Den konservative leder, udenrigsminister Lene Espersen kom forleden med en målsætning om at det offentlige ’forbrug’ præcis ikke må overstige 26,5 % af bruttonationalproduktet (BNP).  For som hun siger – den offentlige sektor er jo på det seneste vokset for meget, og nu må det være den private sektors tur.
 
Det er en mærkværdig regneleg, fordi væksten i den offentlige sektor andel af BNP jo ikke skyldes, at vi får mere offentlig service end for få år siden. Det er ikke tælleren, der vokser nævneværdigt, men nævneren – den private sektor – der er skrumpet på grund af finanskrisen. Det er idiotisk at se det som et nulsumsspil, hvor det offentlige har stjålet fra det private. Tværtimod er en stor, velfungerende offentlig sektor en af de nødvendige forudsætninger for at den private sektor kan komme i gang igen.
 
Det vil være mere relevant at spørge, om befolkningen her under finanskrisen vil acceptere at bremse op i sit store privatforbrug fra bobleøkonomiens år - eller om man - for at undgå dét - vil skære ensidigt ned på uddannelse og sundhed, daginstitutioner og hjemmehjælp. For det er jo de fire helt dominerende bestanddele af det offentlige forbrug.
 
Selvfølgelig kan man forstærke privatiseringen af sygehuse, børnehaver, ældreomsorg og universiteter m.v. og dermed skrumpe den offentlige sektor i statistikken.
 
Men vi er rigtig mange, der har en grundlæggende tvivl om, at en privatisering på disse områder vil give bedre eller billigere service. Se bare hvor mega-dyrt det privatiserede amerikanske sundhedssystem er blevet!
 
Selv om man privatiserer driftsansvaret skal man nok bruge mindst de samme penge til at levere den samme service.  Og de fire store serviceområder er jo i vækst i alle moderne samfund - fordi vi behøver mere uddannelse for at klare os i den globale konkurrence - fordi både mænd og kvinder er i arbejde, og kernefamilien derfor ikke kan passe børnene og de gamle - og fordi vi lever længere og behandle/ bekæmpe helbredsproblemer bedre end før.
 
Det er også derfor, amerikanerne bruger en voksende andel af deres velstand på sundhed, uddannelse, ældreomsorg og børnepasning.
 
Forskellen er ’bare’ at det i USA især er det velbjergede flertal, der har fået lov til at bruge mere på disse områder, fordi så lidt betales over skatterne og så meget direkte i brugerbetaling eller private forsikringer.
 
Det er præcis dette, som præsident Obama prøver at ændre noget på med sin sundhedsreform.
 
Men den ikke særligt skjulte dagsorden for Lene Espersens snak om loft over den offentlige sektor er jo, at skatterne i Danmark skal sænkes igen-igen.  Og så må de private forsikringer og brugerbetalingen tage over, og fanden må tage de sidste, som ikke har så meget at betale med. Konsekvensen er selvfølgelig, at adgangen til uddannelse, sundhed, ældrepleje og dagpasning bliver så mere socialt skæv.  Men det er en nødvendig omkostning, mener borgerlige ideologer som Lene Espersen, CEPOS, Saxo-bank og bankens politiske filial i Liberal Alliance. Fordi folk med gode indkomster gider ikke arbejde nok, hvis ikke de får skattelettelser!
 
Det sidste er noget uvidenskabeligt vås, som til alle tider og alle steder i verden bruges som velhavernes argument for at de skal betale mindre til fællesskabet.
 
Derimod VED vi, at hvis vi ikke sørger for god uddannelse af ALLE samfundslag, ikke er i top med forskning og produktudvikling og ikke har en stærk infrastruktur, så bliver vi tabere i det globale kapløb om jobbene.  Vi ved også, at det at sørge for det alt sammen kræver, at staten har indtægter til at investere.
 
Alligevel har det borgerlige flertal brugt de sidste 9 år til at undergrave statens indtægter med ufinansierede skattelettelser og gentagne nedskæringsfelttog i skatteadministrationen, så de kapitalstærke ikke behøver at frygte effektiv skatteligning.
 
Det er bare stupidt.