lov håbe på noget helt andet. Ikke bare, at Biden fortsætter, Rusland slås tilbage, og Ukraine kommer med i EU og NATO. Men også, at det så ikke er helt utænkeligt, at der hen ad vejen i Rusland kommer mere realistiske og fredsommelige ledere, som vil forstå den fælles interesse i afspænding og samarbejde. Det skal vi selvfølgelig aktivt række ud efter, hvis chancen melder sig. Og så bliver det også muligt, at de to procent bliver et rigeligt højt mål.
Man må i hvert fald inderligt håbe, at krig og oprustning ikke sluger hele det stærkt udvidede »råderum« i dansk økonomi. For vi har akut brug for at investere langt mere i klimahandling, bæredygtighed, velfærd og social sammenhængskraft.
Der er fortsat ringe forståelse for, at klimaindsats og bæredygtighed ikke bare er nye sider i et parti- eller regeringsprogram. Det er mål, som skal gennemsyre al politisk handling. Krisen er eksistentiel. Der er en chance, men ingen sikkerhed for, at vi kan forhindre, at verden opløses i accelererende ophedning, hyppigere og heftigere naturkatastrofer, stigende vandstand i havene, ørkenspredning, voksende vandmangel og helt uhåndterlige flygtningestrømme med mange flere deraf afledte konflikter.
Derfor skal der handles mere kraftfuldt her og nu. Det er ikke gratis, som man ofte af politisk bekvemmelighed lader som om. Men det er ufatteligt meget billigere end den regning, vi efterlader til vore børn og børnebørn, hvis vi tøver. Vi skal stoppe al snak om, at det er lige meget, hvad vi gør i lille Danmark. Ligesom vi har en særlig forpligtelse til at stå sammen med resten af Europa for at hjælpe Ukraine, uanset at vi ikke alene gør en afgørende forskel, har vi også et særligt ansvar for at gå forrest i klimakampen, selv om vi ikke alene kan løse klimakrisen og sikre global bæredygtighed.
Det er også uhyre vigtigt at forstå, at hvis der verden over skal skaffes folkelig opbakning til at handle, skal vi omsider gå op mod stigende ulighed mellem lande og i lande. Fattige lande og fattige mennesker har mindst ansvar for klimaforandringen. Men det er alt for ofte dem, der rammes hårdest af katastroferne
Det burde være indlysende, at vi, der har mest, skal betale. Vores CO₂-aftryk er langt større end de fattiges på grund af stort forbrug. Både rig og fattig skal tænke over, hvordan vi kan forbruge og producere mere bæredygtigt. Men det er indlysende fair, at vi med den største negative klimaeffekt skal betale det meste af regningen.
I dansk politik bør denne forståelse betyde veto imod, at de borgerlige regeringspartier forsinker klimaomstillingen – både generelt og specielt i landbruget. De skal også afvises på kravene om ny skattelettelser, så længe der mangler penge til national og global klimaindsats og til velfærd. Med den i forvejen voksende ulighed er det urimeligt at give flest kroner i skattelettelser til dem, der er tæt ved toppen af indkomstpyramiden og at lette arveafgiften hos de familier, der ejer de allerstørste virksomheder.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har dokumenteret, at uligheden i Danmark i de senere år er vokset grotesk meget. Det er hjulpet på vej af asociale skattelettelser ad fordøren, flugt til skattely ad bagdøren og størst fremgang i løn og profit hos dem, der i forvejen tjente mest: Den dårligst stillede femtedel af danskerne fik fra 2010 til 2021 i gennemsnit 14.000 kroner ekstra om året i privat købekraft. Anden femtedel fik 27.000, Tredje femtedel fik 42.000. Fjerde femtedel fik 62.000 og øverste femtedel 114.000 kroner Den rigeste ene procent fik gennemsnitligt 335.000 kroner ekstra om året. For den rigeste promille af befolkningen var tilvæksten i årlig forbrugsmulighed 1.779.000 kroner
Det er på ingen måde bæredygtigt!
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Indlægget blev offentliggjort i Berlingske 25. juli 2023
Mere fra min hånd om dansk økonomi
Vi skal hverken bruge pengene fra det øgede råderum til at nedsætte selskabsskatten eller øge de velbjærgedes CO₂-tunge privatforbrug ved nye lettelser i personskatten. I stedet skal vi se, hvordan vi kan forbedre tilværelsen for de kommende generationer – mere om det i denne klumme i Berlingske. Indlægget kan også læses nedenfor:
Det siges ofte, at de mange kriser, der blev anført som begrundelse for en bred flertalsregering i december, blegner her et halvt år senere.
Det er ikke helt rigtigt.
Krigen i Ukraine trækker ud, og der er fortsat risiko for nye energikriser, der kan give inflationen et skub opad igen.
Den globale klimakrise bliver mere og mere påtrængende. Derfor skal der investeres stort og risikovilligt i at fastholde Danmarks position som foregangsland i omstilling til bæredygtighed og vedvarende energi. Det er vejen til, at vi i endnu højere grad bliver eksportør af de teknologier, der skal sikre klimaløsninger i andre dele af verden.
Vi har leveret flot til forsvaret for Ukraines frihed. Men det kniber med viljen til at hjælpe de fattigste lande til at kunne løfte deres klimaindsats, uden at armod og sult rammer, og endnu flere sendes på folkevandring.
Herhjemme skranter offentlig service indenfor sundhed, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg, ikke fordi vi mangler penge, men fordi vi mangler mennesker, der vil tage job dér. Indkomst- og formuefordelingen bliver stadigt skævere, og der er hjørner af dyb fattigdom i velfærdssamfundet.
Den nye regering har ikke fået mere tempo i hverken klimaindsats eller sikring af en mere fair byrdefordeling nationalt som internationalt.
Det tager åbenbart længere tid at træffe beslutninger i flertalsregeringen, end det tog for S-mindretalsregeringen i forhandling med skiftende forligskredse i Folketinget.
Nødvendigheden af de upopulære såkaldte arbejdsudbudsreformer kan også anfægtes, fordi dansk økonomi forekommer ekstremt stærk, efter at Finansministeriet for få uger siden med et brag opjusterede »holdbarheden« med 16 milliarder kroner. Det har udløst mange forskellige ønsker om, hvad vi skal bruge alle disse penge til.
Nu skal man nok gemme en lille reserve til senere opståede behov. Men Venstre-ministre og andre borgerlige politikere er straks begyndt at kræve nye skattelettelser oven i dem, der allerede er aftalt i regeringsgrundlaget – og hvor de største gevinster går til folk som denne klummeskriver, der allerede er begunstiget af serier af skattelettelser i toppen fra alle foregående regeringer siden 2000erne.
Erhvervenes interesseorganisationer har også kastet sig ind i debatten om råderummet med krav om lavere selskabsskat mv. For – som det siges – borgere og virksomheder har krav på at få »deres« penge tilbage, når der er overskud i statskassen, og det vil fremme arbejds- og investeringslyst.
Borgerlige, der er besat af at få skattelettelser, påstår altid, at socialdemokrater er besat af at øge de offentlige udgifter, som man må forstå kun hæmmer arbejdsudbud og risikovilje. Det er noget sludder. Danskernes og vort erhvervslivs velstand skyldes i høj grad kloge offentlige investeringer i infrastruktur, uddannelse og sundhed.
Derfor har dansk erhvervsliv trods højt skattetryk en helt enestående stærk international konkurrencekraft. Det måles allerbedst i et overskud på betalingsbalancen på 400 milliarder kroner.
Det er ikke et argument for at nedsætte selskabsskatten med et milliardbeløb, der især kommer finansverdenen og de i forvejen mest konkurrencekraftige megavirksomheder til gode. Og det er heller ikke et argument for at øge de velbjærgedes CO₂-tunge privatforbrug ved nye lettelser i personskatten.
Det vil være langt klogere at bruge penge fra det øgede råderum på at forbedre kommende generationers chance for at få en bæredygtig tilværelse – og på projekter, der her og nu hjælper de mest svage og sårbare, der trods de gode tider har vanskeligt ved at komme ind og holde fast på arbejdsmarkedet.
Lad mig i flæng nævne en række påtrængende indsatser: Bedre kvalitet hele vejen igennem uddannelsessystemet. Et særligt massivt løft af kvaliteten af erhvervsuddannelserne. Mere støtte til selvvalgt efteruddannelse. Endnu stærkere forskningssamarbejde mellem stat og erhvervsliv om klimaløsninger og anvendelse af de nye teknologier. Støtte til massiv investering i infrastruktur for vedvarende energi og brint, der kan bane vej helt nye grene af dansk erhvervsliv.
Dertil kommer et presserende behov for investering i bedre arbejdsvilkår og lønninger i de vitale dele af den offentlige service, der kan tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Desuden aktiv hvervning af kvalificerede medarbejdere fra andre lande og langt hurtigere anerkendelse af deres faglige kompetencer samt at lære dem dansk.
Endelig – hvis det bedre skal betale sig for de lavere lønnede at få arbejde, så er nedsættelse af deres brugerbetaling til børnepasning et langt bedre middel end skattelettelse.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og fhv. formand for Socialdemokratiet
Indlægget blev bragt i Berlingske torsdag d. 29. juni 2023
Mere fra min hånd om samfundsøkonomien